Planklagenævnets afgørelse om landzonetilladelse til glampingtelte i Aalborg Kommune

Aalborg Kommune meddelte den 16. juli 2021 landzonetilladelse til opsætning af fire glampingtelte på en landbrugsejendom i Hals. Ejendommen, der er på ca. 5,1 ha, ligger i landzone, kystnærhedszonen, inden for skovbyggelinjen og er udpeget som bevaringsværdigt og større sammenhængende landskab i kommuneplanen. En nabo klagede over afgørelsen til Planklagenævnet. Sagen omhandlede, hvorvidt forholdet krævede landzonetilladelse, og om en sådan tilladelse kunne gives i henhold til planloven. Andre klagepunkter vedrørende spildevand, brandsikkerhed og kommunens sagsbehandling blev ikke behandlet af nævnet, da de faldt uden for nævnets kompetence.

Ansøgningens indhold

Ansøgningen omhandlede opførelse af fire glampingtelte med en diameter på 5 meter. Teltene skulle opstilles årligt i perioden fra den 15. marts til den 31. oktober over en femårig periode. De var tiltænkt udlejning til turister for op til fem sammenhængende overnatninger. Til hvert telt var der planlagt en primitiv toiletbås og et tilhørende areal på ca. 46 m² med træflis, parasol og sidde-/bordfaciliteter. Der skulle desuden opsættes et spiralformet hegn til et fælles bad. Teltene var planlagt placeret mellem ca. 60 og 125 meter fra ejendommens øvrige bebyggelse.

Kommunens afgørelse og vilkår

Aalborg Kommune vurderede, at det ansøgte ikke ville tilsidesætte natur-, miljø- og landskabelige værdier, og at det var i overensstemmelse med kommuneplanens retningslinjer og udpegninger for området. Kommunen lagde vægt på, at placeringerne ikke var omfattet af fredninger eller naturbeskyttelseslinjer, og at det ansøgte var sammenligneligt med primitiv overnatning efter campingreglementet.

Tilladelsen blev givet med følgende vilkår:

• Telte og toiletbåse mv. skulle fjernes i vinterperioden.
• Parkering skulle ske på arealet tilknyttet ejendommens primære bebyggelse.
• Færdsel til og fra teltene skulle foregå ad den nordligt beliggende stiforbindelse via markveje eller ejendommens gårdsplads.
• Arealet skulle tilbageføres til landbrugsjord, når udlejningen af glampingtelte ophørte.

Planklagenævnet stadfæstede Aalborg Kommunes afgørelse om landzonetilladelse til opsætning af fire glampingtelte. Dette betyder, at kommunens afgørelse forbliver gældende.

Krav om landzonetilladelse

Nævnet fastslog, at opsætning af glampingteltene krævede landzonetilladelse i henhold til Planloven § 35, stk. 1. Nævnet vurderede, at teltene udgjorde faste konstruktioner, der opsættes i længere tid ad gangen, og dermed var at betragte som bebyggelse. Desuden medførte opsætningen en ændret anvendelse af arealet. Ingen af undtagelserne i Planloven § 36 fandt anvendelse.

Bagatelgrænsen

Planklagenævnet fandt, at det ansøgte ikke faldt under bagatelgrænsen for, hvad der udløser krav om landzonetilladelse. Nævnet lagde vægt på, at der var tale om fire glampingtelte med tilhørende faciliteter (toiletter og bad), som skulle opstilles tilbagevendende i ca. syv måneder årligt over en femårig periode. Teltens udformning og størrelse blev også tillagt vægt.

Vurdering af landzonetilladelse

Et flertal på ni medlemmer i Planklagenævnet fandt, at der kunne gives landzonetilladelse til det ansøgte. Flertallet lagde vægt på, at der var tale om et begrænset antal telte med begrænset spredning, både indbyrdes og i forhold til ejendommens eksisterende bebyggelse. De tilhørende faciliteter var af begrænset omfang uden faste installationer og kunne fjernes. Tilladelsen var desuden tidsbegrænset til fem år. Nævnet vurderede, at der ikke var særlige landskabelige eller naturmæssige hensyn at varetage, da teltene var placeret på et markareal afskærmet af beplantning og dermed ikke synlige i landskabet. Flertallet fandt endvidere, at det ansøgte var af helt underordnet betydning i forhold til beskyttelsen efter skovbyggelinjen og kystnærhedszonen, jf. Planloven § 5 a, stk. 1 og Planloven § 35, stk. 3, og at dette ikke kunne begrunde et afslag. Endelig blev der lagt vægt på de fastsatte vilkår om nedtagning i vinterperioden, parkering ved den primære bebyggelse og tilbageførsel af arealet til landbrugsjord efter tilladelsens udløb.

Et mindretal på to medlemmer fandt, at der ikke kunne gives landzonetilladelse. Mindretallet fremhævede, at teltene var forholdsvis store enheder med toilet- og badeforhold, udgjorde faste konstruktioner opsat i længere tid, og lå inden for skovbyggelinjen, i et bevaringsværdigt landskab og kystnærhedszonen. De ansøgte telte lå med relativ stor spredning (60-125 m fra eksisterende bebyggelse) og blev anset for at være en spredning af campinglignende installationer, der burde ligge i forbindelse med en campingplads. Mindretallet lagde også vægt på klagerens oplevelse af gener.

Afgørelsens gyldighed og klageadgang

Tilladelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden fem år efter Planklagenævnets afgørelse, eller hvis den ikke har været udnyttet i fem på hinanden følgende år, jf. Planloven § 56, stk. 2. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden seks måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Klagegebyret tilbagebetales ikke, da nævnet stadfæstede kommunens afgørelse, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.