Kommunes pligt til at overtage integrationsansvar ved beskæftigelse i anden kommune

En irakisk statsborger fik opholdstilladelse i Danmark den 26. september 2001 og blev boligplaceret i Kommune A med virkning fra 1. november 2001 i henhold til Integrationsloven § 10. Kort efter påbegyndte han praktik og senere deltidsarbejde på et lager i Kommune B. I december 2001 flyttede han til Kommune B og fik folkeregisteradresse der.

Arbejdet var i et nystartet firma, som kun kunne tilbyde ca. 4 timers arbejde dagligt på grund af lav omsætning. Kommune B afslog at overtage integrationsansvaret, da de ikke fandt, at arbejdet var af væsentlig betydning for integrationsforløbet, idet det ikke kunne sandsynliggøres, at der var tale om et længerevarende ansættelsesforløb. Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse.

Klageren anførte i sin klage til Ankestyrelsen, at integrationslovens hovedhensyn var integration, ikke primært forsørgelse, og at en afbrydelse af ansættelsesforholdet ville forringe hans integration. Sagen blev behandlet principielt for at afklare kravene for at pålægge en tilflytningskommune at overtage ansvaret for introduktionsprogrammet, jf. Integrationsloven § 18.

Ankestyrelsen ændrede det sociale nævns afgørelse og fastslog, at Kommune B skulle overtage ansvaret for klagerens integration.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen lagde vægt på, at en tilflytningskommune skal overtage ansvaret for introduktionsprogrammet, hvis flytningen er af væsentlig betydning for udlændingens integrationsforløb, eller hvis særlige personlige forhold taler derfor. I denne sag var følgende afgørende:

• Der var ikke umiddelbare transportmuligheder mellem boligplaceringskommunen og arbejdspladsen i tilflytningskommunen.
• Ifølge bemærkningerne til lovforslaget er beskæftigelse, virksomhedspraktik eller optagelse på en uddannelsesinstitution i en anden kommune af væsentlig betydning for integrationsforløbet.
• Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration havde i et høringssvar anført, at beskæftigelse som udgangspunkt er af væsentlig betydning for integrationen, uanset om det er fuldtids- eller deltidsarbejde, og uanset karakteren af beskæftigelsen.

Ankestyrelsen konkluderede, at det kun rent undtagelsesvis kan anses for, at beskæftigelse ikke er af væsentlig betydning for integrationsforløbet, og kun hvis beskæftigelsen har et sådant omfang eller en sådan karakter, at den ikke kan anses for at være af væsentlig betydning. Dette var ikke sandsynliggjort i den konkrete sag.