Planklagenævnets afgørelse om afslag på dispensation til udstykning i Ølsemagle Landsby

Køge Kommune afslog den 20. maj 2021 en ansøgning om dispensation fra lokalplan nr. 1044, Ølsemagle Landsby, vedrørende udstykning af ejendommen [A1] til 10-11 rækkehuse og et dobbelthus. Ejendommen er omfattet af lokalplanens § 4.1, som begrænser udstykning til ny boligbebyggelse som vist på kortbilag 2, og forbyder yderligere udstykning eller sammenlægning af matrikler i den øvrige del af lokalplanområdet. Ejendommen er desuden omfattet af kommuneplanramme 1BE01, som udlægger området til blandet bolig og erhverv, men som ikke regulerer udstykning.

Kommunens afslag blev begrundet med, at en dispensation ville skabe præcedens og medføre en uønsket udvikling af landsbyen, herunder utilstrækkelig kapacitet på [A2] og øget trafik. Ejeren klagede over afgørelsen til Planklagenævnet.

Klagepunkter

Planklagenævnet behandlede følgende spørgsmål i klagesagen:

• Om kommunen var forpligtet til at udarbejde en ny lokalplan for området.
• Om kommunen havde foretaget en konkret vurdering af forholdet og begrundet afgørelsen i henhold til forvaltningsretlige krav.
• Om kommunen havde overholdt det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip.

Planklagenævnet tog ikke stilling til klagepunktet vedrørende afgørelsens hensigtsmæssighed, da dette ikke vedrører retlige forhold efter planloven.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Køge Kommunes afslag på dispensation, hvilket betyder, at kommunens afgørelse står ved magt.

Pligt til at udarbejde forslag til lokalplan

Planklagenævnet vurderede, at lokalplan nr. 1044 ikke er i strid med kommuneplanramme 1BE01, da kommuneplanrammen ikke regulerer udstykning. Kommunen var derfor ikke forpligtet til at udarbejde en ny lokalplan, jf. Planloven § 13, stk. 3. Nævnet bemærkede, at kommunens beslutning om ikke at vedtage en ny lokalplan er en skønsmæssig vurdering, som Planklagenævnet ikke efterprøver.

Konkret vurdering og begrundelse

Klageren gjorde gældende, at kommunen ikke havde foretaget en konkret vurdering og at begrundelsen var mangelfuld. Planklagenævnet fandt, at kommunens oprindelige begrundelse var mangelfuld, da den alene henviste til præcedens og uønsket udvikling uden tilstrækkelig uddybning, og den burde have henvist til Planloven § 19. Dette udgjorde en retlig mangel i henhold til Forvaltningsloven § 24.

Nævnet vurderede dog, at den mangelfulde begrundelse var konkret uvæsentlig, da kommunen i forbindelse med klagesagen uddybede sin begrundelse. Kommunen forklarede, at der findes seks lignende ejendomme i landsbyen, og at en dispensation kunne medføre mange flere borgere og øget trafik, hvilket ville stride mod lokalplanens formål om at bevare landsbyens struktur. Planklagenævnet fandt, at kommunen havde foretaget en konkret vurdering af det ansøgte og havde et vidtgående skøn i forhold til at give dispensationer.

Lighedsgrundsætningen

Klageren anførte, at afslaget var i strid med lighedsgrundsætningen, da der var givet tilladelser til udstykninger på omkringliggende gårde, herunder naboejendommen [A3]. Kommunen oplyste, at der efter vedtagelsen af lokalplan nr. 1044 ikke er udstykket ejendomme ud over, hvad der er i overensstemmelse med lokalplanens kortbilag 2. Det fremgår desuden af lokalplanens kortbilag 2, at der kan ske udstykning fra [A3]. På den baggrund fandt nævnet ikke, at kommunens afslag var udtryk for usaglig forskelsbehandling af klageren.