Planklagenævnets afgørelse om afslag på dispensation til tagterrasse i Ålsgårde

Helsingør Kommune afslog den 26. maj 2021 en ansøgning om dispensation fra lokalplan nr. 4.2 for en opført tagterrasse på en ejendom i Ålsgårde. Tagterrassen overskred en byggelinje mod vej, hvilket førte til kommunens afslag. Ejeren af ejendommen klagede over denne afgørelse til Planklagenævnet. Kommunens afslag var begrundet i, at tagterrassen lå direkte i vejskel og overskred byggelinjen med 6 meter, hvilket ifølge kommunen ville bryde med områdets grønne, åbne og særlige karakter, som lokalplanen søger at fastholde. Kommunen vurderede desuden, at tagterrassen ville medføre væsentlige indbliksgener for naboer. Klagen omhandlede spørgsmål vedrørende naboorientering, overholdelse af det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip og kommunens begrundelse for afgørelsen. Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen, hvilket betød, at kommunens afgørelse stod ved magt. Ejendommen er omfattet af lokalplan nr. 4.2, vedtaget den 18. februar 1980, som i lokalplanens § 6, stk. 1 fastsætter en byggelinje på 12 meter fra vejmidte langs Nordre Strandvej.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Helsingør Kommunes afslag på dispensation til den opførte tagterrasse. Dette betyder, at kommunens afgørelse er gældende.

Planklagenævnets kompetence og prøvelse

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter lovligheden og gyldigheden af afgørelser, herunder fortolkning af lovbestemmelser og overholdelse af forvaltningsretlige grundsætninger. Nævnet har foretaget en fuld prøvelse af alle klagepunkter.

Krav om dispensation

Lokalplanbestemmelser er bindende for borgerne i henhold til planlovens § 18. Da den opførte tagterrasse ikke var i overensstemmelse med lokalplanen, krævede den dispensation efter planlovens § 19.

Naboorientering

Klageren anførte, at kommunen kun havde hørt én nabo og burde have foretaget naboorientering af flere naboer i henhold til planlovens § 20, stk. 1. Planklagenævnet fastslog, at kravet om naboorientering i planlovens § 20 kun gælder, når kommunen ønsker at meddele dispensation. Da kommunen i denne sag gav afslag på dispensation, var der ikke krav om naboorientering. Nævnet bemærkede desuden, at kommunen har et vidtgående skøn i forhold til at give dispensationer, hvilket også omfatter skønnet over omfanget af oplysninger og vurderinger, herunder naboorientering.

Lighedsgrundsætningen

Klageren henviste til en række andre ejendomme for at argumentere for, at kommunen havde overtrådt lighedsgrundsætningen. Planklagenævnet vurderede de nævnte ejendomme individuelt:

• Ejendomme omfattet af andre retsgrundlag: Flere af de nævnte ejendomme var enten ikke omfattet af en lokalplan eller var omfattet af andre lokalplaner uden tilsvarende bestemmelser. Nævnet fandt derfor ikke, at kommunens afslag var udtryk for usaglig forskelsbehandling.
• Ejendomme med altaner opført før lokalplanens vedtagelse: Kommunen oplyste, at altanerne på nogle af de nævnte ejendomme var opført før lokalplanens vedtagelse i 1980. Eksisterende lovlig brug kan fortsætte uanset nye planbestemmelser. Nævnet fandt derfor ikke usaglig forskelsbehandling.
• Ejendomme uden dispensation/tilladelse: For en ejendom, hvor kommunen ikke havde givet dispensation eller tilladelse, og hvor kommunen ikke havde forfulgt ulovlige forhold, kunne dette ikke sidestilles med en stiltiende dispensationspraksis. Nævnet fandt derfor ikke usaglig forskelsbehandling.
• Ejendom med fortabt lovliggørelsesret: For en ejendom, hvor kommunen vurderede at have fortabt retten til at kræve lovliggørelse på grund af indrettelseshensyn, fandt nævnet heller ikke usaglig forskelsbehandling.

Begrundelse

Klageren anførte, at kommunens afgørelse ikke var tilstrækkeligt begrundet. En skriftlig afgørelse skal indeholde en begrundelse, medmindre den giver parten fuldt medhold, jf. forvaltningslovens § 22. Begrundelsen skal henvise til retsregler og angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 1. Den skal også kort redegøre for de faktiske omstændigheder, der er tillagt væsentlig betydning, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 2.

Kommunen havde begrundet afslaget med tagterrassens placering i vejskel, overskridelse af byggelinjen, brud med områdets karakter, væsentlige indbliksgener og hensynet til at undgå præcedens. Afgørelsen var truffet med hjemmel i planlovens § 19, stk. 1 og med henvisning til lokalplanens § 6, stk. 2. Planklagenævnet fandt, at kommunens afgørelse var tilstrækkeligt begrundet, da den indeholdt henvisning til retsregler, hovedhensyn og relevante faktiske omstændigheder. Nævnet bemærkede, at hensynet til at undgå præcedens er et relevant hensyn, der dog ikke kan stå alene, hvilket heller ikke var tilfældet i denne sag.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Klagegebyret tilbagebetales ikke, da nævnet ikke gav klageren medhold, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.