Klage over Energitilsynets afgørelse vedrørende opkrævning af udtrædelsesgodtgørelse fra Vejby-Tisvilde Fjernvarmeværk

Sagen omhandler en klage indbragt for Energiklagenævnet af en forbruger, repræsenteret af advokat Jeanette Eilertsen, mod Energitilsynets afgørelse af 2. juli 2003. Klagen vedrører Vejby-Tisvilde Fjernvarmeværks opkrævning af en udtrædelsesgodtgørelse på 87.044,25 kr. i forbindelse med forbrugerens udmeldelse af værket den 30. juni 2003. Klageren bestrider især betalingen af den nedskrevne anlægsudgift på 71.488 kr.

Klagerens Argumentation

Klageren anførte, at Vejby-Tisvilde Fjernvarmeværk ikke var berettiget til at opkræve den nedskrevne anlægsudgift. Dette blev begrundet med værkets vedtægters § 5, stk. E, som fastslår, at andel af anlægs- og renoveringsudgifter kun skal betales, hvis det ikke er muligt at overdrage den ledigblevne kapacitet til nye andelshavere. Klageren fremhævede, at der siden udmeldelsen var tilkommet minimum fire nye forbrugere til værket, hvilket ifølge klageren indikerede, at værket havde rig mulighed for at afsætte den ledigblevne kapacitet, og at der derfor ikke var lidt et tab.

Energitilsynets Afgørelse og Begrundelse

Energitilsynet fandt det ikke urimeligt i henhold til Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4, at Vejby-Tisvilde Fjernvarmeværk opkrævede udtrædelsesgodtgørelsen. Tilsynet henviste til værkets vedtægter, som var anmeldt til Energitilsynets register den 7. juni 2001, og som var udarbejdet i overensstemmelse med vejledning fra Danske Fjernvarmeværkers Forening.

Energitilsynet formulerede generelle synspunkter, der understregede, at et varmeværk som udgangspunkt er berettiget til at opkræve en udtrædelsesgodtgørelse fra en forbruger, der ønsker at ophøre med at aftage varme. Dette skulle sikre, at den udtrædende forbruger betaler sin forholdsmæssige andel af værkets gæld på udtrædelsestidspunktet, så de tilbageværende forbrugere ikke påføres en økonomisk byrde. Dog ville det være urimeligt, hvis der løbende skete en udbygning af værket med nye forbrugere, der overtog forpligtelserne, og værket var økonomisk veldrevet.

Energitilsynet bemærkede, at Vejby-Tisvilde Fjernvarmes omkostninger pr. MWh og gæld pr. kunde lå i den øverste ende. Med henvisning til den vigende nytilgang af forbrugere og antallet af forespørgsler om udmeldelsesbetingelser, kunne tilsynet ikke udelukke, at et bortfald af udtrædelsesgodtgørelsen ville medføre et større antal udmeldelser og dermed en øget belastning af de tilbageværende forbrugere. Tilsynet henviste desuden til en tidligere afgørelse fra Energiklagenævnet af 5. april 2002 vedrørende Hirtshals Fjernvarme, hvor en udtrædelsesgodtgørelse blev fundet rimelig under lignende omstændigheder.

Vejby-Tisvilde Fjernvarmes Bemærkninger

Varmeforsyningen oplyste, at antallet af forbrugere var stagnerende, og at der ikke havde været nye tilmeldinger det seneste år. Varmesalget var faldet trods en stigning i antallet af forbrugere, hvilket blev tilskrevet stigende brug af brændeovne. Værket mente, at udmeldelsesomkostningerne i vedtægterne havde afholdt seks andre forbrugere fra at melde sig ud. Bestyrelsen vurderede, at et stort antal udmeldelser ville finde sted, hvis det blev muligt at melde sig ud uden omkostninger, hvilket ville overstige den stagnerende tilgang af nye forbrugere. Det blev også nævnt, at Helsinge Kommune ikke havde en varmeplan med tvungen tilslutning til fjernvarme for nybyggeri i værkets område.

Retsgrundlaget

Sagen blev vurderet i henhold til Varmeforsyningsloven § 21, stk. 1, der kræver anmeldelse af tariffer og betingelser til Energitilsynet. Ifølge Varmeforsyningsloven § 21, stk. 3 er ikke-anmeldte betingelser ugyldige. Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4 giver Energitilsynet beføjelse til at pålægge ændringer, hvis tariffer eller betingelser findes urimelige eller i strid med loven.

Energiklagenævnets Vurdering og Afgørelse

Energiklagenævnet fastslog, at udgangspunktet for bedømmelse af en udtrædelsesgodtgørelses rimelighed er andelsselskabsrettens vedtægter. Det blev bekræftet, at Vejby-Tisvilde Fjernvarmes vedtægter var anmeldt til Energitilsynet.

Nævnet vurderede, at bedømmelsen af, hvorvidt en udtrædelsesgodtgørelse er urimelig i medfør af Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4, og om der sker en belastning af de tilbageværende brugere, forudsætter en stillingtagen til to hovedpunkter:

• Om den ledigblevne kapacitet er overdraget til nye andelshavere. Dette vurderes ved at sammenligne de udmeldte andelshaveres afregningspligtige areal med de nye andelshaveres afregningspligtige areal.
• Værkets økonomi.

Energiklagenævnet fandt ingen grund til at kritisere Energitilsynets vurdering. Nævnet henviste til den oplyste nedgang i varmeværkets varmesalg, det lavere antal nye tilmeldinger i forhold til de oprindelige forudsætninger ved planlægningen af værket, oplysningerne om varmeværkets økonomi (herunder den høje pris pr. MWh og gæld pr. kunde) samt de begrundede forventninger om en stigning i antallet af udmeldelser. På baggrund heraf fandt nævnet det ikke urimeligt, at klagerne skulle betale en udtrædelsesgodtgørelse, og der var ingen grund til at tilsidesætte udtrædelsesbestemmelserne i vedtægterne.

Endelig Afgørelse

Energitilsynets afgørelse af 2. juli 2003 blev stadfæstet. Afgørelsen er truffet i henhold til Varmeforsyningsloven § 26 og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.