Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFKN) stadfæstede oprindeligt Lejre Kommunes afgørelse af 3. april 2020, som gav tilladelse til etablering af et højspændingskabel under Elverdamså og Bygrøften. Denne tilladelse var givet i medfør af Vandløbslovens § 47 og Bekendtgørelse om vandløbsregulering og –restaurering m.v. § 9, stk. 2. MFKN fandt dengang, at kommunen tilstrækkeligt havde inddraget hensyn til afvandings- og miljømæssige interesser i overensstemmelse med Bekendtgørelse om vandløbsregulering og –restaurering m.v. § 18. Klagepunktet vedrørende vilkår 13 blev dog misforstået af nævnet, som anså det for at omhandle økonomisk fordeling, hvilket lå uden for nævnets kompetence. Dette førte til en anmodning om genoptagelse af sagen.
Den 16. juli 2021 anmodede afgørelsens adressat om genoptagelse af sagen med den begrundelse, at der var begået sagsbehandlingsfejl, idet MFKN havde misforstået klagepunktet vedrørende vilkår nr. 13. En myndighed er forpligtet til at genoptage en sag, hvis der er begået væsentlige fejl under den tidligere sagsbehandling. MFKN fandt, at der var påvist fejl, navnlig misforståelsen af klagepunktet om vilkår nr. 13, hvilket begrundede genoptagelse af klagesagen.
Lejre Kommunes afgørelse blev påklaget den 4. maj 2020. Klager anførte primært, at:
Lejre Kommune bemærkede, at tilladelsens vilkår skulle sikre, at kommunen som vandløbsmyndighed ikke utilsigtet skadede den krydsende ledning under vedligeholdelsesarbejde. Kommunen fremhævede, at vandløbsbunden er dynamisk, og at det er nødvendigt at sikre, at krydsende ledninger lægges i en dybde, der forhindrer blotlæggelse. Kommunen anførte, at det er almindelig praksis at træffe afgørelse efter Bekendtgørelse om vandløbsregulering og –restaurering m.v. § 9, stk. 2 ved ansøgning om krydsning af vandløb ved styret underboring.
Vedrørende vilkår 13 fastholdt kommunen, at det var sagligt, da det sikrede kommunen mulighed for at udføre nødvendige vandløbsprojekter, som kan være påkrævet af statslige vandområdeplaner. Kommunen mente, at uforholdsmæssigt store udgifter til flytning af ledningen kunne forhindre gennemførelse af sådanne projekter, og at kommunens rolle som vandløbsmyndighed var afgørende, uanset om den var lodsejer.
Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFKN) traf afgørelse efter Vandløbslovens § 47, jf. Vandløbslovens § 80, stk. 1.
MFKN fandt, at det konkrete projekt om krydsning af Elverdamså og Bygrøften med højspændingskabel udført som styrbar underboring var omfattet af Vandløbslovens § 47 samt Bekendtgørelse om vandløbsregulering og –restaurering m.v. § 9, stk. 1, og dermed forudsatte en reguleringstilladelse fra vandløbsmyndigheden. Nævnet støttede denne vurdering på ordlyden af Vandløbslovens § 47, hvor udtrykket ”lignende” anlæg også omfatter nedlægning af kabler under vandløb, da disse tjener til passage af vandløb. En gennemgang af forarbejder og tidligere vandløbslove understøttede denne fortolkning. MFKN fandt desuden, at Lejre Kommune i tilstrækkeligt omfang havde inddraget hensynet til afvandings- og miljømæssige interesser i overensstemmelse med Bekendtgørelse om vandløbsregulering og –restaurering m.v. § 18.
MFKN fandt, at vilkår nr. 13 i afgørelsen var uhjemlet, da Vandløbsloven ikke hjemler et sådant vilkår. Nævnet lagde vægt på, at vilkåret relaterede sig til udgiftsfordelingen ved en eventuel fremtidig omplacering af ledningen ved regulering eller restaurering. Det følger af Vandløbslovens § 24, stk. 3, at vandløbsmyndigheden ved reguleringsprojekter alene kan søge en fordeling af udgifterne forligt, og ikke ensidigt fastlægge fordelingen. Ved restaureringsprojekter er det fastlagt i Vandløbslovens § 37, stk. 2, at vandløbsmyndigheden afholder udgifterne, hvorfor andre ikke kan pålægges at bidrage. Vilkår nr. 13 stred dermed mod den lovbestemte ordning for udgiftsfordeling ved regulerings- og restaureringsprojekter, og denne ordning kan ikke gyldigt fraviges i en tilladelse efter Vandløbslovens § 47.
Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede Lejre Kommunes afgørelse af 3. april 2020 om tilladelse til etablering af højspændingskabel under Elverdamså og Bygrøften og hjemviste sagen til fornyet behandling. Afgørelsen erstatter nævnets tidligere afgørelse af 14. juni 2021. Det indbetalte klagegebyr for genoptagelsesanmodningen samt klagegebyret for den genoptagede sag tilbagebetales. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2.
Energiklagenævnet har fastslået, at der er hjemmel til at opkræve omkostninger for fjernvarmeunitordninger, og har derfor ophævet Forsyningstilsynets tidligere afgørelse i en sag om Halsnæs Varme A/S.
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en anmodning om genoptagelse af en tidligere afgørelse truffet af Natur- og Miljøklagenævnet vedrørende en spildevandstilladelse for en benzinstation. Den oprindelige afgørelse omhandlede et påbud fra Odense Kommune om etablering af sandfang. Klager anførte, at der allerede var etableret sandfang, og at kravet derfor var unødvendigt.
NEKST-arbejdsgruppen lancere fem forslag til hurtigere klagebehandling og kampagnen ‑Mytedræberne‑ for at fremme vedvarende energi på land.
Energistyrelsen har givet den endelige etableringstilladelse til Danmarks største havvindmøllepark, der med en kapacitet på 1 GW skal stå klar i Nordsøen i 2027.
Sagen omhandler Lolland Kommunes afgørelse af 7. september 2018 om isætning af stemmeplanker i et reguleringsbygværk i H...
Læs mereMiljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en sag om Vejle Kommunes afslag på at udvide et fredningsbælte omkring en vandi...
Læs mere