Planklagenævnets afgørelse om afslag på dispensation til chaufførovernatning i Esbjerg

Esbjerg Kommune afslog den 29. september 2020 en ansøgning om dispensation fra lokalplan nr. 279, "Et område til deponering af oprenset sediment fra Esbjerg Havn", til chaufførovernatning på ejendommen A1, 6700 Esbjerg. Ejeren af ejendommen klagede over afgørelsen til Planklagenævnet.

Ejendommen og lokalplanen

Ejendommen A1 er omfattet af lokalplan nr. 279, delområde 1. Lokalplanens § 3.1 fastsætter, at områdets anvendelse er til erhvervsformål, herunder industri-, værksteds-, entreprenør-, transport-, oplags- og servicevirksomhed. Bestemmelsen begrænser indretning af kontorer til det nødvendige for disse virksomheder og tillader kun undtagelsesvis boliger for driftsledere eller opsyn, hvis produktionsforholdene betinger det, og med kommunal tilladelse.

Ansøgning og kommunens afslag

Klageren, der driver en transportvirksomhed, ansøgte om tilladelse til, at chauffører kunne overnatte på ejendommen i weekenderne. Esbjerg Kommune afslog ansøgningen med den begrundelse, at chaufførovernatning var i strid med lokalplanens anvendelsesbestemmelser i § 3.1. Kommunen vurderede desuden, at en dispensation ville stride mod lokalplanens principper.

Planklagenævnets fokus

Planklagenævnet behandlede spørgsmålet om, hvorvidt chaufførovernatning var umiddelbart tilladt efter lokalplanen, jf. Planloven § 18, eller om det krævede dispensation fra lokalplanens § 3.1.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Esbjerg Kommunes afslag på dispensation. Kommunens afgørelse blev dermed stadfæstet.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet er kompetent til at behandle retlige spørgsmål vedrørende kommunale afgørelser efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter spørgsmål om lovlighed, gyldighed, fortolkning af lovbestemmelser og overholdelse af forvaltningsretlige principper.

Vurdering af tilladelse eller dispensationskrav

Klageren argumenterede for, at overnatningsmulighederne for eget personale var en naturlig del af transportvirksomheden og ikke udgjorde boligforhold. Planklagenævnet fandt dog, at chaufførovernatning ikke kunne anses for en naturlig del af en transportvirksomhed og heller ikke var omfattet af de øvrige tilladte anvendelser i lokalplanens § 3.1. Det ansøgte var derfor ikke i overensstemmelse med lokalplanen og krævede dispensation efter Planloven § 19.

Mulighed for dispensation

En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke strider mod planens principper, eller hvis den tidsbegrænses, jf. Planloven § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver en ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2. Principperne i en lokalplan omfatter dens formålsbestemmelse og anvendelsesbestemmelser. Dispensation fra en anvendelsesbestemmelse kan kun gives i særlige tilfælde, hvor anvendelsen ligger meget tæt på den umiddelbart tilladte.

Planklagenævnet vurderede, at den ansøgte chaufførovernatning ikke lå tilstrækkeligt tæt på den umiddelbart tilladte anvendelse i lokalplanens § 3.1. En dispensation ville derfor stride mod planens principper, og kommunen havde således ikke mulighed for at give dispensation.

Afsluttende bemærkninger

Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke gav klageren medhold, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.