Planklagenævnets afgørelse om dispensation fra byplanvedtægt til udhus i Aarhus

Aarhus Kommune meddelte den 15. juni 2021 dispensation fra byplanvedtægt nr. 14 for et område i Viby J. Dispensationen vedrørte et udhus, der var opført uden for det fastsatte byggefelt på ejendommen [A1]. En grundejerforening klagede over denne afgørelse til Planklagenævnet.

Baggrund for dispensationen

Kommunen vurderede, at udhusets omfang og placering var hensigtsmæssig i forhold til anvendelsen og i overensstemmelse med intentionerne for området. De lagde vægt på, at bebyggelsen ikke i væsentlig grad påvirkede naboejendomme med skyggevirkninger eller indbliksgener, og at byggefelter tidligere var fraveget i området.

Byplanvedtægt og servitut

Ejendommen er omfattet af byplanvedtægt nr. 14, som i § 4, stk. 1, fastsætter regler for bebyggelsens placering og omfang. Byplanvedtægten indeholder også en bestemmelse i § 10, stk. 1, om, at mindre betydende lempelser kan indrømmes af kommunalbestyrelsen, hvis kvarterets karakter ikke ændres.

Derudover er ejendommen omfattet af en servitut fra 1968, der angiver, at sognerådet (nu kommunen) efter indstilling fra grundejerforeningens bestyrelse kan tillade afvigelser fra servituttens bestemmelser.

Klagepunkter til Planklagenævnet

Planklagenævnet behandlede to hovedspørgsmål i klagen:

• Om kommunen havde delegeret sin dispensationskompetence i henhold til Planloven § 21.
• Om kommunen havde hjemmel til at give dispensation i henhold til Planloven § 19.

De øvrige klagepunkter, herunder spørgsmål vedrørende servitutten og byggelovgivningen, blev ikke behandlet af Planklagenævnet, da de faldt uden for nævnets kompetence.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Aarhus Kommunes dispensation. Dette betyder, at kommunens afgørelse om dispensation til udhuset forbliver gældende.

Planklagenævnets vurdering af delegation

Planklagenævnet fandt, at kommunen ikke havde delegeret sin dispensationskompetence til grundejerforeningen. Selvom servitutten fra 1968 nævner, at sognerådet kan tillade afvigelser efter indstilling fra grundejerforeningen, medfører dette ikke, at kommunen har bemyndiget grundejerforeningen til at meddele dispensationer fra byplanvedtægten i henhold til Planloven § 21, stk. 1. Kommunen havde således hjemmel til at dispensere, uanset grundejerforeningens modstand.

Planklagenævnets vurdering af dispensationshjemmel

Nævnet vurderede, at kommunen havde hjemmel til at give dispensation fra byplanvedtægtens § 4, stk. 1, i henhold til Planloven § 19, stk. 1. Byplanvedtægtens § 4, stk. 1, som regulerer bebyggelsens placering, blev ikke anset for at være en del af planens principper. Nævnet lagde vægt på, at der var tale om en bebyggelsesregulerende bestemmelse, og at byplanvedtægten ikke indeholdt en formålsbestemmelse, der specifikt henviste til denne bestemmelse som et princip.

Byplanvedtægtens § 10, stk. 1, om mindre betydende lempelser, blev opfattet som en henvisning til den til enhver tid gældende dispensationshjemmel i lovgivningen og havde derfor ingen selvstændig retsvirkning, der begrænsede kommunens kompetence.

Forhold uden for Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet behandlede ikke klagepunkter vedrørende deklarationen af 9. august 1968 eller forhold til byggelovgivningen.

• Deklarationen af 9. august 1968: En kommunes beslutning om ikke at håndhæve privatretlige servitutter i henhold til Planloven § 43 er ikke en afgørelse efter planloven og kan derfor ikke påklages til Planklagenævnet. Klageren blev henvist til at anlægge et civilretligt søgsmål ved domstolene, hvis de ønskede at få efterprøvet, hvorvidt udhuset var i strid med deklarationen.
• Forholdet til byggelovgivningen: Planklagenævnet har ikke kompetence til at tage stilling til forhold efter byggelovgivningen. Da kommunen oplyste, at der ikke var truffet en afgørelse efter byggelovgivningen, blev klagen ikke videresendt til Byggeklageenheden. Klageren blev informeret om muligheden for at indbringe en klage for Byggeklageenheden, hvis de mente, at der var truffet en afgørelse efter byggelovgivningen.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.