Kontanthjælp og aktivering: Krav om tavshedserklæring

En kontanthjælpsmodtager blev af kommunen bedt om at underskrive en tavshedserklæring i forbindelse med aktivering på en kommunal institution. Aktiveringen omfattede opgaver som rensning af åer, men andre hold på institutionen kom i kontakt med borgere og potentielt følsomme oplysninger.

Borgeren nægtede at underskrive erklæringen, da han ikke mente, at kommunen kunne kræve dette, især da hans opgave var årensning. Han forlod aktiveringsstedet som følge heraf.

Kommunen tilbød efterfølgende borgeren et andet aktiveringstilbud på et forsorgshjem, hvor han fortsat modtog kontanthjælp og beskæftigelsestillæg. Det sociale nævn fandt, at kommunen havde opfyldt sin pligt til at tilbyde et rimeligt aktiveringstilbud i henhold til Aktivloven § 16, stk. 1. Nævnet bemærkede, at borgeren uanset underskrift var underlagt tavshedspligt efter straffelovens § 152.

Sagen blev behandlet i principielt møde for at afklare, hvorvidt en underskrift på en tavshedserklæring kan stilles som et krav for at være i aktivering efter Aktivloven § 16.

Ankestyrelsen tiltrådte nævnets afgørelse og fandt, at kommunen havde opfyldt sin forpligtelse til at give borgeren et rimeligt aktiveringstilbud. Dette skyldtes, at borgeren, efter at have nægtet at underskrive tavshedserklæringen, fik et andet aktiveringstilbud og bevarede sin kontanthjælp.

Principiel vurdering af tavshedserklæring

Ankestyrelsen fastslog, at det ikke kan stilles som et krav for at være i aktivering efter Aktivloven § 16 i en offentlig institution, at den aktiverede person underskriver en tavshedserklæring. Begrundelsen herfor var:

• Tavshedspligten efter straffelovens § 152 gælder uanset, om den aktiverede person underskriver en erklæring.
• Information om tavshedspligt kan tilgodeses på anden vis, eksempelvis ved at gøre ansøgeren opmærksom på reglen i ansættelsesbrevet.