Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om kystbeskyttelse ved sandfodring i Skagen

Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en klage over Kystdirektoratets afgørelse af 11. februar 2021. Afgørelsen omhandlede tilladelse til kystbeskyttelse i form af kystnær sandfodring og strandfodring på fællesaftalestrækningen ved Skagen i Frederikshavn Kommune.

Kystdirektoratet havde meddelt tilladelse til at udføre sandfodring med op til 300.000 m³ sand over en 5-årig periode på en 4,4 km lang strækning. Formålet med projektet var at fastholde kystlinjen og bevare vejforbindelsen til Grenen, da strækningen er truet af erosion og oversvømmelse. Sandfodringen skulle foregå fra 8 meters dybdekurven på vandsiden til klitterne på landsiden, med sand fra et særligt udpeget område på havbunden.

Klagen fra miljøorganisationen

En landsdækkende miljøorganisation påklagede afgørelsen den 10. marts 2021. Klager anførte, at der findes en mere effektiv og miljøvenlig metode til kystbeskyttelse baseret på trykudligning, og henviste til rapporter om det såkaldte SIC-system. Organisationen mente, at Kystdirektoratet ikke videnskabeligt havde dokumenteret sandfodringens kystbeskyttende effekt på den jyske vestkyst, og at tilladelsen derfor var ulovlig i henhold til Miljøvurderingsloven § 25.

Kystdirektoratets vurdering

Kystdirektoratet havde ved sin afgørelse afvejet hensynene i Kystbeskyttelsesloven § 1 og lagt stor vægt på behovet for kystbeskyttelse for at beskytte bagvedliggende ejendomme og infrastruktur. Direktoratet vurderede, at der ikke fandtes rimelige alternativer til sandfodringsmetoderne, at der anvendtes rene materialer, og at projektet ikke forventedes at medføre væsentlige negative påvirkninger af beskyttede arter, naturtyper eller kystlandskabet.

Kystdirektoratet havde udarbejdet en miljøkonsekvensrapport, som belyste projektets miljømæssige påvirkninger. Miljøstyrelsen havde samme dag meddelt tilladelse til landdelen af projektet efter Miljøvurderingsloven § 25. Kystdirektoratet anvendte Miljøstyrelsens miljøvurdering som grundlag for sin afgørelse, jf. Miljøvurderingsbekendtgørelsen § 7, stk. 1. Direktoratet fandt, at miljøkonsekvensrapporten tilstrækkeligt belyste projektets miljømæssige konsekvenser, og at der ikke ville ske en miljømæssig påvirkning i en sådan grad, at tilladelse ikke kunne meddeles.

Alternativer til projektet

Miljøkonsekvensrapporten gennemgik forskellige kystbeskyttelsesmetoder, herunder drænrør i strandplanet med og uden sugepumpe. Disse alternativer blev fravalgt, da de ikke ville medføre beskyttelse mod akut erosion eller opfylde projektets formål inden for den fastsatte tidshorisont. Kystdirektoratet fandt det velbegrundet, at der ikke fandtes rimelige alternativer, der kunne opnå den samme kysttilbagerykningsmålsætning som det ansøgte projekt inden for den givne tidshorisont.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Kystdirektoratets afgørelse af 11. februar 2021 om tilladelse til kystbeskyttelse i form af kystnær sandfodring og strandfodring ved Skagen i Frederikshavn Kommune. Det indbetalte klagegebyr blev ikke tilbagebetalt.

Nævnets prøvelseskompetence

Nævnet forstod klagen som udelukkende rettet mod tilladelsen efter Kystbeskyttelsesloven § 3, som delvist erstatter en tilladelse efter Miljøvurderingsloven § 25, jf. Miljøvurderingsbekendtgørelsen § 9, nr. 6. Nævnet kan kun prøve retlige spørgsmål i sager efter kystbeskyttelsesloven, jf. Kystbeskyttelsesloven § 18, stk. 1. Spørgsmål om den bedst egnede kystbeskyttelsesmetode er et skønsmæssigt spørgsmål og faldt uden for nævnets prøvelseskompetence.

Det var derimod et retligt spørgsmål, om Kystdirektoratet havde indarbejdet sin begrundede konklusion i afgørelsen, herunder vurderet rimelige alternativer til det ansøgte projekt og den valgte kystbeskyttelsesmetode, som krævet efter Miljøvurderingsloven § 20, stk. 2, nr. 4.

Vurdering af alternativer og miljøkonsekvensrapport

Nævnet konstaterede, at Kystdirektoratet havde gennemgået miljøkonsekvensrapporten og vurderet, at den opfyldte kravene i Miljøvurderingsloven § 20. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Kystdirektoratets vurdering efter Miljøvurderingsloven § 24, stk. 1, for så vidt angår beskrivelsen af alternativer.

Nævnet lagde vægt på, at miljøkonsekvensrapporten indeholdt en beskrivelse og undersøgelse af rimelige alternativer, herunder fordele og ulemper, samt en angivelse af hovedårsagerne til den valgte løsning. Kystdirektoratet havde foretaget en selvstændig vurdering og truffet en begrundet konklusion om, at der ikke fandtes rimelige alternativer til det ansøgte projekt, da de foreslåede alternativer ikke kunne opnå samme kysttilbagerykningsmålsætning inden for den givne tidshorisont. Nævnet bemærkede, at direktoratet selvstændigt havde forholdt sig til projektets miljøpåvirkninger og rimelige alternativer og ikke blot havde gengivet miljøkonsekvensrapportens indhold.

Gebyr

Som følge af afgørelsen blev det indbetalte klagegebyr ikke tilbagebetalt, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2.