Planklagenævnets afgørelse om parkeringsforhold i Snekkersten

Helsingør Kommune traf den 8. februar 2021 en indirekte afgørelse om, at parkeringsforholdene i forbindelse med opførelse af et enfamiliehus på [A1], 3070 Snekkersten, var i overensstemmelse med lokalplan nr. 1.122, Det gamle Snekkersten. En beboer i området klagede over afgørelsen, og Planklagenævnet behandlede spørgsmålet om, hvorvidt forholdet var umiddelbart tilladt efter lokalplanen, eller om det krævede dispensation.

Ejendommen og lokalplanen

Ejendommen [A1] har kun vejadgang via den private fællesvej, matr.nr. [F1]. Området er omfattet af lokalplan 1.122, Det gamle Snekkersten. Lokalplanens § 6, stk. 3, fastsætter, at der ved opførelse af ny bebyggelse skal anlægges to parkeringspladser pr. parcelhus, og at disse skal anlægges på egen grund.

Forløbet før klagen

Sagen har en historik med spørgsmål om vejadgang. I 2006 blev ejendommen udstykket. I 2007 afgjorde Østre Landsret, at der ikke var vejret for kørende færdsel ad matr.nr. [F1] i henhold til en tinglyst deklaration. Helsingør Kommune afslog i 2009 en anmodning om fuld vejret, hvilket Vejdirektoratet stadfæstede i 2011 med den begrundelse, at vejlovgivningen ikke kræver kørende adgang, men kun gående adgang.

Kommunens afgørelse og klagen

Helsingør Kommune gav den 8. februar 2021 byggetilladelse til opførelse af et enfamilieshus. Tilladelsen indeholdt et vilkår om, at der skulle anlægges to parkeringspladser på ejendommen, selvom der kun var tilladt gående adgang. Klageren anførte, at afgørelsen var i strid med lokalplanens formål, da p-pladserne ikke var tilgængelige for kørende færdsel, og at kommunen burde have påset vejadgangen eller krævet dispensation.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet kan behandle retlige spørgsmål i forbindelse med kommunale afgørelser efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet forstod kommunens byggetilladelse som en indirekte afgørelse om, at projektet var i overensstemmelse med lokalplanen. Nævnet havde dog ikke kompetence til at behandle spørgsmål om afgørelsens hensigtsmæssighed eller forhold reguleret af byggelovgivningen, herunder krav om anvendelige parkeringspladser efter bygningsreglementet.

Planklagenævnet vurderede, om parkeringsforholdene var umiddelbart tilladt efter lokalplanen eller krævede dispensation.

Vurdering af parkeringsforhold

Planklagenævnet fortolkede lokalplanens lokalplan 1.122, Det gamle Snekkersten § 6, stk. 3 således, at de krævede to parkeringspladser pr. bolig skulle være umiddelbart tilgængelige og reelt fungere som parkeringspladser. Kommunen havde oplyst, at der var privatretlige forhold vedrørende vejretten, som hindrede parkering på ejendommen, og at kommunen ikke ville stille krav om kørende adgang til ejendommen, før ibrugtagningstilladelse blev givet.

Konklusion om dispensation

På baggrund af sagens oplysninger fandt Planklagenævnet, at det ikke var tilstrækkeligt sandsynliggjort, at der kunne etableres vejadgang for kørende til ejendommen, således at de krævede parkeringspladser reelt kunne fungere. Nævnet lagde vægt på kommunens tilkendegivelser om de privatretlige hindringer og den manglende krav om kørende adgang, samt at spørgsmålet om vejadgang havde været behandlet af flere myndigheder og domstole uden etablering af kørende adgang. Derfor fandt nævnet, at parkeringsforholdene ikke var i overensstemmelse med lokalplanens lokalplan 1.122, Det gamle Snekkersten § 6, stk. 3 og dermed krævede dispensation i henhold til Planloven § 19. Bestemmelserne i en lokalplan er bindende over for borgerne, jf. Planloven § 18.

Afgørelse

Planklagenævnet ophævede og hjemviste Helsingør Kommunes indirekte afgørelse af 8. februar 2021. Dette betyder, at kommunens afgørelse ikke længere er gældende, og sagen skal behandles fornyet i kommunen. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.