Hjemvisning af sag om kontanthjælp efter udeblivelse fra formidlingssamtale

En 40-årig mand, der modtog kontanthjælp, udeblev fra en formidlingssamtale i kommunens arbejdsmarkedscenter den 12. januar 2005. Manden havde ingen erhvervsmæssig uddannelse og seneste ordinære ansættelse var i 2001. Han oplyste til kommunen, at han påtænkte at starte en uddannelse på en landtransportskole og mente ikke, at han skulle møde til aktivering, da han selv havde jobansøgninger ude, og kommunens aktivering ikke var kompetencegivende.

Kommunen stoppede kontanthjælpen pr. 31. januar 2005 med den begrundelse, at manden ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet, jf. Aktivloven § 13. Det Sociale Nævn tiltrådte kommunens afgørelse og lagde vægt på mandens udeblivelse samt hans udtalelser om, at han ikke mente at skulle møde eller aktiveres. Nævnet fandt, at kommunens anviste aktivering var rimelig, og at mandens egne jobansøgninger eller ønske om specifik uddannelse ikke kunne tillægges afgørende betydning for rådighedsvurderingen.

Ankestyrelsen hjemviste sagen til kommunen til ny behandling og afgørelse. Ankestyrelsen fastslog, at der ikke var tilstrækkelig hjemmel i Aktivloven § 13, stk. 2 eller bekendtgørelsen om rådighed til at træffe afgørelse om ophør af kontanthjælp alene på baggrund af udeblivelse fra en formidlingssamtale eller en konkret samlet rådighedsvurdering.

Principiel vurdering af sanktioner

Ankestyrelsen lagde vægt på Aktivlovens ordlyd og systematik, hvorefter den lediges pligter er fastsat i Aktivloven § 13, mens sanktioner for nedsættelse eller ophør af hjælpen er fastsat i Aktivloven §§ 38a-41. Ophør af kontanthjælp forudsætter, at der foreligger et åbent tilbud om arbejde eller et tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning, jf. Aktivloven § 41.

Kommunen skulle derfor vurdere, om der var grundlag for at fastsætte sanktioner efter bestemmelserne i Aktivloven §§ 38a-41. Ankestyrelsen forudsatte desuden, at kommunen vurderede, om manden havde problemer ud over ledighed, som ville betyde, at sagen skulle behandles efter reglerne fastsat efter § 19 i lov om ansvaret for styringen af den aktive beskæftigelsesindsats.