Mangelfuldt vilkår om sandfodring førte til ophævelse af tilladelse til skråningsbeskyttelse

Sagen omhandler en lovliggørende tilladelse meddelt af Halsnæs Kommune til forstærkning af eksisterende skråningsbeskyttelse på to ejendomme ved Kikhavn. Anlæggene, der er 35 m og 100 m lange, blev etableret i starten af 2021 som en forstærkning af en skråningsbeskyttelse fra 1923. Ansøgeren, Kikhavn Dige- og Kystsikringslag, udførte forstærkningen i henhold til anbefalinger fra et større, endnu ikke vedtaget, kystbeskyttelsesprojekt kaldet "Nordkystens Fremtid".

Kommunens afgørelse

Halsnæs Kommune meddelte den 15. oktober 2021 en lovliggørende tilladelse efter Kystbeskyttelsesloven § 3. Kommunen vurderede, at der var et behov for at forstærke anlæggene for at sikre mod fremtidige storme. Samtidig traf kommunen afgørelse om, at projektet ikke krævede en miljøvurdering (VVM), da det var af begrænset omfang. Der blev desuden givet dispensation fra strandbeskyttelseslinjen og en gældende fredning for området.

Klagens hovedpunkter

Danmarks Naturfredningsforening påklagede afgørelsen med flere hovedargumenter:

• Kommunen havde ikke foretaget en konkret afvejning af hensynene i Kystbeskyttelseslovens § 1.
• Tilladelsen manglede et vilkår om sandfodring, hvilket er i strid med kystbeskyttelseslovens formål og Kystdirektoratets anbefalinger, da det kan føre til erosion på nabostrækninger.
• Projektet burde have været VVM-vurderet på grund af dets kumulative effekter med andre hårde kystsikringsanlæg på strækningen.
• Dispensationerne fra naturbeskyttelsesloven og fredningen var mangelfuldt begrundet, og fredningsnævnet var ikke blevet hørt korrekt.

Kommunens bemærkninger til klagen

Halsnæs Kommune fastholdt, at der var foretaget en konkret vurdering af behovet for kystbeskyttelse. Kommunen anførte, at der er metodefrihed i kystbeskyttelsesloven, og at skråningsbeskyttelse er en anerkendt metode. Vedrørende sandfodring henviste kommunen til, at dette forventedes at blive dækket af det fremtidige projekt "Nordkystens Fremtid", og at der derfor ikke var stillet et specifikt vilkår herom i tilladelsen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet traf en todelt afgørelse. Nævnet gav ikke medhold i klagen over, at projektet skulle have været underlagt en miljøvurdering. Nævnet fandt, at Halsnæs Kommunes screeningsafgørelse efter Miljøvurderingslovens § 21 var tilstrækkelig, da der var tale om en forstærkning af et eksisterende anlæg, og der ikke kunne forventes væsentlige indvirkninger på miljøet.

Ophævelse på grund af mangelfuldt vilkår

Nævnet ophævede derimod kommunens tilladelse til selve skråningsbeskyttelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling. Årsagen var, at vilkåret om sandfodring var mangelfuldt og dermed udgjorde en retlig mangel. Nævnet lagde vægt på, at kommunen selv havde vurderet, at sandfodring var en forudsætning for projektet, men havde baseret vilkåret på et fremtidigt og usikkert projekt ("Nordkystens Fremtid"). Et vilkår skal ifølge Kystbeskyttelseslovens § 3, stk. 6 være præcist og sagligt, hvilket ikke var opfyldt, da realiseringen af sandfodringen var uvis.

Bemærkninger til den fornyede behandling

Nævnet påpegede desuden, at kommunen ved den fornyede behandling skal adskille afgørelser efter kystbeskyttelsesloven fra selvstændige afgørelser om f.eks. miljøvurdering og Natura 2000. Afgørelser om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen og fredninger skal derimod integreres i kystbeskyttelsestilladelsen, og kommunen skal i den forbindelse tage udtrykkeligt stilling til, om projektet medfører terrænændringer i strid med fredningen.