Landsskatteretten stadfæster nægtelse af momsfradrag grundet manglende dokumentation for leverancer og usædvanlige omstændigheder

Sagen omhandlede et selskabs ret til momsfradrag for købsmoms vedrørende ydelser fra fire underleverandører i perioden 1. oktober 2018 til 30. juni 2020. Skattestyrelsen havde forhøjet selskabets momstilsvar med 747.860 kr., da styrelsen mente, at der ikke var sket en reel levering af ydelser fra underleverandørerne, og at fakturaerne var fiktive.

Skattestyrelsen nægtede fradrag for moms på følgende fakturaer:

Skattestyrelsens begrundelse for afgørelsen var baseret på flere forhold:

• Mangelfuld dokumentation: Der manglede underbilag som timesedler og korrespondance til underleverandørfakturaerne.
• Uregelmæssigheder hos underleverandører: To af underleverandørerne ([virksomhed3] ApS og [virksomhed4] ApS) var dømt for hvidvask, og Skattestyrelsen mente, at de øvrige underleverandører ([virksomhed2] IVS og [virksomhed5] ApS) udviste lignende tegn på fiktiv drift. Flere af underleverandørerne havde ingen ansatte registreret, og de var alle gået konkurs.
• Fakturaernes indhold: Fakturaerne var ikke tilstrækkeligt specificerede med hensyn til antal timer, personer eller lignende, og der var anført 1,00 i antal.
• Betalingsforhold: Betalinger til [virksomhed3] og [virksomhed4] henviste til samme bankkonto, og en konto for [virksomhed2] tilhørte et andet selskab.
• Arbejdstilsynets kontrol: En kontrol viste, at der var flere personer på en byggeplads, end selskabet havde ansatte, hvilket Skattestyrelsen tolkede som sort arbejde.

Selskabet påstod nedsættelse af forhøjelsen til 0 kr. eller subsidiært hjemvisning. Selskabet anførte, at:

• Der var sket reelle momsbelagte leverancer fra underleverandørerne, og selskabet var berettiget til momsfradrag i henhold til Momsloven § 37.
• Selskabet havde overholdt sine forpligtelser ved at tjekke underleverandørernes momsregistrering, og eventuelle interne forhold hos underleverandørerne vedrørende momsafregning kunne ikke komme selskabet til skade.
• Fakturaerne opfyldte kravene i Momsbekendtgørelsen § 58, og da der var tale om fastprisaftaler, var timespecifikation ikke et krav. Korrespondance med [virksomhed5] ApS viste, at ydelserne var reelle og priserne forhandlet.
• Skattestyrelsens fortolkning af Arbejdstilsynets rapport var forkert, da de ekstra personer på byggepladsen var ansatte hos en anden anerkendt underleverandør, ikke sort arbejdskraft.
• Dommene vedrørende hvidvask mod [virksomhed3] ApS og [virksomhed4] ApS burde ikke inddrages, da de ikke var fremlagt, og underliggende forhold hos underleverandørerne er uden betydning for fradragsretten, hvis en ydelse er leveret.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse. Retten fandt, at selskabet ikke havde dokumenteret, at betingelserne for momsfradrag var opfyldt, da der ikke var tilstrækkelig dokumentation for, at de fakturerede ydelser var reelt leveret. Retten lagde vægt på de mangelfulde fakturaer, fraværet af underbilag og samarbejdsaftaler, samt de væsentlige uregelmæssigheder ved underleverandørernes drift og betalingsforhold, herunder deres involvering i hvidvask og mangel på ansatte. Disse omstændigheder medførte en skærpet bevisbyrde for selskabet, som ikke blev løftet. Betaling af fakturaer og underleverandørernes momsregistrering var ikke tilstrækkelig dokumentation. Selskabets subsidiære påstand om hjemvisning blev afvist, da afgørelsen ikke led af formelle fejl.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skulle tage stilling til, hvorvidt Skattestyrelsen med rette havde nægtet selskabet fradrag for købsmoms for udgifter til underleverandører på i alt 747.860 kr. for perioden 1. oktober 2018 til 30. juni 2020.

Retten henviste til Momsloven § 37, stk. 1, der fastslår, at registrerede virksomheder kan fradrage afgift for indkøb af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til virksomhedens afgiftspligtige leverancer. Momsloven § 37, stk. 2, nr. 1 præciserer, at den fradragsberettigede afgift er afgiften af varer og ydelser, der er leveret til virksomheden.

Dokumentationskrav fremgår af Momsbekendtgørelsen § 82, som kræver fremlæggelse af fakturaer. Momsbekendtgørelsen § 58, stk. 1 specificerer de nærmere krav til fakturaens indhold, herunder udstedelsesdato, fortløbende nummer, sælgerens og køberens registreringsnummer, navn og adresse, mængde og art af leverede ydelser, leveringsdato, afgiftsgrundlag, afgiftssats og afgiftsbeløb.

Bestemmelserne i Momsloven § 37 implementerer Momssystemdirektivets artikel 167 og 168. Fradragsretten indtræder, når den fradragsberettigede afgift forfalder, og den afgiftspligtige person skal være i besiddelse af en faktura, der er udfærdiget i overensstemmelse med direktivets krav, jf. Momssystemdirektivets artikel 178, litra a. EF-domstolen har i sag C-152/02 (Terra Baubedarf-Handel GmbH) fastslået, at fradrag kræver både levering af goder/tjenesteydelser og besiddelse af en faktura.

Landsskatteretten lagde vægt på, at bevisbyrden for opfyldelse af fradragsbetingelserne påhviler selskabet. Retten fandt, at der ikke kunne anses at være sket levering mod vederlag af ydelser i henhold til de fremlagte fakturaer. Dette blev begrundet med:

• Fakturaerne indeholdt ikke tilstrækkelig angivelse af omfang og art af de leverede ydelser, herunder manglende oplysninger om hvor og hvornår arbejdet var udført, samt hvem der havde udført det.
• Der var ikke fremlagt underbilag eller samarbejdsaftaler mellem selskabet og underleverandørerne.
• Der var væsentlige uregelmæssigheder ved fakturering og betaling, herunder at flere fakturaer var bogført og betalt på udstedelsesdatoen eller dagen efter. Desuden henviste betalinger til samme konto for forskellige underleverandører, og en konto tilhørte ikke den fakturerende virksomhed.
• Samtlige underleverandører var gået konkurs eller under konkursbehandling, og størstedelen af dem havde ikke været registreret med ansatte. To af underleverandørerne var desuden dømt for hvidvask, hvilket indikerer, at der ikke er sket en reel levering af ydelser.

Retten henviste til praksis fra Østre Landsret (SKM2019.332.ØLR, SKM2017.461.ØLR) og byretter (SKM2017.210.BR, SKM2021.224.BR, SKM2021.371.BR, SKM2021.394.BR) samt Landsskatterettens egne afgørelser (SKM2018.539.LSR, SKM2018.613.LSR), der understøtter kravet om faktisk levering og tilstrækkelig dokumentation. Retten fremhævede desuden, at bevisbyrden er skærpet under usædvanlige omstændigheder, jf. SKM2009.325.ØLR og SKM2017.40.BR, hvilket var tilfældet i denne sag.

Det forhold, at fakturaerne var betalt elektronisk, eller at underleverandørerne var momsregistreret, kunne ikke i sig selv dokumentere, at levering havde fundet sted, og ændrede ikke rettens samlede vurdering. Retten fandt heller ikke, at Skattestyrelsens afgørelse led af formelle fejl eller mangler, og selskabets subsidiære påstand om hjemvisning blev derfor ikke taget til følge.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse.