Afslag på ansøgning om betalingsrettigheder fra den nationale reserve for unge landbrugere stadfæstes

Sagen omhandler en landbrugers klage over Landbrugsstyrelsens afslag på ansøgning om tildeling af betalingsrettigheder fra den nationale reserve 2020 under ordningen for unge landbrugere. Klageren, der driver enkeltmandsvirksomheden F1, ansøgte den 30. april 2020 om betalingsrettigheder og oplyste, at virksomheden blev oprettet i 2010, men at klageren først påbegyndte landbrugsvirksomhed heri den 1. august 2019 som led i et generationsskifte.

Klageren anførte, at vedkommende i 2013 forpagtede fire hektar ukurant landbrugsjord, men at driften heraf blev forestået af klagerens far, da der ikke var grundlag for en fuldtidsstilling. Klageren forklarede, at den landbrugsmæssige etablering først skete i august 2019, hvor klageren overtog driftsledelsen og forpagtede størstedelen af farens landbrugsjord. Klageren mente, at der burde ses bort fra den tidligere forpagtning af de fire hektar, da det ikke udgjorde en økonomisk overskudsgivende forretning alene.

Landbrugsstyrelsen afslog ansøgningen den 8. januar 2021.

Landbrugsstyrelsens begrundelse for afslag

Landbrugsstyrelsen begrundede afslaget med, at klageren ikke opfyldte betingelserne for at være ung landbruger, da klageren havde været etableret i ansøgervirksomheden siden den 1. juni 2010 og havde modtaget arealtilskud hertil. Styrelsen vurderede, at klageren havde været landbrugsmæssigt etableret siden 2013, da klageren fra dette tidspunkt drev landbrugsjord fra sin bedrift som fuldt ansvarlig deltager.

Styrelsen henviste til, at en ung landbruger i 2020 kun er berettiget til betalingsrettigheder fra den nationale reserve, hvis den første landbrugsmæssige etablering er sket efter den 31. december 2014. Dette er i overensstemmelse med Forordning (EU) nr. 1307/2013 artikel 50, stk. 2 og stk. 5, og Bekendtgørelse om direkte støtte til landbrugere efter grundbetalingsordningen m.v. § 53.

Landbrugsstyrelsen fremhævede, at selvom klagerens far varetog driften, skete det for klagerens regning og risiko, og det var klageren, der ansøgte om og modtog arealtilskud. Styrelsen afviste desuden, at der var hjemmel til dispensation, da klageren ikke opfyldte kravet om etablering inden for fem år forud for ansøgningen, og force majeure-bestemmelsen i Forordning (EU) nr. 640/2014 artikel 4 ikke kunne anvendes.

Klagerens indhold og yderligere oplysninger

Klageren påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 4. februar 2021. Klageren fastholdt, at vedkommende ikke havde været fungerende driftsleder før august 2019 og henviste til, at driftslederbegrebet måtte forstås som praktisk udførelse og administrativ planlægning. Klageren oplyste desuden, at vedkommende i sommeren 2020 erhvervede sin første landbrugsbedrift i en familiehandel, hvilket yderligere understøttede etableringsdatoen i august 2019.

Klageren havde i foråret 2020 forpagtet yderligere 17 hektar uden betalingsrettigheder og ansøgte derfor i god tro om rettigheder fra den nationale reserve. Klageren udtrykte frustration over, at den tidligere forpagtning af fire hektar skulle forhindre modtagelse af vital økonomisk støtte.

Under sagens behandling oplyste klageren, at der ikke forelå en kontrakt mellem klageren og dennes far vedrørende driftsledelsen. Klageren beskrev den tidligere forpagtede jord som et "hobbylandbrug" og oplyste, at klagerens primære beskæftigelsesområde de senere år havde været maskinstationsopgaver og brændeproduktion.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Landbrugsstyrelsens afgørelse om afslag på ansøgning om betalingsrettigheder fra den nationale reserve 2020. Nævnet fandt, at klageren ikke var berettiget til støtten under reglerne for unge landbrugere.

Nævnets vurdering af etableringstidspunkt

Nævnet lagde vægt på, at klageren oprettede enkeltmandsvirksomheden F1 i 2010 og som eneste ejer var fuldt ansvarlig deltager. Det blev anset for ubestridt, at klageren i 2013 forpagtede fire hektar landbrugsjord og modtog arealtilskud hertil. På denne baggrund vurderede nævnet, at klageren fra støtteåret 2013 havde etableret sig på en landbrugsbedrift som driftsleder, jf. Forordning (EU) nr. 1307/2013 artikel 50, stk. 2, litra a), og Forordning (EU) nr. 1307/2013 artikel 4, stk. 1, litra b).

Da klageren på ansøgningstidspunktet den 30. april 2020 allerede var etableret i ansøgervirksomheden siden 2013, opfyldte klageren ikke kravet om at være etableret inden for de seneste fem år forud for den første ansøgning. Dette er en betingelse for at modtage betalingsrettigheder fra den nationale reserve, jf. Forordning (EU) nr. 1307/2013 artikel 30, stk. 6, jf. stk. 11, litra a).

Driftslederbegrebet og generationsskifte

Nævnet afviste klagerens argument om, at farens varetagelse af driften og klagerens øvrige beskæftigelse skulle ændre vurderingen. Nævnet fremhævede, at ejerskabet af en enkeltmandsvirksomhed indebærer en varig og langsigtet kontrol, som ikke påvirkes af en eventuelt ansat driftsleder.

Ligeledes kunne det forhold, at klageren og dennes far påbegyndte et generationsskifte i 2019, og at klageren erhvervede sin første landbrugsbedrift i 2020, ikke føre til en anden vurdering. Nævnet fastslog, at erhvervelse af en landbrugsbedrift ikke er en forudsætning for at anses for etableret efter Forordning (EU) nr. 1307/2013 artikel 50, stk. 2. Det afgørende var, at klageren i 2013 påbegyndte landbrugsmæssig drift.

Afvisning af andre klagepunkter

Miljø- og Fødevareklagenævnet havde ikke kompetence til at prøve klagepunktet vedrørende Landbrugsstyrelsens administration af tildeling af betalingsrettigheder fra den nationale reserve, da dette blev anset for faktisk forvaltningsvirksomhed og dermed ikke en afgørelse, der kan påklages efter Landbrugsstøtteloven § 22 b, stk. 1.

Nævnet havde desuden tidligere afvist at realitetsbehandle klagen over afslag på støtte til unge landbrugere af 4. januar 2021, da klagen var indgivet efter klagefristens udløb.

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.