Skagen Varmeværk over Skagen Kommune - Afslag på godkendelse af projektforslag for udskiftning af to gasmotorer på Skagen Kraftvarmeværk

Energiklagenævnet lagde til grund, at Skagen Kommune den 10. august 2005 havde truffet afgørelse om et projektforslag vedrørende et kollektivt varmeforsyningsanlæg i henhold til varmeforsyningslovgivningen.

Kommunens manglende vurdering og begrundelse

Nævnet fastslog, at kommunen ved sin afgørelse skulle have foretaget en energi- og miljømæssig samt forbruger-, selskabs- og samfundsøkonomisk vurdering af projektet i henhold til Bekendtgørelse om varmeplanlægning og godkendelse af anlægsprojekter for kollektive varmeforsyningsanlæg § 11. Denne vurdering skulle have haft til formål at finde den samlet set mest fordelagtige løsning for anvendelse af energien, og eventuelle vilkår, som kommunen ønskede inddraget i godkendelsen, skulle have indgået heri. Kommunen havde imidlertid ikke foretaget denne vurdering. Desuden havde kommunen ikke overholdt Forvaltningsloven § 24, stk. 1, som kræver, at en afgørelse skal indeholde en korrekt redegørelse for de retsregler, afgørelsen er truffet i henhold til, samt de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Afgørelse

På baggrund af de konstaterede mangler ophævede Energiklagenævnet Skagen Kommunes afgørelse af 10. august 2005 og hjemviste sagen til fornyet behandling i Skagen Kommune (nu Frederikshavn Kommune). Afgørelsen blev truffet efter Lov om varmeforsyning § 26, stk. 1.

Skanderborg Kommune lagde i sin afgørelse vægt på, at kraftvarmekravet i Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg § 13 ikke længere var gældende, da forbindelsen til VPA ville blive afbrudt. Kommunen mente også, at levering af varme fra VPA ikke var et relevant scenarie, der skulle inddrages i projektet, jf. Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg § 23, stk. 1, nr. 10.

Klagernes og værkets bemærkninger

Ørsted og Aarhus Kommune anmodede om ophævelse eller hjemvisning af afgørelsen. De argumenterede for, at godkendelsen var i strid med kraftvarmekravet, da værket fortsat var forsynet af et centralt kraftvarmeværk (Studstrupværket via VPA). De fremhævede, at den fysiske forbindelse til VPA ikke var permanent afbrudt, og at opsigelsen af aftalen alene var et forsøg på at omgå kraftvarmekravet. De mente desuden, at levering fra VPA burde have været inddraget som et relevant scenarie i den samfundsøkonomiske analyse, da det ville være det mest fordelagtige alternativ i henhold til Varmeforsyningsloven § 1.

Værket fastholdt, at opsigelsen af VPA-aftalen var en konsekvens af den allerede godkendte afbrydelse fra 2005. De anførte, at det ikke havde været muligt at opnå enighed om fremtidig levering fra VPA, og at en sådan levering ville være i strid med substitutionsprincippet i Varmeforsyningsloven § 20, stk. 1. Værket bestred, at VPA-levering var et relevant scenarie, da der ikke var opnået enighed om en ny aftale, og henviste til tidligere afgørelser fra Energiklagenævnet.

Skanderborg Kommune støttede værkets synspunkt og argumenterede for, at Skanderborg ikke var omfattet af kraftvarmekravet, da forbindelsen til VPA var afbrudt. Kommunen mente, at civilretlige aftaler ikke kunne ændre den juridisk bindende varmeplanlægning, og at VPA-levering ikke var et relevant scenarie i lyset af manglende enighed mellem parterne.