Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Miljø- og Fødevareklagenævnet traf den 3. august 2020 afgørelse om at stadfæste Kystdirektoratets afslag på lovliggørende dispensation til etablering af en strandtrappe inden for strandbeskyttelseslinjen på en ejendom i Liseleje, Halsnæs Kommune. Ejendommens ejer anmodede efterfølgende nævnet om at genoptage behandlingen af klagesagen. Anmodningen blev begrundet med påståede sagsbehandlingsfejl og nye faktiske oplysninger af væsentlig betydning. Ejeren mente, at nævnet havde truffet afgørelse på et forkert juridisk og faktuelt grundlag, at der manglede oplysninger om en mulig dispensation til en strandtrappe på en nærliggende ejendom, og at Kystdirektoratet havde pligt til at meddele en lovliggørende dispensation, da den manglende strandadgang skyldtes erosion forårsaget af et kystbeskyttelsesprojekt iværksat af direktoratet selv. Ejeren fremhævede desuden, at et af formålene med kystbeskyttelsesloven er at sikre den eksisterende adgang til og langs kysten. Ejeren mente også, at trappen ikke fremstår markant i landskabet på grund af bevoksning, og at der forelå særlige omstændigheder, der ikke ville medføre præcedensvirkning. Ejeren fremsendte dokumentation for indsigelser mod kystbeskyttelsesprojektet og en ingeniørerklæring om vegetationens tilvækst. Miljø- og Fødevareklagenævnet havde i sin oprindelige afgørelse stadfæstet Kystdirektoratets afslag, idet nævnet fandt, at trappen fremstod markant i kystlandskabet på grund af dens fremskudte og synlige beliggenhed. Nævnet lagde vægt på den restriktive praksis inden for den oprindelige 100 meter-strandbeskyttelseslinje og risikoen for præcedensvirkning. Det forhold, at en del af strandbredden var eroderet, kunne ikke føre til et andet resultat. Nævnet fandt heller ikke grundlag for at antage usaglig forskelsbehandling, da lignende ansøgninger var blevet afslået, og kun ældre trapper var godkendt af hensyn til indrettelse. Kystdirektoratet havde oprindeligt meddelt afslag i medfør af Naturbeskyttelsesloven § 15, stk. 1 og Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1.
Miljø- og Fødevareklagenævnet afslog anmodningen om at genoptage behandlingen af klagesagen. Nævnet fandt, at der ikke var påvist fejl ved sagens behandling eller fremkommet nye faktiske oplysninger af så væsentlig betydning, at der var en vis sandsynlighed for, at sagen havde fået et andet udfald.
Nævnet lagde vægt på, at de anførte oplysninger om læsideerosion af kysten som følge af kystbeskyttelsesprojektet allerede var indgået i nævnets tidligere behandling af klagesagen og ikke havde ført til en tilsidesættelse af Kystdirektoratets afslag på lovliggørende dispensation. Oplysninger om strandtrapper i området var også indhentet og vurderet i den oprindelige klagesag, og nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Kystdirektoratets afgørelse på baggrund af lighedsgrundsætningen.
Den af anmoder fremhævede dispensation til bibeholdelse af en trappe på matr. nr. F1 blev ikke anset for sammenlignelig med forholdene på anmoders ejendom, da der var tale om en foreningstrappe, der havde eksisteret i lang tid og afløst en endnu ældre trappe. Nævnet vurderede, at sagen var truffet på et tilstrækkeligt oplyst grundlag og fandt det ikke nødvendigt at indhente en kopi af en afgørelse vedrørende trappen på matr. nr. F2 for at kunne træffe en materielt korrekt afgørelse i sagen.
Som følge af afgørelsen tilbagebetales det indbetalte klagegebyr ikke i henhold til Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Naturbeskyttelsesloven § 88, stk. 1. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.
Regeringen har fremsat et lovforslag, der skal modernisere det 45 år gamle strandområde og give de fem ejerkommuner friere rammer til at udvikle faciliteterne.



Sagen omhandler en anmodning om genoptagelse af to tidligere afgørelser fra Naturklagenævnet vedrørende en ejendom i Skæring By, Egå. Naturklagenævnet havde den 5. september 2002 og 9. juni 2004 stadfæstet Århus Amts afslag på en ansøgning om lovliggørende dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1 til bibeholdelse af en jordopfyldning op ad en stensætning på ejendommen. Disse afgørelser blev truffet i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 1.
Klager havde oprindeligt anført, at jordopfyldningen og stensætningen burde bibeholdes, da ejendommen lå i et fuldt udbygget sommerhusområde, hvilket ifølge klager burde medføre en mindre restriktiv håndhævelse af strandbeskyttelsesreglerne. Klager fremhævede desuden, at stensætningen ikke var skæmmende, ikke kunne ses fra stranden, og ville beskytte mod oversvømmelser. Et væsentligt argument var også, at en plan grund var afgørende for klagers færdsel på ejendommen grundet en fremadskridende øjensygdom.
For 45 år siden blev det syv kilometer lange strand- og naturområde, Køge Bugt Strandpark, anlagt på den sjællandske vestegn. Med sine mange natur- og strandområder, fire lystbådehavne og kunstmuseet Arken er strandparken allerede i dag et trækplaster for områdets op mod 200.000 indbyggere og gæster fra hele regionen.
Fredag d. 7. februar kl. 10:30 vil minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin besøge Greve Marina for at markere fremsættelsen af lovforslag om modernisering af Køge Bugt Strandpark.
Naturklagenævnet afviste disse argumenter med henvisning til, at strandbeskyttelseslinjen administreres lige restriktivt i sommerhusområder som andre steder, og at stensætningens synlighed fra stranden ikke var afgørende. Nævnet fandt ikke særlige forhold, der kunne begrunde en fravigelse af den restriktive praksis.
Ejeren anmodede den 5. april 2017 Miljø- og Fødevareklagenævnet om at genoptage sagen. Til støtte for anmodningen blev det anført, at etableringen af et lavt stengærde alene var sket for at gøre haven handicapvenlig og forhindre klager, der er blind, i at falde ned ad skrænten. Der blev også henvist til forestående lovændringer af naturbeskyttelsesloven, som formentlig ville lempe reglerne for mindre anlæg.
En tidligere genoptagelsesanmodning af 16. september 2016, hvor klager gjorde gældende, at Naturklagenævnet ikke havde taget stilling til ejerens svære syns- og hørehandicap, blev afvist grundet manglende gebyrindbetaling.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en klage over Kystdirektoratets afgørelse af 8. juli 2016. Afgørelsen vedrør...
Læs mere
Natur- og Miljøklagenævnet behandlede en sag om udstykning af en ejendom beliggende delvist inden for strandbeskyttelses...
Læs mere