Fradrag for udgifter til underleverandører – manglende dokumentation og usædvanlige omstændigheder
Myndighed
Landsskatteretten
Dokumenttype
Landsskatterettens afgørelse
Underemner
DriftsomkostningerFradragsretUnderleverandørerBevisbyrdeFakturaers dokumentationRengøringsvirksomhedSkattepligtig indkomst
Sagen omhandlede Skattestyrelsens nægtelse af fradrag for [virksomhed1] ApS' udgifter til underleverandører på 2.710.890 kr. for indkomståret 2018. Nægtelsen påvirkede selskabets underskud til fremførsel og dermed den skattepligtige indkomst for 2019. Skattestyrelsen begrundede sin afgørelse med tvivl om fakturaernes realitet, mangelfuld dokumentation, og at underleverandørerne ikke havde indberettet korrekt moms eller løn. Selskabet havde anvendt underleverandørerne [virksomhed3] og [virksomhed2] til rengøringsopgaver.
Skattestyrelsen anførte, at der manglede kontrakter, fakturaerne var mangelfulde (f.eks. kun angivelse af "Rengøring" uden omfang eller specifikation), og at de var adresseret til ejerens personlige virksomhed i stedet for selskabet. Desuden havde [virksomhed3] ikke angivet korrekt moms og var gået konkurs, og indehaveren af [virksomhed3] var også lønansat hos selskabet. For [virksomhed2] var der ingen aktivitet eller momsindberetning i 2018 ifølge Skattestyrelsen. Skattestyrelsen mente, at selskabet havde en skærpet bevisbyrde, som ikke var løftet, og henviste til Statsskatteloven § 6.
| Fakturadato | Faktura nr. | Underleverandør | Beløb kr. ekskl. moms | Moms kr. | Beløb kr. inkl. moms | Tekst |
|---|
| 25-01-2018 | 37 |
Selskabets repræsentant argumenterede for, at udgifterne var reelle driftsomkostninger, der var nødvendige for at erhverve selskabets indkomst, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a. Det blev fremhævet, at selskabet ikke kunne have realiseret sin omsætning uden underleverandører, og at betalingerne var sket via bankoverførsel. Repræsentanten påpegede, at begge underleverandører var momsregistrerede, og at [virksomhed3] havde ansatte og indberettet A-skat og moms. Det blev også anført, at mundtlige aftaler var sædvane i rengøringsbranchen, og at SMS-korrespondance dokumenterede den løbende dialog om opgaverne. Selskabet bestred, at der var grundlag for en skærpet bevisbyrde, og henviste til, at Skattestyrelsen anerkendte, at der var daglig kontakt med underleverandørerne i forbindelse med arbejdets udførelse. Konsekvensen af Skattestyrelsens afgørelse var, at selskabets fremførselsberettigede underskud for indkomståret 2018 bortfaldt, hvilket påvirkede den skattepligtige indkomst for 2019, jf. Selskabsskatteloven § 12.
Landsskatterettens afgørelse
Landsskatteretten skulle tage stilling til, om Skattestyrelsen med rette havde nægtet fradrag for selskabets udgifter til fremmed arbejde på 2.710.890 kr. for indkomståret 2018, vedrørende underleverandørerne [virksomhed3] og [virksomhed2].
To retsmedlemmer fandt, at selskabet havde dokumenteret eller i hvert fald sandsynliggjort, at der havde været almindelig samhandel med underleverandørerne. De anførte uoverensstemmelser, såsom manglende kontrakter eller lønindberetninger hos underleverandørerne, blev ikke anset for at udgøre usædvanlige omstændigheder, der skærpede selskabets bevisbyrde. Det blev fremhævet, at Skattestyrelsen havde identificeret de ansvarlige indehavere, og at der ikke forelå oplysninger om svig eller selskabets viden herom. Selskabet havde fremlagt SMS-korrespondance, der viste løbende dialog om konkrete rengøringsopgaver. For [virksomhed3] blev det også bemærket, at indehaveren havde selvangivet overskud og bogført løn- og driftsudgifter, hvilket antydede almindelig virksomhedsdrift. På dette grundlag fandt flertallet, at udgifterne var afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde selskabets indkomst i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a.
Et retsmedlem (retsformanden) stemte for at stadfæste Skattestyrelsens afgørelse. Begrundelsen var, at fakturaerne ikke var udstedt til selskabet, men til ejerens personlige virksomhed, og at der manglede detaljeret dokumentation for ydelsernes indhold, omfang og udførelsessted (f.eks. timesedler). Det blev også bemærket, at indehaveren af [virksomhed3] var ansat i selskabet, og at der manglede oplysninger om ansættelsesforholdene hos underleverandørerne. Retsformanden fandt, at selskabet ikke havde dokumenteret eller sandsynliggjort, at udgifterne påhvilede selskabet som en retlig forpligtelse, eller at de var afholdt med henblik på at erhverve, sikre og vedligeholde selskabets indkomst. Den fremlagte korrespondance og bankoverførsler kunne ikke afstemmes med fakturaerne og ændrede ikke ved vurderingen.
Landsskatteretten traf afgørelse efter stemmeflertallet, hvilket medførte, at selskabets skattepligtige indkomst for indkomståret 2018 blev nedsat med 2.710.890 kr.
En betydelig del af udgifterne, i alt 341.849,50 kr., var betalt kontant i beløb over 10.000 kr. SKAT henviste til Ligningsloven § 8Y, stk. 1, som nægter fradrag for udgifter over 10.000 kr. betalt kontant uden identifikation af betalingsmodtager og betaler. For de resterende udgifter, betalt via bankoverførsel, fandt SKAT, at den fremlagte dokumentation i form af fakturaer, timesedler og bankoverførsler ikke var tilstrækkelig til at sandsynliggøre, at arbejdet var udført.
Klageren fastholdt, at alle udgifter var betalt og dokumenteret, og at SKATs forhøjelse var ubegrundet. Klageren mente, at SKAT ignorerede den fremlagte dokumentation og påpegede, at et lille rengøringsfirma sjældent ville opnå et så stort overskud som det, SKAT havde beregnet.