Energiklagenævnets afgørelse om udtrædelsesgodtgørelse ved Ørslev-Terslev Kraftvarmeværk

Sagen omhandler en klage indbragt for Energiklagenævnet af advokat Ole Karsen Olsen på vegne af en forbruger, der klager over Energitilsynets afgørelse af 15. februar 2002. Energitilsynet fandt det ikke urimeligt, at Ørslev-Terslev Kraftvarmeværk opkrævede en udtrædelsesgodtgørelse fra forbrugeren i forbindelse med dennes udtræden af varmeforsyningen for to ejendomme. Godtgørelsen var beregnet på grundlag af værkets restgæld.

Baggrund for udtrædelsesgodtgørelsen

Forbrugeren havde opsagt aftalen om levering af fjernvarme for to ejendomme, hvilket resulterede i opkrævninger på henholdsvis 56.800 kr. og 83.699 kr. i udtrædelsesgodtgørelse. Ifølge værkets vedtægter og almindelige bestemmelser for fjernvarmelevering, specifikt § 5, stk. 2, litra e, var betaling af udtrædelsesgodtgørelse betinget af, at det ikke var muligt for værket at overdrage den ledigblevne kapacitet til nye forbrugere. Værket vurderede, at dette ikke var muligt, og opkrævede derfor forbrugerens andel af anlægs- og renoveringsudgifter baseret på værkets restgæld.

Klagerens anbringender

Klageren gjorde gældende, at Energitilsynets afgørelse manglede hjemmel i Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4 eller §§ 20, 20a eller 20b, til at kræve, at en andelshaver skulle "rydde op efter sig" ved udtræden. Klageren henviste desuden til udbudsmateriale fra værkets etablering, der angiveligt lovede en billigere udtrædelse. Det blev også anført, at værkets økonomi var solid, med flere tilslutninger end forudsat, og at fire nye forbrugere var tilsluttet kort før klagerens udmeldelse, hvilket burde betyde, at den ledigblevne andel allerede var overtaget. Klageren bestred også beregningsgrundlaget for godtgørelsen, idet den burde tage udgangspunkt i anlægsaktiverne fratrukket omsætningsaktiver, ikke restgælden.

Energitilsynets vurdering

Energitilsynet fastholdt sin afgørelse og henviste til sin kompetence i henhold til Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4 til at bedømme, om en udtrædelsesgodtgørelse er urimelig. Tilsynet anførte, at en udtrædelsesgodtgørelse skal dække den udtrædendes forholdsmæssige andel af værkets gæld for at undgå at påføre de tilbageværende forbrugere en økonomisk byrde. Energitilsynet vurderede, at selvom fire nye forbrugere var tilsluttet i regnskabsåret 2000/2001, var værkets økonomi på tidspunktet for opsigelsen anstrengt. Dette blev underbygget af, at værkets varmepriser lå i den absolut øverste ende sammenlignet med andre kollektive varmeforsyningsanlæg, på trods af en betydelig gældssanering fra en statslig hjælpepakke. Tilsynet fandt derfor, at det ikke var urimeligt, at forbrugeren skulle betale en udtrædelsesgodtgørelse baseret på restgælden.

Energitilsynet afviste at inddrage tegningsmaterialet i sin vurdering, da dette ville kræve en bevisbedømmelse, der hørte under domstolene. Tilsynet understregede, at afgørelsen skulle træffes på grundlag af de faktiske omstændigheder på opsigelsestidspunktet.

Energiklagenævnet stadfæstede Energitilsynets afgørelse af 15. februar 2002, hvilket betød, at forbrugeren skulle betale den opkrævede udtrædelsesgodtgørelse.

Nævnets begrundelse

Nævnet tiltrådte Energitilsynets grundlæggende synspunkt om, at en forbruger, der udtræder af et varmeforsyningsværk, skal "rydde op efter sig" og betale sin forholdsmæssige andel af værkets gæld på udtrædelsestidspunktet. Dette sikrer, at de tilbageværende forbrugere ikke påføres en økonomisk byrde. Vurderingen af, om en udtrædelsesgodtgørelse er urimelig i medfør af Varmeforsyningsloven § 21, stk. 4, forudsætter en bedømmelse af både, om den ledigblevne kapacitet er overdraget til nye andelshavere, og værkets økonomi.

Nævnet fandt, at det ikke var tilstrækkeligt kun at sammenligne antallet af udmeldte og nye andelshavere uden at undersøge ejendommenes afregningspligtige areal. Dog valgte nævnet ikke at hjemvise sagen, da vurderingen af værkets økonomi var afgørende. Nævnet bemærkede, at vurderingen af værkets økonomi skal ske ud fra de faktiske økonomiske forhold på udmeldelsestidspunktet. Derfor kunne det forhold, at værket senere i 2003 fik afslag på yderligere gældssanering, ikke tillægges betydning for denne sag.

Energiklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Energitilsynets vurdering af, at varmeforsyningsværkets økonomi på udmeldelsestidspunktet var følsom over for enhver nedskæring i varmegrundlaget. Nævnet henviste desuden til begrundede forventninger om en stigning i antallet af udmeldelser, som afventede afgørelsen i denne sag.

Udbudsmateriale og løfter

For så vidt angår udbudsmaterialet og spørgsmålet om, hvorvidt forbrugeren fik et løfte om, at en udtrædelsesgodtgørelse ikke ville komme på tale, henholdt nævnet sig til værkets oplysning om, at vedtægterne blev vedtaget på den stiftende generalforsamling. Spørgsmålet om et eventuelt løfte og dets konsekvenser forudsætter en bevisbedømmelse, som må henvises til domstolene.

Nævnet tog ikke stilling til størrelsen af de opkrævede udtrædelsesgodtgørelser, da Energitilsynet heller ikke havde gjort dette i sin afgørelse. Afgørelsen er truffet i henhold til Varmeforsyningsloven § 26.