Anvendelsesområdet for insolvensforordningens (nr. 1346/2000) lovvalgsregler – Kurators søgsmål om betaling af kontraktlig fordring før konkurs

Sagen omhandler fortolkningen af artikel 4 i Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 om insolvensbehandling (Insolvensforordningen) og spørgsmålet om, hvorvidt konkurslovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt (lex concursus), finder anvendelse på et søgsmål om inddrivelse af en almindelig, kontraktlig fordring.

Tvisten stod mellem det svenske selskab CeDe Group AB og det polske konkursbo KAN sp. z o.o. (som havde overtaget kravet fra det oprindelige konkursbo, PPUB Janson). Det polske selskab var under konkursbehandling i Polen. Sagen vedrørte en fordring på betaling for varer leveret til CeDe Group i henhold til en aftale, som parterne havde indgået før konkursen, og som var underlagt svensk ret ifølge en lovvalgsklausul.

Kurator anlagde sag i Sverige for at inddrive gælden. CeDe Group gjorde indsigelse og påberåbte sig modregning af et modkrav vedrørende erstatning for mangler ved de leverede varer, som også udsprang af den samme aftale. Kurator argumenterede for, at polsk lov (som lex concursus) skulle anvendes i henhold til forordningens artikel 4, mens CeDe Group fastholdt, at svensk lov skulle anvendes i henhold til Rom I-forordningen og Insolvensforordningens artikel 6.

Högsta domstolen i Sverige ønskede primært afklaret, om kurators søgsmål om betaling af en almindelig kontraktlig fordring faldt ind under begrebet "insolvensbehandlingen og dens virkninger" i artikel 4, stk. 1, og dermed var underlagt polsk lov.

Domstolens fortolkning af artikel 4 i insolvensforordningen

Domstolen fastslog, at artikel 4 i forordning nr. 1346/2000 skal fortolkes således, at den ikke finder anvendelse på et søgsmål, som er anlagt af kurator for et selskab under konkurs for at opnå betaling for varer leveret til gennemførelse af en aftale, der blev indgået mellem parterne, før insolvensbehandlingen blev indledt.

Domstolens afgørelse byggede på følgende hovedpræmisser:

• Anvendelsesområdet for forordning nr. 1346/2000 er begrænset til søgsmål, der følger direkte af insolvensbehandlingen og har en snæver forbindelse hermed.
• Det afgørende kriterium er søgsmålets retsgrundlag: om rettigheden udspringer af de almindelige civil- og handelsretlige regler eller af undtagelsesbestemmelser, der er særlige for insolvensbehandlinger.
• En fordring om betaling for leverede varer udspringer af almindelig kontraktret og er ikke betinget af, at der er indledt insolvensbehandling.
• Søgsmålet kan derfor ikke anses for at være en direkte og uadskillelig følge af insolvensbehandlingen.

Da Domstolen besvarede det første spørgsmål benægtende, fandt den det ufornødent at besvare de øvrige præjudicielle spørgsmål, som vedrørte konsekvenserne af at overdrage kravet og forholdet mellem artikel 4 og artikel 6 vedrørende modregning.