Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om stadfæstelse af afslag på dispensation til ophævelse af landbrugspligt

Sagen omhandler en klage over Landbrugsstyrelsens afslag på en ansøgning om dispensation til at ophæve landbrugspligten på matr. nr. F1 og overføre arealet til klagers ejendom, matr. nr. F2. Klager ønskede at købe matr. nr. F1 og integrere det i sin egen ejendom, som tidligere havde været sammenhængende med matr. nr. F1 fra 1827 til 1980.

Baggrund for ansøgningen

Klager ansøgte om dispensation, da matr. nr. F1 og klagers ejendom er adskilt af en offentlig kommunevej, A1. Denne adskillelse forhindrer en automatisk arealoverførsel under Landbrugslovens § 6, stk. 1, nr. 4, som kræver, at arealerne udgør en sammenhængende lod. Klager argumenterede for, at A1 er en smal vej med begrænset trafik, og at adskillelsen derfor er uvæsentlig.

Klagers argumenter

Klager fremførte flere argumenter til støtte for sin ansøgning:

• A1 udgør en mindre og uvæsentlig adskillelse på kun 4 meter uden nævneværdig trafik.
• Klagers ejendom har reelle landbrugsbygninger, herunder en stald med hestebokse, og matr. nr. F1 har stor betydning for den eksisterende drift (hestegræsning og høslæt).
• Matr. nr. F1 og klagers ejendom har historisk været sammenhængende fra 1827 til 1980, og arealoverførslen ville være en tilbagevenden til den tidligere ejendomsstruktur.
• Salget af matr. nr. F1 har væsentlig økonomisk betydning for sælger.
• Klager kritiserede Landbrugsstyrelsens sagsbehandling for ikke at følge officialprincippet og for at basere afgørelsen på en uddateret lærebog frem for de faktiske forhold og lovgivningens dispensationsmuligheder. Klager anførte også, at styrelsen burde have vejledt om dispensationsmuligheder i stedet for at anvise en omkostningstung alternativ løsning.

Landbrugsstyrelsens afslag

Landbrugsstyrelsen afslog ansøgningen den 25. oktober 2020 med henvisning til Landbrugslovens § 7, stk. 2. Styrelsen vurderede, at A1 udgør en væsentlig adskillelse, da det er en offentlig kommunevej med gennemkørende trafik. Styrelsen fastholdt, at praksis for dispensation er restriktiv for at modvirke dannelse af nye frie jorder og ophævelse af landbrugspligt til private rekreative formål. Den historiske sammenhæng og klagers hestehold blev ikke anset for særlige forhold, der kunne begrunde dispensation.

Korrespondance og subsidiær påstand

Efter afslaget havde Landbrugsstyrelsen og klager en korrespondance, hvor styrelsen vejledte om en alternativ, omkostningstung mulighed for at oprette ejendommen som en landbrugsejendom på over 2 ha. Klager anførte, at dette stred mod god forvaltningsskik. Klager fremsatte en subsidiær påstand om godkendelse til at erhverve matr. nr. F1 samt en yderligere del af et tilstødende lod, så det samlede areal ville udgøre over 2 ha og ejendommen kunne registreres som landbrugsejendom. Landbrugsstyrelsen behandlede den subsidiære påstand som en ny ansøgning og afslog også denne i en særskilt afgørelse den 22. december 2020.

Nye oplysninger

Under sagens behandling blev matr. nr. F1 overdraget til en tredjemand. Klager oplyste dog, at der fortsat var mulighed for at købe arealet tilbage, og ønskede derfor sagen afgjort.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Landbrugsstyrelsens afgørelse af 25. oktober 2020 om afslag på klagers ansøgning om dispensation til at ophæve landbrugspligten på matr. nr. F1 ved overførsel af arealet til klagers ejendom.

Ophævelse af landbrugspligt efter Landbrugslovens § 6, stk. 1, nr. 4

Nævnet fandt, at klager skulle have afslag på ophævelse af landbrugspligten efter Landbrugslovens § 6, stk. 1, nr. 4. Dette skyldes, at arealerne er adskilt af kommunevejen A1, hvilket betyder, at de ikke udgør en sammenhængende lod. Nævnet lagde Landbrugsstyrelsens faste praksis til grund, hvorefter et areal, der er delt af en vej, ikke anses for sammenhængende.

Dispensation til ophævelse af landbrugspligt efter Landbrugslovens § 7, stk. 2

Nævnet vurderede, at Landbrugsstyrelsens afslag på dispensation efter Landbrugslovens § 7, stk. 2 var korrekt. Nævnet henviste til, at praksis for dispensation er restriktiv, især for at modvirke dannelse af nye frie jorder og ophævelse af landbrugspligt til private rekreative formål. Matr. nr. F1 ligger i landzone og er omgivet af marker, og en ophævelse af landbrugspligten ville medføre dannelse af frie jorder i det åbne land, hvilket strider mod lovens formål.

Nævnet lagde vægt på, at klagers påtænkte anvendelse af arealet til hestegræsning og høslæt er jordbrugsmæssige formål, jf. Lov om drift af landbrugsjorder § 4, nr. 2 og Bekendtgørelse om jordressourcens anvendelse til dyrkning og natur § 4, stk. 1, nr. 2. Ophævelse af landbrugspligt forudsætter normalt, at jorderne varigt skal inddrages til ikke-jordbrugsmæssige formål, der udelukker senere landbrugsdrift, hvilket ikke var tilfældet her.

Adskillelse mellem arealerne

Nævnet fandt, at A1's bredde og trafik ikke udgør særlige forhold, der kan medføre dispensation. Vejen er en kommunevej med gennemkørende trafik og udgør en væsentlig adskillelse. Det forhold, at arealerne tidligere har været sammenhængende, kan ikke føre til et andet resultat, da ansøgningen skal vurderes efter de aktuelle forhold og regler.

Ejendom med landbrugsbygninger og økonomisk betydning

Klagers landbrugsbygninger og arealets betydning for anvendelsen heraf blev ikke anset for særlige forhold, da dispensation normalt forudsætter ikke-jordbrugsmæssig anvendelse. Salgets økonomiske betydning for sælger blev heller ikke anset for et særligt forhold, da Landbrugslovens § 1 ikke varetager individuelle økonomiske hensyn.

Alternative muligheder

Nævnet vurderede, at klagers mulighed for at opnå ophævelse af landbrugspligten på andre, mere omkostningstunge måder ikke er et særligt forhold, der taler for dispensation. Lovlige omgåelsesmuligheder kan ikke i sig selv begrunde dispensation, og individuelle økonomiske hensyn varetages ikke af landbrugsloven.

Officialprincippet og proportionalitetsprincippet

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at Landbrugsstyrelsen havde overholdt officialprincippet, da alle relevante oplysninger var indhentet og tilgængelige. Oplysningerne blev dog ikke anset for at udgøre særlige forhold, der talte for dispensation. Nævnet fandt desuden, at Landbrugsstyrelsen ikke havde tilsidesat proportionalitetsprincippet, da ansøgningen ikke opfyldte betingelserne for ophævelse af landbrugspligten, og styrelsen derfor alene havde mulighed for at meddele afslag.