Principper for forældrebetaling ved anbringelse med udpræget behandlingssigte

To sager om forældres pligt til at bidrage til udgifterne ved børns anbringelse uden for hjemmet blev behandlet principielt af Ankestyrelsen. Begge børn, NN i sag 1 og NN i sag 2, var anbragt på grund af massive behandlingsbehov relateret til alvorlige funktionsnedsættelser.

I den ene sag havde barnet bilateral spastisk cerebral parese, udviklingsforsinkelse og hjernebetinget synsnedsættelse, hvilket krævede omfattende pleje og døgnstøtte. I den anden sag havde barnet autismespektrum forstyrrelse og mental retardering med et stort behov for socialpædagogisk behandling og struktur.

Kommunen havde i begge tilfælde pålagt forældrene betaling for anbringelsen. Forældrene klagede med den begrundelse, at anbringelserne havde et "udpræget behandlingssigte", hvilket ifølge betalingsbekendtgørelsen § 7, stk. 1 kan medføre hel eller delvis fritagelse for betaling. Ankestyrelsen behandlede sagerne for at uddybe fortolkningen af begrebet "udvikling af ikke ubetydeligt omfang" i relation til principafgørelse 158-12.

Ankestyrelsen hjemviste begge sager til fornyet behandling i kommunen. Dette skyldtes, at Ankestyrelsen vurderede, at anbringelserne i begge tilfælde havde et "udpræget behandlingssigte", og at kommunen derfor skulle foretage en konkret og begrundet vurdering af, om der kunne ske hel eller delvis fritagelse for betaling.

Fortolkning af 'udpræget behandlingssigte'

Ankestyrelsen præciserede, at "udpræget behandlingssigte" forudsætter et massivt behandlingsbehov over en længere periode samt udsigt til udvikling af ikke ubetydeligt omfang. Vurderingen af "udvikling af ikke ubetydeligt omfang" skal altid tage udgangspunkt i det enkelte barns forudsætninger og mulighed for at udvikle sig eller bevare sine færdigheder. Der kan ikke stilles krav om, at barnet skal udvikle sig i en grad, så funktionsnedsættelsen forsvinder, eller at behovet for støtte ophører.

Ankestyrelsen fastslog, at forebyggelse af en markant forværring af barnets tilstand også kan anses for at være en "udvikling af ikke ubetydeligt omfang", hvis dette er af væsentlig betydning for barnet. Dette er en uddybning af den tidligere praksis, som fremgår af principafgørelse 158-12.

Konkrete vurderinger

For begge børn fandt Ankestyrelsen, at anbringelsen på de specialiserede institutioner forventedes at føre til en udvikling af ikke ubetydeligt omfang, enten ved at fremme færdigheder eller ved at forebygge en markant forværring af deres tilstand.