Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om dispensation til oprensning af Storåen

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage fra Danmarks Naturfredningsforening (DN Ikast-Brande) over Ikast-Brande Kommunes afgørelse af 9. februar 2021. Kommunen havde meddelt dispensation til oprensning af en strækning af det offentlige vandløb Storåen, som er beskyttet efter Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 1. Klagen anførte, at der ikke var tilstrækkelige argumenter for dispensationen, og at oprensningen ville have negative konsekvenser for beskyttede naturtyper, herunder risiko for okkerpåvirkning og dræning af et nærliggende moseområde.

Vandløbet og området

Storåen er et offentligt vandløb beliggende sydøst for Ikast by, udpeget som beskyttet efter Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 1. Området er også udpeget som lavbundsareal i kommuneplanen og indeholder vejledende registreret mose samt to beskyttede søer. Jordbunden består af ferskvandsgytje. Vandløbsstrækningen ligger i et okkerpotentielt område, men den specifikke strækning er klassificeret med "Ingen risiko for okkerudledning" (klasse IV), mens et opstrøms område er klasse I (stor risiko).

Nærmeste Natura 2000-områder er N75 (Harrild Hede, Ulvemosen og heder i Nørlund Plantage) ca. 5 km syd for vandløbsstrækningen, N53 (Sepstrup Sande, Vrads Sande, Velling Skov og Palsgård Skov) ca. 6 km sydøst, og N225 (Ovstrup Hede med Røjen Bæk) ca. 20 km nedstrøms. Storåen løber til Nissum Fjord, som er Natura 2000-område N65.

Vandløbsregulativ og kommunens afgørelse

Det gældende vandløbsregulativ for Storåen fra 1995 pålægger kommunen vedligeholdelsesansvaret. Regulativet angiver, at oprensning skal udføres, når vandløbets profil nødvendiggør det, og bunden ligger 10 cm over den regulativmæssige bund. Ikast-Brande Kommune dispenserede til oprensning ved afgravning af sandaflejringer, der var op til 30 cm over regulativbestemt bund. Arbejdet skulle udføres på én dag i vinter eller tidligt forår, og det opgravede materiale skulle spredes i et tyndt lag på vandløbsnære arealer. Kommunen begrundede dispensationen med behovet for at genoprette afstrømningen og opretholde vandløbets regulativmæssige tilstand, idet de vurderede, at oprensningen ikke ville påvirke beskyttet natur negativt, herunder moseområdet og de nærliggende søer, eller Natura 2000-områder.

Kommunens bemærkninger til klagen

Ikast-Brande Kommune bemærkede, at Storåen sandsynligvis har været vedligeholdt historisk, selvom dokumentation for tilbagevendende oprensning på den specifikke strækning manglede. De fastholdt, at vandløbets beskyttelsesstatus ikke udelukker vedligeholdelse. Kommunen henviste til en grundvands- og geologianalyse, der indikerede, at oprensningen ikke ville medføre en væsentlig dræning eller ændring af grundvandsstanden i moseområdet. De vurderede desuden, at okkerpåvirkning ikke var en risiko, da strækningen ligger i et område med lav okkerudledningsrisiko, og at oprensningen snarere ville fjerne aflejret okker. Kommunen præciserede, at dispensationen også omfattede udspredning af sand på vandløbsnære arealer, hvilket de ikke vurderede ville medføre en væsentlig tilstandsændring.

Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFKN) begrænsede sin prøvelse til spørgsmålet om dispensation til oprensning af vandløbet i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 3 og Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2. Nævnet lagde til grund, at vandløbet og de vandløbsnære arealer er beskyttet efter Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 1, og at den ansøgte oprensning ikke var sædvanlig vedligeholdelse, men en tilstandsændring, der krævede dispensation.

Flertallets afgørelse

Et flertal i Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at der ikke kunne meddeles dispensation til den ansøgte oprensning. Flertallet henviste til, at Naturbeskyttelseslovens § 3 er en forbudsbestemmelse, og at praksis for dispensation er restriktiv, idet den forudsætter særlige omstændigheder. De vurderede, at oprensningen ikke kunne betragtes som et naturforbedrende tiltag, og at fjernelse af sandpukler i vandløbet potentielt ville forhindre, at okkerforurening føres nedstrøms. Flertallet lagde vægt på, at det ansøgte primært tjente jordbrugsmæssige og privatøkonomiske hensyn, hvilket ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at begrunde en dispensation. Det forhold, at kommunen er vandløbsmyndighed med vedligeholdelsespligt, ændrede ikke dette, da myndighederne ikke stilles anderledes end andre bredejere. Endvidere lagde flertallet vægt på hensynet til at undgå uhensigtsmæssig præcedens.

Mindretallets afgørelse

Et mindretal fandt, at Ikast-Brande Kommunes dispensation burde stadfæstes. Mindretallet lagde vægt på, at der var tale om et offentligt vandløb, hvor kommunen har en forpligtelse til vedligeholdelse i henhold til regulativet, og at lodsejerne har et retskrav på, at regulativet efterleves. De tillagde det også vægt, at dispensationen var meddelt af kommunen som vandløbsmyndighed, og at stigende nedbørsmængder øger behovet for vandafledning.

Endelig afgørelse

I overensstemmelse med flertallets beslutning ændrede Miljø- og Fødevareklagenævnet Ikast-Brande Kommunes afgørelse af 9. februar 2021 om dispensation til oprensning af Storåen til et afslag. Det indbetalte klagegebyr blev tilbagebetalt.