Landsskatteretten: Skattemæssigt hjemsted og befordringsfradrag for grænsegænger

Sagen omhandler en polsk statsborgers skattemæssige forhold i Danmark for indkomstårene 2019-2022, herunder spørgsmål om skattemæssigt hjemsted, anvendelse af grænsegængerreglerne og ret til befordringsfradrag. Klageren anmodede om at anvende grænsegængerreglerne for at overføre sin ægtefælles uudnyttede personfradrag og om befordringsfradrag mellem Danmark og Polen. Skattestyrelsen afviste begge anmodninger med den begrundelse, at klageren var fuldt skattepligtig og skattemæssigt hjemmehørende i Danmark med sædvanlig bopæl her.

Landsskatteretten fandt, at klageren var skattemæssigt hjemmehørende i Polen for indkomstårene 2019-2021 og derfor berettiget til at anvende grænsegængerreglerne og overføre sin ægtefælles personfradrag. Anmodningen for indkomståret 2022 blev afvist, da Skattestyrelsen ikke havde truffet afgørelse herom, og det derfor blev anset som en anmodning om genoptagelse, som Skattestyrelsen er rette myndighed til at behandle. Landsskatteretten fandt desuden, at klageren i indkomstårene 2019-2022 havde sædvanlig bopæl i Polen og var berettiget til fradrag for befordring mellem sin arbejdsplads i Danmark og bopæl i Polen. Den beløbsmæssige opgørelse af befordringsfradraget blev hjemvist til Skattestyrelsen.

Faktiske omstændigheder

Klageren er polsk statsborger, registreret i det danske folkeregister siden 2016 og har lejet en lejlighed i Danmark siden 2019. Han har siden 2012 været ansat som værkfører i Danmark. I Polen har klageren ægtefælle og barn, og han ejer en fast ejendom, hvor han har været registreret med bopæl siden 2004. Klagerens arbejds- og rejsemønster indebærer typisk 6-7 dages arbejde i Danmark efterfulgt af friperioder i Polen. Dokumentation, herunder arbejdstidsudskrifter, brændstofkvitteringer og kontoudskrifter, understøttede klagerens opgørelse af opholdsdage, som viste en overvægt af ophold i Polen i de omhandlede år.

Skattestyrelsens begrundelse

Skattestyrelsen vurderede, at klageren havde skattemæssigt hjemsted i Danmark, da han havde de stærkeste økonomiske forbindelser her og et sædvanligt ophold med flere opholdsdage i Danmark end i Polen. Vedrørende befordringsfradraget fastholdt Skattestyrelsen, at klagerens sædvanlige bopæl var i Danmark, og at kørsel til Polen derfor var en privat udgift, der ikke berettigede til fradrag efter Ligningsloven § 9 C. Skattestyrelsen henviste til LSR 26.01.2023 Journalnr. 21-0049716 (offentliggjort som SKM2023.199.LSR).

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant gjorde gældende, at klageren var skattemæssigt hjemmehørende i Polen i henhold til Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen artikel 4, da hans personlige og kulturelle tilknytninger var i Polen, og han opholdt sig mest der. Det blev anført, at Polen udgjorde midtpunktet for hans livsinteresser. Klageren opfyldte betingelserne for beskatning efter grænsegængerreglerne i Kildeskatteloven §§ 5 A-D og var berettiget til at overføre ægtefællens uudnyttede personfradrag. Vedrørende befordringsfradraget blev det fremhævet, at klagerens sædvanlige bopæl var i Polen, og at han havde sandsynliggjort omfanget af sine rejser. Klagerens repræsentant påberåbte sig SKM2024.454.BR (domstolsprøvelsen af SKM2023.199.LSR) som støtte for, at boligen i Polen udgjorde den sædvanlige bopæl, og argumenterede imod en hjemvisning af den beløbsmæssige opgørelse af fradraget.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten har ikke kompetence til at behandle klagerens skattepligt og skattemæssige hjemsted for indkomståret 2022, da Skattestyrelsen ikke har truffet afgørelse herom. Den nedlagte påstand for 2022 anses som en anmodning om genoptagelse, som Skattestyrelsen er rette myndighed til at behandle, jf. Skatteforvaltningsloven § 11, stk. 1.

Skattepligt og skattemæssigt hjemsted (2019-2021)

Klageren har siden 2016 haft bolig til rådighed i Danmark og været tilmeldt det danske folkeregister. Landsskatteretten finder derfor, at klageren i indkomstårene 2019-2021 som udgangspunkt har været fuldt skattepligtig til Danmark, jf. Kildeskatteloven § 1, stk. 1. Da klageren tillige har haft en bolig til rådighed i Polen i de omhandlede indkomstår, foreligger der en dobbeltdomicilsituation omfattet af Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen artikel 4, stk. 2.

Ved vurderingen af skattemæssigt hjemsted efter artikel 4, stk. 2, litra a (midtpunkt for livsinteresser), konstateres det, at klagerens økonomiske interesser er i Danmark grundet hans indkomst fra dansk arbejde, mens hans personlige interesser (ægtefælle og barn) er i Polen. Da det ikke entydigt kan afgøres, hvor midtpunktet for livsinteresser er, skal klagerens skattemæssige hjemsted i stedet afgøres efter artikel 4, stk. 2, litra b (sædvanligt ophold).

Ved en sammenholdelse af fremlagte udskrifter med arbejdstid, brændstofkvitteringer, kontoudskrifter og klagerens egne opgørelser over opholdsdage, hvor rejsedage medregnes som opholdsdage i begge lande, opgøres klagerens ophold til:

Landsskatteretten finder på baggrund heraf, at klageren har sandsynliggjort, at han har opholdt sig mere i Polen end i Danmark i de omhandlede indkomstår. Klageren anses herefter for at have været skattemæssigt hjemmehørende i Polen i indkomstårene 2019-2021, jf. Dobbeltbeskatningsoverenskomsten artikel 4, stk. 2, litra b.

Som følge heraf har klageren kunnet anvende reglerne for grænsegængere i indkomstårene 2019-2021, jf. Kildeskatteloven §§ 5 A-D. Klageren har således også været berettiget til at få overført sin ægtefælles uudnyttede personfradrag efter Kildeskatteloven § 5 C, da den kvalificerende indkomst har udgjort mere end 75 % af globalindkomsten.

Befordringsfradrag (2019-2022)

Efter en konkret helhedsvurdering af sagens faktiske omstændigheder finder Landsskatteretten, at klagerens sædvanlige bopæl i indkomstårene 2019-2022 har været i Polen i relation til befordringsfradrag efter Ligningsloven § 9 C.

Landsskatteretten har herved henset til:

• At klageren har opholdt sig væsentligt mere i Polen end i Danmark i de omhandlede indkomstår.
• At klagerens familiemæssige og personlige forhold i Polen fremstår veldokumenterede.
• At klagerens boligforhold i Danmark og Polen adskiller sig fra hinanden, idet klageren lejer en lejlighed i Danmark, mens han ejer den ejendom i Polen, som har været hans bopæl siden 2004, og hvor hans familie bor.

Klagerens økonomiske og erhvervsmæssige tilknytning til Danmark ændrer ikke ved, at han anses for at have bibeholdt sin sædvanlige bopæl i Polen. Klageren er herefter berettiget til fradrag for befordring mellem sin arbejdsplads i Danmark og bopæl i Polen, jf. Ligningsloven § 9 C.

Skattestyrelsen har som førsteinstans ikke forholdt sig til størrelsen på det af klagerens repræsentant opgjorte befordringsfradrag, hvorfor denne del hjemvises til førsteinstansbehandling. Det forhold, at Retten i [by3] ved dom af 6. maj 2024, offentliggjort som SKM2024.454.BR, fandt, at den pågældende skatteyder i tilstrækkelig grad havde sandsynliggjort omfanget af den angivne befordring, ændrer ikke herved.

Landsskatteretten ændrer herved Skattestyrelsens afgørelse vedrørende sædvanlig bopæl og skattemæssigt hjemsted, mens den talmæssige opgørelse af befordringsfradraget hjemvises til Skattestyrelsen.