Administrativ udvisning af EU-borgere for butikstyveri med professionelt præg

Sagen omhandler to polske statsborgere, en mor og en datter, der blev anmeldt for butikstyveri i en dansk butik i marts 2015. Spørgsmålet i sagen er, om deres adfærd og kriminalitetens karakter kan begrunde en administrativ udvisning af hensyn til den offentlige orden, selvom de er EU-borgere.

Hændelsesforløb og faktiske omstændigheder

Ifølge sagens oplysninger blev de to kvinder observeret i en butik, hvor de medbragte flere varer ind i et prøverum. De forlod efterfølgende prøverummet uden de synlige varer, men bar begge på hver sin taske. Kort efter blev de kontaktet af butikkens personale, da de vendte tilbage til butikken. Ved en gennemsøgning af deres tasker og et kundeskab fandt man forskellige varer, herunder tøj, makeup og parfume til en samlet værdi af 1.379,20 kr.

Det blev konstateret, at varernes alarmer var blevet omviklet med et tykt lag stanniol. Denne metode anvendes typisk til at blokere for alarmsystemernes signaler, så varerne kan fjernes fra butikken uden at aktivere alarmen. Moderen erkendte tyveriet over for politiet, men hævdede, at datteren var uvidende om forholdet.

Parternes påstande og personlige forhold

Begge kvinder accepterede og betalte bøder for forholdet. Datteren oplyste, at hun var kommet til Danmark kort før hændelsen for at besøge sin far, der havde boet og arbejdet i landet i cirka syv år. Advokaten for de to kvinder argumenterede imod en udvisning med følgende punkter:

• At tyveriet ikke var af professionel karakter, da der blot var brugt stanniol og ikke mere avancerede værktøjer.
• At kvinderne ikke havde tidligere domme og derfor ikke udgjorde en reel trussel mod samfundet.
• At der skulle tages hensyn til datterens familiemæssige tilknytning til sin far i Danmark.
• At varerne var til eget brug (tøj og makeup) og ikke beregnet til videresalg.

Udlændingenævnet stadfæstede Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning med et indrejseforbud i to år.

Begrundelse for udvisningen

Nævnet fandt, at betingelserne for udvisning i medfør af Udlændingeloven § 25 a, stk. 1, nr. 1 og Udlændingeloven § 32, stk. 4 var opfyldt. Uanset deres status som EU-borgere vurderede nævnet, at deres fortsatte tilstedeværelse udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel mod en grundlæggende samfundsinteresse.

Nævnet lagde særlig vægt på: