Afgørelse om nedsættelse af slutudbetaling for landskabs- og biotopforbedrende beplantninger ophævet og hjemvist grundet manglende partshøring

Landbrugsstyrelsens bemærkninger

Landbrugsstyrelsen erkendte, at afsyningsrapporten muligvis ikke var sendt til klager fuldt ud før afgørelsen, men mente ikke, at partshøringsmanglerne gjorde afgørelsen ugyldig. Styrelsen fastholdt sin opmåling af hegn 139 (rettelig 140) og vurderingen af hegn 169. Styrelsen mente desuden, at beregningen af slutudbetalingen var korrekt baseret på de indsendte fakturabilag.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har truffet afgørelse efter Bekendtgørelse om tilskud til landskabs- og biotopforbedrende beplantninger § 23, stk. 1 og Lov om Landdistriktsfonden § 13 a, stk. 1. Nævnet har begrænset sin prøvelse til spørgsmålet om partshøring, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 1 og Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 2.

Tilsidesættelse af partshøringspligt

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at Landbrugsstyrelsen havde tilsidesat sin partshøringsforpligtelse, og at denne mangel var så væsentlig, at afgørelsen var ugyldig. Nævnet lagde til grund, at klager ikke var blevet partshørt om afsyningsrapporten, som indeholdt oplysninger til ugunst for klager og havde væsentlig betydning for styrelsens afgørelse, herunder opmålinger og fotos, der lå til grund for underkendelse af tilskud og sanktioner. Dette var i strid med Forvaltningsloven § 19, stk. 1.

Nævnet vurderede, at den manglende partshøring kunne have haft betydning for afgørelsens resultat, især da klagers oplysninger vedrørende hegn 139 (angivet som hegn 140) indeholdt en velunderbygget opmåling, der afveg fra styrelsens. En anden vurdering af arealets størrelse kunne have indflydelse på, om klager kunne sanktioneres efter Kommissionens forordning (EU) nr. 809/2014 artikel 63.

Miljø- og Fødevareklagenævnets øvrige bemærkninger

Nævnet bemærkede, at Landbrugsstyrelsen ved en fornyet behandling af sagen bør:

• Anføre en redegørelse for opmålingen af hegn 139.
• Inkludere de faktiske forhold og fotos af hegn 169 i en partshøring, da dette hegn ikke fremgik af den oprindelige afsyningsrapport.
• Forholde sig til, hvorvidt differencen på 8.678,43 kr. mellem tilsagnssatsen og det ansøgte udbetalingsbeløb skyldes beplantninger, der allerede er trukket ud af projektet ved første rateudbetaling, og om denne difference kan indgå i sanktionen.

Afgørelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophæver Landbrugsstyrelsens afgørelse af 22. december 2020 om nedsættelse af slutudbetaling under ordningen Landskabs- og biotopforbedrende beplantninger og hjemviser sagen til fornyet behandling. Afgørelsen er endelig, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17.

Landbrugsstyrelsen traf den 24. marts 2015 afgørelse om, at 10,62 ha af tilsagnet bortfaldt, tilskuddet for 2012/2013 bortfaldt helt, og klager skulle tilbagebetale tilskud for de 10,62 ha for årene 2008/2009, 2009/2010, 2010/2011 og 2011/2012. Begrundelsen var, at en del af arealet var permanent vandlidende, og et areal lå uden for indhegning og var ikke plejet i henhold til tilsagnsbetingelserne, jf. Kommissionens Forordning (EF) Nr. 796/2004 artikel 50, stk. 3, Forordning (EF) nr. 817/2004 artikel 70 og Bekendtgørelse om tilskud til miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger i særligt følsomme landbrugsområder § 44, stk. 3, nr. 1.

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede og hjemviste Landbrugsstyrelsens afgørelse den 8. november 2017. Nævnet anførte, at tilsagnsarealet skal forblive det samme i hele tilsagnsperioden, jf. Bekendtgørelse om tilskud til miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger i særligt følsomme landbrugsområder § 18, og at det var usikkert, om sanktionen var baseret på det oprindeligt registrerede areal eller en ny placering.

Landbrugsstyrelsen traf en ny afgørelse den 12. februar 2019, hvor 39,38 ha blev godkendt, 10,62 ha bortfaldt, tilskuddet for 2012/2013 blev nedsat med 35,06 % (15.186,60 kr.), og klager skulle tilbagebetale 47.152,80 kr. for årene 2008-2012. Styrelsen begrundede dette med arealer uden for indhegning (7,07 ha) og permanent vandlidende arealer (3,45 ha), jf. Bekendtgørelse om tilskud til miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger i særligt følsomme landbrugsområder § 42, stk. 1 og Bekendtgørelse om tilskud til miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger i særligt følsomme landbrugsområder § 45, stk. 2. Den samlede afvigelse på 10,62 ha medførte bortfald af tilsagnet, jf. Bekendtgørelse om tilskud til miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger i særligt følsomme landbrugsområder § 80, stk. 1, nr. 5 og Bekendtgørelse om tilskud til miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger i særligt følsomme landbrugsområder § 80, stk. 2. Nedsættelsen for 2012/2013 blev beregnet efter Bekendtgørelse om tilskud til pleje af græs- og naturarealer § 26, stk. 4, som en lempelse i forhold til Kommissionens forordning (EF) nr. 1122/2009 artikel 58. Styrelsen fastholdt, at tilsagnets placering var uændret siden 2003, og at ansøger bærer ansvaret for korrekt indtegning af marker, jf. Kommissionens forordning (EF) nr. 1122/2009 artikel 12, stk. 1, litra d og artikel 12, stk. 3, samt Kommissionens Forordning (EF) Nr. 796/2004 artikel 12, stk. 3.

Klager påklagede afgørelsen og bestred at have ansøgt om støtte til de 10,62 ha, at tilsagnet lå uden for indhegningen, og at de vandlidende arealer var korrekt opmålt. Klager anførte, at tidligere kontroller i 2009 og 2011 ikke havde fundet mangler ved hegn eller afgræsning, og at udbetalingerne var begunstigende forvaltningsakter, der ikke kunne ændres til ugunst for borgeren. Klager krævede desuden renter af det uretmæssigt opkrævede beløb og godtgørelse af omkostninger. Landbrugsstyrelsen fastholdt, at en kontrol i ét år ikke garanterer opfyldelse af tilsagnsbetingelserne i hele perioden, og at det er fast praksis at kræve tilbagebetaling for fem år ved bortfald af tilsagn.