Principiel afklaring om pensionsordnings betydning for hjælp til sygebehandling

En borger ansøgte om hjælp til en tandbehandling til en udgift på 18.630,94 kr.. Kommunen afslog ansøgningen med den begrundelse, at borgeren havde økonomisk mulighed for selv at betale udgifterne. Borgeren havde to pensionsordninger med en samlet værdi på 220.000 kr., hvoraf ca. 85.900 kr. kunne udbetales. Borgeren klagede over afgørelsen og anførte, at det var urimeligt at skulle hæve pensionen i utide, da der kun var lidt over et år til borgeren fyldte 65 år, og behandlingen ikke kunne udsættes.

Ankestyrelsen stadfæstede kommunens afgørelse og fandt, at borgeren havde økonomisk mulighed for selv at betale udgifterne til tandbehandlingen. Dette skyldtes, at borgeren kunne få udbetalt et beløb fra sine pensionsordninger, som dækkede udgiften. Det er en forudsætning for at modtage hjælp til sygebehandling efter Aktivloven § 82, at ansøgeren ikke har økonomisk mulighed for at afholde udgifterne.

Principiel vurdering af pensionsordninger

Ankestyrelsen lagde vægt på, at borgeren havde adgang til midler fra pensionsordningerne. Det forhold, at borgeren kunne opnå en højere udbetaling ved at vente med at hæve pensionen, ændrede ikke på vurderingen af den aktuelle økonomiske mulighed. Afgørelsen bygger på princippet fra Principafgørelse A-24-04, som fastslår, at det beror på en konkret vurdering, om en formue er til hinder for at yde hjælp til sygebehandling. Ankestyrelsen bemærkede, at de ikke havde forholdt sig til, om tandbehandlingen var nødvendig eller helbredsmæssigt velbegrundet, da den økonomiske forudsætning ikke var opfyldt.