Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om lovliggørende tilladelse til skråningsbeskyttelse ved [A1], 7830 Vinderup

Sagen omhandler en lovliggørende tilladelse til skråningsbeskyttelse ved Handbjerg i Struer Kommune, som Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet efter Kystbeskyttelsesloven § 3, stk. 1 og Kystbeskyttelsesloven § 18. Det omhandlende kystbeskyttelsesanlæg, etableret i 1990 og udvidet flere gange frem til 2009, består af skråningsbeskyttelse af sten og betonhøfder. Klagenævnet har ophævet Struer Kommunes afgørelse af 24. juni 2021 og hjemvist sagen til fornyet behandling. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Kystbeskyttelsesloven § 18b, stk. 1. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8. Klagen blev indgivet af kystbeskyttelseslaget (klager 1), en omboende (klager 2) og en nabo (klager 3). Klagerne anførte primært, at der var tale om vedligeholdelse og ikke en udvidelse, at kommunen ikke kunne fastsætte vilkår om sandfodring, og at anlægget medførte læsideerosion på naboejendommen. Klager 2 mente desuden, at kommunens sagsbehandling var utilfredsstillende og at kommunen var inhabil. Klager 3 anførte, at anlægget var markant udvidet og dækkede store dele af stranden, samt at forudsætningerne i den indhentede vurdering var fejlagtige. Struer Kommune fastholdt sin afgørelse og begrundede vilkåret om sandfodring med, at forstærkningen tilbageholdt materiale fra kysten. Kommunen afviste desuden, at en tidligere advokatvurdering om sandfodring var relevant for den konkrete sag, da den omhandlede et område uden for kystbeskyttelsesanlægget. Kommunen havde i sin vurdering lagt vægt på behovet for at forstærke anlægget og at det var teknisk veludført, samt at det ikke ændrede væsentligt på natur- og miljøforholdene. Kommunen havde desuden fastsat vilkår om, at stranden foran anlægget skulle sikres bevaret, om nødvendigt ved sandfodring. En uvildig vurdering fra V1 fra 2016 konkluderede, at forstærkningen var robust og ikke havde indflydelse på erosionen øst for anlægget, men at årsagen snarere skulle findes i storme og manglende vedligehold af høfder. Kystdirektoratet havde dog i 2017 vurderet, at det udførte arbejde ikke kunne betragtes som vedligeholdelse og ikke var lovligt i forhold til tidligere tilladelser fra 1999 og 2009.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har i denne klagesag valgt at begrænse sin prøvelse til officialprincippet og begrundelseskravet, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1. Nævnet fandt, at Struer Kommunes afgørelse led af væsentlige retlige mangler, da den var truffet på et ikke tilstrækkeligt oplyst grundlag og ikke opfyldte begrundelseskravet.

Utilstrækkeligt oplyst grundlag

Nævnet lagde vægt på, at afgørelsen ikke indeholdt en nærmere redegørelse for dimensionerne af det udførte anlægsarbejde. Dette betød, at der ikke var tilstrækkelige oplysninger til at vurdere ændringens betydning og indvirkning i forhold til kystbeskyttelsesanlæggets formål. Vurderingen af, om der kunne meddeles tilladelse til kystbeskyttelse, hvilede derfor på utilstrækkelige oplysninger og indeholdt ikke en fornøden og saglig afvejning efter Kystbeskyttelsesloven § 1.

Mangelfuld begrundelse

Nævnet bemærkede, at afgørelsen ikke opfyldte begrundelseskravet, som følger af Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24, stk. 1, Forvaltningsloven § 24, stk. 2. En mangelfuld begrundelse anses generelt for at være en væsentlig mangel, der fører til afgørelsens ugyldighed.

Øvrige bemærkninger

Nævnet var uenig med Struer Kommune i, at Kystdirektoratets brev af 15. august 2017 var relevant for det omhandlende anlæg fra 1990, da brevet refererede til anlæg etableret i 1999 og 2009. Desuden fandt nævnet, at V1's notat af 7. juli 2016 var uklart på grund af inkonsekvent brug af tekniske begreber. Ved en fornyet behandling af sagen bør Struer Kommune være opmærksom på, at reglerne om kommunale fællesprojekter, der er igangsat efter Kystbeskyttelsesloven § 11, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse på ændring af allerede bestående eller besluttede kystbeskyttelsesforanstaltninger.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophæver Struer Kommunes afgørelse af 24. juni 2021 om lovliggørende tilladelse til skråningsbeskyttelse og hjemviser sagen til fornyet behandling i førsteinstansen.