Landsskatteretten: Afslag på eftergivelse af rentetillæg – Kursgevinst på lån i kommanditselskab – Manglende mulighed for indbetaling af restskat

Sagen omhandler klagerens anmodning om eftergivelse af rentetillæg tilskrevet restskat for indkomståret 2010 og rentetillæg beregnet af konsekvensændringerne for indkomstårene 2011 samt 2013-2015. Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.

Sagens forløb var langvarigt og kompleks:

• Oprindelig forhøjelse og Landsskatterettens medhold: SKAT forhøjede i 2014 klagerens indkomst for 2010 med konsekvensændringer for 2011-2012, hvilket medførte restskat og rentetillæg. Klageren påklagede afgørelsen, og Landsskatteretten gav i 2015 klageren fuldt medhold, nedsatte forhøjelsen til 0 kr. og udbetalte overskydende skat med rentegodtgørelse for de berørte indkomstår (2010, 2011, 2013).

• Domstolsprøvelse og frivillig indbetaling: Skatteministeriet indbragte Landsskatterettens afgørelse for domstolene. I december 2016 forsøgte klagerens advokat at foretage en frivillig indbetaling til SKAT for at minimere fremtidig rentetilskrivning, hvis sagen endte med et tab. SKAT afviste dog at modtage beløbet med henvisning til, at der ikke eksisterede et skattekrav mod klageren, da Landsskatterettens afgørelse skulle følges.

• Højesteretsdom og ny restskat: Højesteret afgjorde en prøvesag den 11. november 2019 (SKM2019.627.HR), hvor det blev fastslået, at der skulle ske beskatning. Som følge heraf afsagde Retten i [by1] dom i klagerens sag den 23. marts 2020, hvor klagerens indkomst igen blev forhøjet. Dette resulterede i nye årsopgørelser for indkomstårene 2010, 2011, 2013, 2014 og 2015, som alle udviste restskat med betydelige rentetillæg.

Klagerens argumenter

Klageren nedlagde principalt påstand om, at de pålagte rentetillæg skulle underkendes på grund af manglende hjemmel i Opkrævningsloven § 7, jf. almindelige forvaltningsretlige principper om saglighed og proportionalitet. Dette blev understøttet af en henvisning til Østre Landsrets dom af 31. marts 2022 (B-721-13), som fastslog, at skatteforvaltningen kan være afskåret fra at kræve forrentning i situationer, hvor en skatteyder har tilbudt betaling af et krav, som skatteforvaltningen har rejst, men som er underkendt af Landsskatteretten og efterfølgende fastholdt af domstolene.

Subsidiært anmodede klageren om eftergivelse af rentekravene i henhold til Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige § 13, stk. 6. Klageren argumenterede for, at det var urimeligt, at der var påløbet omfattende renter, uagtet at klageren vandt sagen i Landsskatteretten, at renterne først mange år senere kunne opgøres, og at indbetaling af restskatten ikke kunne foretages. Klageren henviste til, at lovgiver i 2008 tilsigtede en lempelse af bestemmelsens anvendelsesområde, og at der forelå en retssikkerhedsmæssig problematik, hvor skatteydere, der vinder en sag ved Landsskatteretten, men får den indbragt af Skatteministeriet, stilles ringere end dem, der selv indbringer en sag og kan indbetale restskatten for at undgå renter.

Skattestyrelsens argumenter

Skattestyrelsen fastholdt, at renterne var beregnet korrekt i henhold til Kildeskatteloven § 62a og at der ikke var sket myndighedsfejl. Eftergivelseshjemlen i Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige § 13, stk. 6 skulle anvendes restriktivt, og der forelå ikke særlige forhold, der berettigede eftergivelse. Det blev fremhævet, at der ikke var tale om fordringshavermora, da der ikke forelå et krav, som SKAT kunne modtage betaling for, efter Landsskatterettens afgørelse. Skattestyrelsen afviste, at SKM2012.647.BR var sammenlignelig, da klageren ikke havde selvangivet korrekt, og at SKM2021.143.LSR ikke kunne bruges modsætningsvis. Endvidere henviste Skattestyrelsen til SKM2011.793.ØLR, som viser, at skattekrav skal renteberegnes, selvom retsgrundlaget først fastlægges senere.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse og fandt, at rentetillæg tilskrevet restskat for indkomståret 2010 og rentetillæg beregnet af konsekvensændringerne for indkomstårene 2011 samt 2013-2015 var pålagt med rette i overensstemmelse med Kildeskatteloven § 62a.

Retten fastslog, at der ikke i kildeskatteloven er hjemmel til at fravige bestemmelserne, således at der ikke skal betales renter i perioden efter, at skattemyndighederne tilbagebetalte den opkrævede restskat som følge af Landsskatterettens medhold.

Landsskatteretten fandt desuden, i overensstemmelse med SKM2022.507.HR og SKM2023.251.HR, at det ikke var i strid med forvaltningsretlige principper eller andre regler, at skattemyndighederne i december 2016 afslog at modtage frivillig indbetaling af beløbet. Dette skyldtes, at skattemyndighederne havde pligt til at indrette sig efter Landsskatterettens afgørelse, og der forelå derfor ikke et skattekrav mod klageren til opkrævning på det tidspunkt. Tilbuddet om indbetaling af et beløb til dækning af en eventuel restskat kunne således ikke føre til, at forrentningen skulle undlades.

Vedrørende anmodningen om eftergivelse efter Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige § 13, stk. 6, fandt Landsskatteretten, at der i nærværende sag ikke forelå forhold, som i særlig grad talte for eftergivelse. Det forhold, at det ikke var muligt for klageren at indbetale en eventuel restskat og dermed stoppe rentetilskrivningen, blev ikke anset for et forhold, der berettiger eftergivelse, da der ikke forelå et krav til opkrævning. Ligeledes kunne en påstået urimelighed af forrentningen ikke i sig selv begrunde eftergivelse.