Planklagenævnets afgørelse om forbud mod betontagsten i Vordingborg Kommune

Vordingborg Kommune nedlagde den 9. juni 2021 et forbud efter Planloven § 14 mod anvendelse af betontagsten som tagmateriale på ejendommen [A1] i Stege. Ejendommen var på tidspunktet for kommunens afgørelse ikke omfattet af en lokalplan eller byplanvedtægt. Ejerne af ejendommen klagede over afgørelsen til Planklagenævnet. Kommunens forbud var begrundet i en politisk vedtagelse om igangsættelse af en lokalplan for stranden ved Ulvshale, hvis hovedformål var at nedlægge bebyggelsesregulerende bestemmelser for området. Kommunen vurderede, at det ansøgte tagmateriale ikke var i overensstemmelse med de tiltænkte bestemmelser i den kommende lokalplan, hvor betontagsten ikke ville være et muligt tagmateriale. Klageren anførte, at kommunen ikke havde den fornødne hjemmel til at nedlægge forbuddet, at klageren havde berettigede forventninger om at få lov til at opføre byggeriet med betontagsten, at forbuddet savnede en planlægningsmæssig begrundelse og byggede på usaglige hensyn, samt at forbuddet ikke var proportionalt, da det ville medføre uforholdsmæssigt store merudgifter.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at Vordingborg Kommunes afgørelse om forbud mod betontagsten gælder.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet kan behandle retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Spørgsmål om gener i form af forsinkelse af byggeprojektet og krav om erstatning for merudgifter vedrører ikke retlige forhold efter planloven og ligger derfor uden for Planklagenævnets kompetence.

Hjemmel til at nedlægge forbud efter planlovens § 14

Nævnet fandt, at kommunen havde hjemmel til at nedlægge forbuddet. Efter Planloven § 14 kan kommunen nedlægge forbud mod forhold, der kan hindres ved en lokalplan. Da Planloven § 15, stk. 2, nr. 7 giver mulighed for at fastsætte bestemmelser om bebyggelsers udformning, herunder materialer som tagsten, var der hjemmel til at nedlægge forbud mod anvendelse af betontagsten.

Berettigede forventninger og bindende forhåndstilsagn

Planklagenævnet fandt ikke, at klageren havde berettigede forventninger om at få tilladelse til at anvende betontagsten. Det forhold, at klageren havde udarbejdet materiale til byggeansøgningen og indgået en entreprisekontrakt, skabte ikke sådanne forventninger, da der ikke var forudgående dialog med kommunen. Nævnet bemærkede, at hensigten med Planloven § 14 netop er at give kommunen mulighed for at genoverveje og eventuelt ændre det gældende plangrundlag, selvom ejendommen ikke tidligere var omfattet af en lokalplan.

Planlægningsmæssigt relevante hensyn

Forbuddet var begrundet i, at kommunen havde igangsat en lokalplan, der ville regulere ny bebyggelse med beklædning i træ og tage i tagpap for at understøtte en sammenhængende arkitektur i sommerhusområdet. Planklagenævnet vurderede, at dette er et relevant planlægningsmæssigt hensyn, der kan varetages ved et § 14-forbud. Nævnet kan ikke efterprøve kommunens skønsmæssige vurdering af områdets arkitektur.

Proportionalitet

Planklagenævnet fandt ikke, at forbuddet var i strid med det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip. Kommunen havde varetaget planlægningsmæssigt relevante hensyn, og nævnet fandt ikke, at kommunen havde overskredet de retlige rammer for sit vide skøn i forbindelse med afvejningen af forskellige hensyn. Klagegebyret tilbagebetales ikke, da nævnet ikke gav klageren medhold. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.