Landsskatteretten stadfæster delvis refusion af udbytteskat til britisk investeringsfond

[Fond1], en britisk Open-Ended Investment Company (OEIC) og sub-fund under [Fond2], anmodede om fuld refusion af indeholdt dansk udbytteskat på i alt 867.099 kr. for indkomstårene 2013-2016. Skattestyrelsen godkendte kun en delvis refusion på 297.068,84 kr., svarende til 12 % af bruttoudlodningerne for 2015-2016, og afviste den resterende del af kravet.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen anså [Fond1] for retmæssig ejer af de underliggende aktier for 2015 og 2016 og opfyldte betingelserne i Kildeskatteloven § 69 b, stk. 1 for 12 % refusion. Dog blev fuld refusion afvist. Skattestyrelsen vurderede, at [Fond1] for indkomstårene 2013-2015 skulle anses for en skattemæssig transparent enhed efter danske regler, og dermed ikke et selvstændigt skattesubjekt. For 2016, efter en praksisændring (SKM2016.98.SKAT), blev [Fond1] anset for et selvstændigt skattesubjekt, men kunne ikke sidestilles med et dansk investeringsinstitut med minimumsbeskatning (IMB), da fonden ikke havde valgt at blive omfattet af reglerne i Ligningslovens § 16 C. Skattestyrelsen henviste til, at danske investeringsselskaber omfattet af Selskabsskatteloven § 3, stk. 1, nr. 19 beskattes med 15 % af danske udbytter, og at der ikke skete forskelsbehandling i forhold til EU-retten, idet kravet om minimumsbeskatning var berettiget, jf. C-480/16 Fidelity Funds og SKM2019.383.ØLR.

Klagerens anbringender

Klageren påstod, at den resterende udbytteskat på 570.030,77 kr. skulle refunderes. Det blev anført, at [Fond1] er et selvstændigt skattesubjekt, der kan sammenlignes med et dansk minimumsbeskattet institut, og at nægtelse af refusion var i strid med EU-rettens bestemmelser om kapitalens fri bevægelighed (TEUF artikel 63). Klageren argumenterede, at sammenlignelige danske investeringsinstitutter ikke opkræves dansk skat på danske udbytter for de omhandlede år. Selvom [Fond1] ikke havde valgt status som minimumsbeskattet investeringsinstitut i Danmark, skyldtes dette etableringen i Storbritannien og de administrative byrder ved en sådan opgørelse, som ikke ville have skattemæssig relevans i Danmark eller Storbritannien.

Landsskatterettens begrundelse og resultat

Landsskatteretten fandt, at britiske OEIC'er som [Fond1] skal sammenholdes med danske SIKAV'er (Selskaber for Investering med Kapital, der er Variabel), som blev indført i Investeringsforeningsloven § 9a og Investeringsforeningsloven § 14a. Retten var enig i, at [Fond1] efter en dansk skatteretlig vurdering skal anses for et selvstændigt skattesubjekt og dermed er begrænset skattepligtig af udbytte efter Selskabsskatteloven § 2, stk. 1, litra c. Indkomstskatten udgør som udgangspunkt 15 %, jf. Selskabsskatteloven § 2, stk. 3 og Selskabsskatteloven § 3, stk. 1, nr. 19.

Landsskatteretten henviste til Højesterets dom i SKM2021.353.HR, som fastslog, at selvom kravet om at være hjemmehørende i Danmark for at opnå kildeskattefritagelse er i strid med EU-retten (TEUF artikel 63), medfører dette ikke, at hele beskatningsordningen skal tilsidesættes. Højesteret fastslog, at det kan stilles som en betingelse for udenlandske investeringsinstitutters kildeskattefritagelse, at de opfylder kravet i Ligningslovens § 16 C om at opgøre en minimumsudlodning/-indkomst. Da [Fond1] for de omhandlede indkomstår ikke havde valgt at blive kvalificeret som et investeringsinstitut med minimumsbeskatning og ikke havde opgjort en minimumsindkomst, havde fonden ikke krav på fuld refusion af de indeholdte skatter. Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse om delvis refusion.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om delvis refusion af udbytteskat på 297.068,84 kr. for indkomstårene 2015-2016. Retten fandt, at [Fond1] ikke var berettiget til fuld refusion, da fonden ikke havde opfyldt betingelserne i Ligningslovens § 16 C om opgørelse af minimumsindkomst, hvilket Højesteret har fastslået som en gyldig betingelse for kildeskattefritagelse, selv efter EU-Domstolens underkendelse af hjemstedskravet.