Klage over afslag på fritagelse for tilslutning til kollektiv varmeforsyning

Sagen omhandler en klage indgivet af en ejer af en ejendom i Hvalsø over Hvalsø Kommunes (nu Lejre Kommune) afslag på ansøgning om fritagelse for tilslutning til Hvalsø Kraftvarmeværk a.m.b.a. Ejendommen er ved en tinglyst deklaration fra 23. november 1993 pålagt tilslutningspligt til varmeværket med en frist på 12 år.

Klagerens argumenter

Klageren begrunder sin ansøgning og klage med flere forhold:

• Økonomi: Klageren er alene, har et lavt varmeforbrug og en meget lav økonomi, som gør det umuligt at gennemføre tilslutningen. Klageren har et velfungerende og billigt oliefyr, som selv kan styres.
• Præcedens: Klageren har kendskab til andre, der har modtaget dispensation fra tilslutningspligten, bl.a. på baggrund af installation af brændeovn, eller indtil huset blev solgt/ejeren afgik ved døden. Klageren ønsker dog ikke at udskifte oliefyret med en brændeovn.
• Geografisk afgrænsning: Varmeforsyningen er kun ført inden for bygrænsen, hvilket klageren finder urimeligt.
• Personlige forhold: Klageren er fraskilt, og udvalgsformanden i kommunen var bekendt med klagerens tidligere ægtefælle.

Kommunens og varmeværkets bemærkninger

Hvalsø Kommune meddelte afslag på ansøgningen med den begrundelse, at klageren ikke er folkepensionist, og at ejendommen ikke opfylder særlige energimæssige forhold, der berettiger til fritagelse efter tilslutningsbekendtgørelsen. Kommunen har ikke yderligere bemærkninger til sagen efter klagen blev videresendt.

Hvalsø Kraftvarmeværk a.m.b.a. har anført, at ejendommen er tinglyst med tilslutningspligt, og at de ikke kan se nogen steder i varmeforsyningsloven, at der kan gives dispensation. De har dog tidligere givet dispensation til en 92-årig ejer med en aftale om tilslutning ved flytning til plejehjem. Værket oplyser, at indskuddet er 3.750 kr. samt en årlig fast afgift på ca. 1.660 kr. og mener ikke, at fjernvarme er dyrere end oliefyr.

Lovgrundlag for dispensation

Energiklagenævnet henviser til Bekendtgørelse om tilslutning mv. til kollektive varmeforsyningsanlæg § 17, stk. 1, som giver kommunalbestyrelsen mulighed for at fritage for tilslutning i særlige tilfælde. Disse tilfælde er ikke nærmere defineret og kan omfatte både varmeforsyningsmæssige og andre grunde, herunder personlige og økonomiske forhold. Kommunalbestyrelsens afgørelse skal altid bero på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, og kommunen har vide rammer for skønnet, så længe en konkret vurdering foretages. Tilslutningspligten indebærer en pligt til at betale tilslutningsafgift og faste afgifter, men ikke en pligt til at aftage varme, jf. Bekendtgørelse om tilslutning mv. til kollektive varmeforsyningsanlæg § 7, stk. 1.

Energiklagenævnet hjemviser sagen til fornyet behandling i kommunen (nu Lejre Kommune).

Begrundelse for hjemvisning

Nævnet finder, at Hvalsø Kommune ikke har haft det nødvendige faktuelle grundlag til at træffe afgørelsen om afslag på fritagelse. Det fremgår ikke af sagens akter, om kommunen har indhentet og vurderet relevante talmæssige oplysninger om de økonomiske konsekvenser, en tilslutning ville have for klageren. Kommunen har således ikke vurderet, om klageren ville blive sat i en urimelig økonomisk situation ved en tilslutningspligt til Hvalsø Kraftvarmeværk a.m.b.a.

Selvom kommunalbestyrelsen har en vid skønsmargin for vurderingen af særlige tilfælde efter Bekendtgørelse om tilslutning mv. til kollektive varmeforsyningsanlæg § 17, stk. 1, har kommunen ikke indhentet alle de oplysninger, der er nødvendige for at foretage denne vurdering.

Krav til fornyet behandling

Hjemvisningen indebærer, at kommunen skal behandle sagen på ny og ikke blot rette op på afgørelsens mangler. Kommunen skal foretage en fuldstændig og konkret vurdering af klagerens situation, herunder de økonomiske forhold. Energiklagenævnet bemærker desuden, at en skriftlig afgørelse skal ledsages af en begrundelse, der indeholder en henvisning til de retsregler, afgørelsen er truffet i henhold til, og angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen, jf. Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24, stk. 1.