Afslag på betaling af faktiske transportudgifter til revalidering grundet mulighed for offentlig transport

En revalidend søgte om betaling af den faktiske transportudgift til Holbæk lærerseminarium, hvor hun var under uddannelse. Kommunen afslog ansøgningen med henvisning til en lægeerklæring, der angav, at revalidenden kunne benytte offentlige transportmidler af enhver art. Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse.

Revalidenden klagede til Ankestyrelsen og anførte, at hun ikke kunne anvende offentlige transportmidler på grund af sin nedsatte funktionsevne. Sagen blev behandlet i principielt møde for at afklare praksis for anvendelsen af Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 82, stk. 5, som omhandler kommunens afholdelse af faktiske transportudgifter, når udgiften er en følge af en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Ankestyrelsen afgjorde, at revalidenden ikke havde ret til den faktiske udgift til befordring, hvilket betød, at hun ikke havde ret til godtgørelse for udgifter inden for de første 24 km.

Begrundelse for afgørelsen

Det var en betingelse for ret til betaling af den faktiske transportudgift, at udgiften var en følge af en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, jf. Bekendtgørelse af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 82, stk. 5. Ankestyrelsen fastslog, at det var en forudsætning, at den pågældende transport var nødvendig for at deltage i revalideringen.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at princippet i Aktivloven § 63 bibeholdtes, og at formuleringen i § 82, stk. 5, skulle ses i sammenhæng med Aktivlovens § 63, stk. 1, der vedrører transportudgifter, som er en nødvendig følge af uddannelsen eller en nedsat funktionsevne. Dette indebar, at følgen skulle være nødvendig.

Ved den konkrete vurdering blev der lagt vægt på, at lægen i en statusattest havde oplyst, at revalidenden kunne benytte offentlige transportmidler af enhver art. Selvom en lang transportvej med mange skift var mere belastende for revalidenden på grund af smertetilstande i benene, og lægen anbefalede en invalidebil, fandt Ankestyrelsen, at udgiften ikke kunne anses for at være en følge af hendes nedsatte funktionsevne, når hun kunne bruge offentlige transportmidler. Ankestyrelsen stadfæstede dermed det sociale nævns afgørelse.