Landsskatteretten skærper Skattestyrelsens afgørelse: Forhøjelse af momstilsvar grundet manglende dokumentation for købsmoms og salgsmoms

Sagen omhandler Skattestyrelsens forhøjelse af et selskabs momstilsvar med 748.854 kr. for perioden 1. juli 2020 til 31. marts 2021. Forhøjelsen skyldtes dels ikke angivet salgsmoms, dels ikke godkendt købsmoms, herunder fradrag vedrørende tre fakturaer fra to underleverandører, som Skattestyrelsen anså for fiktive virksomheder.

Selskabet, der er registreret med branchekoden kombinerede serviceydelser, havde i de første to kvartaler af den omhandlede periode angivet 0 kr. i moms. Skattestyrelsen modtog kontroloplysninger i form af fakturaer fra underleverandørerne [virksomhed4] A/S og [virksomhed5] ApS, som begge blev vurderet til at være fiktive virksomheder involveret i hvidvask. På baggrund af selskabets bankkontoudtog konstaterede Skattestyrelsen en række indsætninger, som ikke var angivet som salgsmoms. Skattestyrelsen forhøjede selskabets salgsmoms med 412.965 kr. og nedsatte købsmomsen med 335.889 kr., heraf 122.335 kr. relateret til de omtalte underleverandører. Skattestyrelsen ansatte et skønsmæssigt købsmomsfradrag på 10 % af salgsmomsen, svarende til 108.324 kr.

Selskabets argumenter

Selskabet bestred Skattestyrelsens afgørelse og anførte, at Skattestyrelsen ikke havde fremlagt tilstrækkelig dokumentation for, at underleverandørerne var fiktive, eller at ydelserne ikke var leveret. Selskabet gjorde gældende, at de indhentede bankkontoudtog var tilvejebragt i strid med selvinkrimineringsforbuddet i Retssikkerhedsloven § 10 og derfor ikke kunne anvendes som bevis. Selskabet henviste til, at fakturaer som udgangspunkt udgør tilstrækkelig dokumentation for momsfradrag, medmindre der er betydelige omstændigheder, der taler imod. Selskabet argumenterede for, at det ikke kunne drages til ansvar for underleverandørernes eventuelle svig, da selskabet var i god tro og havde overholdt sin undersøgelsespligt. Der blev henvist til EU-domstolens praksis, herunder sagerne C-438/09 (Dankowski), C-439/04 (Kittel), C-131/13 (Schoenimport), C-152/02 (Terra Baubedarf-Handel GmbH), C-712/17 (EN.SA Srl), C-285/11 (Bonik) og C-368 (Pannon Gép Centrum kft.), som understøttede, at momsfradrag ikke kan nægtes, hvis fakturaerne opfylder formelle krav, og ydelserne er leveret, selvom leverandøren ikke har afregnet moms korrekt. Selskabet fastholdt, at ydelserne var leveret, og at fakturaerne opfyldte kravene i Momsbekendtgørelsen § 58.

Skattestyrelsens modargumenter

Skattestyrelsen fastholdt, at dokumentationen for underleverandørernes fiktive karakter var tilstrækkelig, baseret på egen kontrol og samarbejde med politiet/SØIK. Skattestyrelsen afviste, at selskabet kunne undlade at fremsende regnskabsmateriale med henvisning til Retssikkerhedsloven § 10, da forbuddet mod selvinkriminering gælder for selskabets ret til ikke at udtale sig, men ikke for Skattestyrelsens mulighed for at indhente oplysninger til brug for opgørelse af et afgiftskrav. Skattestyrelsen anførte, at der ikke var sket reel levering af ydelserne, og at selskabet derfor ikke kunne være i god tro. Skattestyrelsen henviste til, at fakturaerne ikke opfyldte kravene i momsbekendtgørelsen, og at der var adskillige forhold hos underleverandørerne, der gav anledning til tvivl om levering. Skattestyrelsen afviste selskabets henvisning til Axel Kittel-dommen, da Skattestyrelsen ikke anså der for at være sket levering, og derfor ikke havde nægtet fradrag med henvisning til kædesvig, men manglende realitet.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skulle tage stilling til, om Skattestyrelsen med rette havde forhøjet selskabets momstilsvar med 748.854 kr. for perioden 1. juli 2020 til 31. marts 2021, baseret på forhøjet salgsmoms og nægtet købsmomsfradrag, herunder for fakturaer fra underleverandører.

Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsen med rette havde opgjort selskabets salgsmoms til 1.083.246 kr. på baggrund af bankindsætninger med kontotekster, der kunne henføres til selskabets indkomsterhvervelse. Selskabet havde ikke fremlagt dokumentation for, at disse indsætninger allerede indgik i den angivne momspligtige omsætning eller ikke udgjorde momspligtig omsætning. Dette punkt blev derfor stadfæstet.

Vedrørende det ikke godkendte købsmomsfradrag på 122.335 kr. for fakturaer fra underleverandørerne [virksomhed4] og [virksomhed5], samt 321.878 kr. uden fremlagt dokumentation, fandt Landsskatteretten, at selskabet ikke kunne indrømmes fradrag. Dette skyldtes, at der ikke var fremlagt fakturaer eller underliggende bilag, der opfyldte de indholdsmæssige krav i Momsbekendtgørelsen § 58, og der ikke var dokumentation for levering af ydelserne. Fakturaerne manglede tilstrækkelig angivelse af omfang og art af ydelser, og selskabet havde ikke fremlagt underliggende bilag, arbejdssedler eller samarbejdskontrakter. Retten lagde vægt på, at der var tale om usædvanlige omstændigheder, der rejste tvivl om fakturaernes realitet. Betaling via elektroniske overførsler var ikke i sig selv tilstrækkelig dokumentation. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse på dette punkt.

Landsskatteretten skærpede dog Skattestyrelsens afgørelse vedrørende det skønsmæssigt ansatte købsmomsfradrag på 108.325 kr. Med henvisning til egen praksis i SKM2021.456.LSR og EU-Domstolens praksis i C-516/14 (Barlis 06) og C-664/16 (Vadan), fandt Landsskatteretten, at et skønsmæssigt momsfradrag kræver objektive beviser for levering og betaling. Da sådanne beviser ikke var fremlagt, var betingelserne for fradragsretten i henhold til Momsloven § 37 ikke opfyldt. Selskabets købsmoms blev derfor nedsat til 0 kr.

Selskabets momstilsvar blev herefter opgjort til 1.083.246 kr., svarende til den ansatte salgsmoms. Den samlede forhøjelse af momstilsvaret udgjorde 857.179 kr. (1.083.246 kr. - 226.067 kr.).

Vedrørende selskabets indsigelse om, at Skattestyrelsens brug af indhentede bankkontooplysninger var i strid med selvinkrimineringsforbuddet, fandt Landsskatteretten, at oplysningerne var tilvejebragt til brug for den indledende oplysning af sagen i overensstemmelse med Momsloven § 75, stk. 3. Der var således med rette anvendt bankkontooplysningerne ved opgørelsen af selskabets momstilsvar. Der var ikke grundlag for at hjemvise sagen til fornyet behandling.