Afslag på hjælp til husleje under fængselsophold i udlandet

En ansøger, der var varetægtsfængslet i udlandet, søgte i august 1998 kommunen om hjælp til betaling af husleje i Danmark. Kommunen bevilgede initialt hjælp fra 1. september 1998 med tilbagebetalingspligt. Efter at ansøger i oktober 1998 blev idømt 3 års fængsel og stod over for udvisning, stoppede kommunen hjælpen pr. 1. december 1998.

Kommunen begrundede afslaget med, at ansøger nu måtte betragtes på lige fod med andre, der opholdt sig i udlandet. De anførte desuden, at selv ved afsoning i Danmark ville hjælpen være stoppet, da det ikke blev anset for strengt nødvendigt at bevare boligen, og udgiften ville overstige omkostningen ved et eventuelt nyt depositum efter løsladelse.

Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse. Nævnet henviste til, at der som hovedregel ikke kunne ydes hjælp efter Aktivloven til personer, der opholdt sig i udlandet, medmindre der forelå ganske særlige forhold. Nævnet fandt ikke, at et fængselsophold i udlandet udgjorde et sådant særligt forhold. De fandt heller ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skøn om, at boligen ikke var strengt nødvendig at bevare under afsoningen, især da løsladelsestidspunktet var uafklaret.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger ikke var berettiget til økonomisk hjælp til betaling af husleje under afsoning af fængselsstraf i udlandet.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen lagde vægt på, at personer, der opholder sig i udlandet, som hovedregel ikke kan modtage hjælp efter Aktivloven § 5, stk. 1. Bestemmelsens Aktivloven § 5, stk. 2 fandt ikke anvendelse, da den udtømmende opregner de særlige tilfælde, hvor hjælp kan ydes under ophold i udlandet, og et fængselsophold i udlandet er ikke et af disse.

Ankestyrelsen henviste desuden til bekendtgørelse nr. 517 af 3. juli 1998 om kontanthjælp til personer, der er varetægtsfængslet eller afsoner straf, som i § 1, stk. 2, 1. punktum, fastslår ret til ydelse efter Aktivloven § 25 til boligudgifter for indsatte i Kriminalforsorgens institutioner, hvis boligen bør bevares. Bekendtgørelsens § 1, stk. 4, pålægger kommunen at undersøge alternative boligbehov ved afsoning over 6 måneder.

Under henvisning til afsoningens varighed – ansøger var idømt 3 års fængsel og skulle afsone minimum 9 måneder – fandt Ankestyrelsen ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skøn som ulovligt eller åbenbart urimeligt. Dette skøn indebar, at hjælpen til husleje også ville være blevet standset, hvis ansøger havde afsonet i Danmark. Ankestyrelsen tiltrådte dermed det sociale nævns afgørelse.