Polsk arbejder fik skattemæssigt hjemsted i Polen, men befordringsfradrag fra dansk bopæl

Sagen omhandler en polsk statsborger, der arbejdede fuldtid i Danmark og havde en lejet bolig der, mens hans familie boede i en ejerbolig i Polen. Skattestyrelsen havde anset ham for skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, da de vurderede, at han opholdt sig flest dage i Danmark. Dette medførte, at han ikke kunne anvende grænsegængerreglerne til at overføre sin ægtefælles personfradrag, og hans befordringsfradrag blev beregnet ud fra den danske bopæl.

Landsskatteretten ændrede afgørelsen vedrørende det skattemæssige hjemsted. Retten fandt, at klagerens livsinteresser var delt mellem Danmark (økonomiske) og Polen (personlige), og at antallet af opholdsdage i de to lande var for tæt på hinanden til at være afgørende. Derfor blev hans statsborgerskab det afgørende kriterium, og hans skattemæssige hjemsted blev fastsat til Polen. Dette gav ham ret til at anvende grænsegængerreglerne.

For så vidt angår befordringsfradrag, fastslog Landsskatteretten dog, at klagerens "sædvanlige bopæl" i henhold til Ligningsloven § 9 C var i Danmark. Dette blev begrundet med hans stærke erhvervsmæssige tilknytning til Danmark. Fradraget blev derfor beregnet ud fra afstanden mellem den danske bolig og arbejdspladsen, men justeret til det faktiske antal arbejdsdage, hvilket resulterede i en nedsættelse af det af Skattestyrelsen godkendte fradrag.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten vurderede de tre klagepunkter for indkomståret 2019 og ændrede Skattestyrelsens afgørelse på alle punkter.

Skattepligt og skattemæssigt hjemsted

Klageren var som udgangspunkt fuldt skattepligtig til Danmark, da han havde bopæl til rådighed, jf. Kildeskatteloven § 1, stk. 1. Da han også havde bolig i Polen, opstod en dobbeltdomicilsituation, som skulle afgøres efter den dansk-polske dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Landsskatteretten anvendte overenskomstens artikel 4, stk. 2, i prioriteret rækkefølge:

• Midtpunkt for livsinteresser (litra a): Retten fandt, at dette kriterium var uafklaret. Klagerens økonomiske interesser (fuldtidsjob, indkomst) var i Danmark, mens hans personlige interesser (ægtefælle, barn, husbyggeri) var i Polen.
• Sædvanligt ophold (litra b): Retten analyserede klagerens arbejdsplan for 2019 (167 arbejdsdage, 198 fridage). En optælling viste ca. 180 opholdsdage i Danmark og 185 i Polen. Forskellen på 5 dage blev anset for at være for lille til med sikkerhed at fastslå, hvor han sædvanligvis opholdt sig. Retten henviste til en lignende afgørelse, SKM2023.199.LSR.
• Statsborgerskab (litra c): Da de foregående kriterier ikke kunne afgøre sagen, blev statsborgerskab afgørende. Da klageren er polsk statsborger, blev hans skattemæssige hjemsted fastsat til Polen.

Som følge heraf var klageren berettiget til at anvende grænsegængerreglerne i Kildeskattelovens § 5 C og dermed overføre sin ægtefælles uudnyttede personfradrag, forudsat at mindst 75% af hans globalindkomst var optjent i Danmark.

Befordringsfradrag

Landsskatteretten fastslog, at vurderingen af "sædvanlig bopæl" for befordringsfradrag efter Ligningsloven § 9 C er en selvstændig vurdering, uafhængig af det skattemæssige hjemsted efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Retten fandt, at klagerens sædvanlige bopæl i relation til befordringsfradrag var i Danmark. Der blev lagt vægt på:

• At hans økonomiske og erhvervsmæssige interesser var i Danmark (tidsubegrænset fuldtidsstilling, A-kasse, pension).
• At han var registreret i det danske folkeregister.
• At den daglige transport til arbejde med al sandsynlighed udgik fra den danske adresse.

Klageren var derfor berettiget til befordringsfradrag mellem sin danske bopæl og arbejdspladsen. Fradraget blev beregnet på baggrund af de dokumenterede 167 arbejdsdage og en afstand på 96 km tur/retur, hvilket resulterede i et fradrag på 23.808 kr. for 2019.