Planklagenævnets afgørelse om afslag på landzonetilladelse til oplag og nedknusning af bygningsaffald

Planklagenævnets kompetence og krav om landzonetilladelse

Planklagenævnet har kompetence til at behandle kommunens afgørelse efter Planlovens § 35, stk. 1 (landzone), jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 1 og Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3 for retlige spørgsmål. Nævnet bemærker, at det ikke har kompetence til at behandle spørgsmål om miljøgodkendelse efter Miljøbeskyttelsesloven. Nævnet fastslår, at det ansøgte projekt kræver landzonetilladelse, da ingen af undtagelserne i Planlovens §§ 36-38 finder anvendelse.

Kontinuitetsbrud

Nævnet finder, at der er indtrådt kontinuitetsbrud, og at amtets landzonetilladelse fra 2002 er bortfaldet. Nævnet lægger vægt på kommunens oplysning om, at nedknusningsaktiviteterne ophørte i marts 2013. På dette tidspunkt var fristen for kontinuitetsbrud tre år, jf. dagældende Planlovens § 56, stk. 1. Den ændring af planloven, der forlængede fristen til fem år, jf. Planlovens § 56, stk. 2, trådte først i kraft den 15. juni 2017, mere end tre år efter ophøret i 2013. Luftfotos dokumenterer ikke erhvervsmæssig nedknusning i perioden 2013-2018. Derfor forudsætter det ansøgte projekt, der omfatter nedknusningsaktiviteter, en ny landzonetilladelse.

Berettigede forventninger og bindende forhåndstilsagn

Planklagenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at klageren har fået et bindende forhåndstilsagn eller en berettiget forventning, der kan afskære kommunen fra at give afslag. Nævnet lægger vægt på, at der ikke er oplysninger om, at kommunen har tilkendegivet, at det konkrete projekt kunne tillades. Offentliggørelse af et lokalplanforslag, en tidligere (ophævet) landzonetilladelse fra 2019 eller tilkendegivelser fra enkelte byrådsmedlemmer kan ikke skabe en bindende forventning. Da tilladelsen fra 2002 er bortfaldet, skal kommunen foretage en ny, konkret vurdering.

Oplag og nedknusning i landzone

Nævnet finder, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte kommunens afslag. Nævnet lægger især vægt på karakteren af de ansøgte erhvervsaktiviteter (nedknusning og sortering af tegl og beton), og at de ligger i et uplanlagt landzoneområde. Sådanne aktiviteter anses ikke for at være af jordbrugsmæssig karakter og bør som udgangspunkt henvises til planlagte erhvervsområder. Selvom der tidligere har foregået tilsvarende aktiviteter, kan dette ikke alene føre til en tilladelse, da der er tale om et projekt af et omfang, der ikke kan betegnes som en mindre udvidelse. Kommunens retningslinjer om knusepladser fritager ikke kommunen for en konkret vurdering i hver enkelt sag. Nævnet lægger endvidere vægt på projektets påvirkning af omgivelserne i form af tung trafik, støj og støv samt hensynet til at undgå uønsket præcedens. Nævnet bemærker, at de af klageren henviste sammenlignelige anlæg enten er offentlige, ligger inden for en lokalplan eller i en anden kommune og derfor ikke er sammenlignelige med den konkrete sag.

Planklagenævnet stadfæster Ikast-Brande Kommunes afgørelse af 26. maj 2021. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.

Planklagenævnet frifundet

Planklagenævnet er frifundet for en borgers påstand om, at nævnet skulle tilpligtes at genoptage behandlingen af en sag om kommuneplantillæg nr. 2017-34 i Horsens Kommune.

• Genoptagelse kan kun ske ved retlige mangler eller nye relevante faktiske oplysninger.
• Nævnet fandt ikke, at der var fremkommet nye oplysninger, der kunne have haft væsentlig betydning for sagens udfald.
• Nævnet bemærkede, at ansøgning om landzonetilladelse til en nedknusningsplads skal indgives til kommunen først, jf. Planlovens § 35 og en eventuel afgørelse kan efterfølgende påklages til Natur- og Miljøklagenævnet, jf. Planlovens § 58.