Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Aalborg Kommune meddelte den 11. december 2020 dispensation fra lokalplan nr. 65 for et område ved Teglageren i Nibe. Dispensationen vedrørte opførelse af en carport på ejendommen [A1], 9240 Nibe, som medførte en overskridelse af den tilladte bebyggelsesprocent på 25% til 29,7% i henhold til lokalplanens § 7.1. Kommunen begrundede dispensationen med, at den ikke ændrede oplevelsen i området, og at der tidligere var givet lignende dispensationer.
To genboer klagede over afgørelsen. Planklagenævnet behandlede klagen med fokus på fire hovedspørgsmål:
Planklagenævnet kan alene tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter lovligheden og gyldigheden af afgørelser, herunder fortolkning af lovbestemmelser og overholdelse af almindelige forvaltningsretlige grundsætninger.
Nævnet afviste at behandle klagepunkter vedrørende dispensationens hensigtsmæssighed (f.eks. forringelse af udsigt eller værditab), da disse ikke er retlige forhold efter planloven. Ligeledes afviste nævnet klagepunkter, der ikke var omfattet af den påklagede afgørelse, såsom spørgsmål om naboorientering i andre sager.
Klagepunkter vedrørende overtrædelse af bygningsreglement 2018 (BR18) blev afvist, da Planklagenævnet ikke har kompetence til at behandle forhold efter byggelovgivningen. I henhold til Forvaltningsloven § 7, stk. 2 videresendte nævnet de relevante klagepunkter til Byggeklageenheden under Nævnenes Hus, som er rette klageinstans for byggelovgivningen.
Planklagenævnet fandt, at Aalborg Kommune havde hjemmel til at give dispensationen, og at afgørelsen var i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper.
Nævnet vurderede, at lokalplanens § 7.1, som fastsætter bebyggelsesprocenten, ikke udgjorde en del af planens principper. Dette skyldes, at bestemmelsen er bebyggelsesregulerende og ikke specifikt er henvist til i lokalplanens formålsbestemmelse. Der var heller ingen andre holdepunkter i lokalplanredegørelsen eller planens øvrige bestemmelser, der indikerede, at bestemmelsen havde en særlig betydning som en del af planens principper. Kommunen havde derfor hjemmel til at dispensere fra bestemmelsen i henhold til Planloven § 19, stk. 1. Videregående afvigelser end dem, der er nævnt i Planloven § 19, stk. 1, kræver vedtagelse af en ny lokalplan, jf. .
Klagerne anførte, at kommunens begrundelse var utilstrækkelig. Planklagenævnet konstaterede, at kommunen havde angivet de hovedhensyn, der lå til grund for den skønsmæssige vurdering, herunder henvisning til tidligere praksis og de konkrete forhold. Dog henviste afgørelsen ikke eksplicit til Planloven § 19. Nævnet vurderede, at denne retlige mangel ikke førte til ugyldighed, da det kunne udledes af sagens øvrige omstændigheder, hvilken bestemmelse afgørelsen var truffet efter. Krav til begrundelse er fastsat i Forvaltningsloven § 22 og Forvaltningsloven § 24, stk. 1 og Forvaltningsloven § 24, stk. 2.
Klagerne mente, at kommunen ikke havde undersøgt sagen tilstrækkeligt, da der ikke var foretaget en besigtigelse af ejendommen. Planklagenævnet fandt ikke, at kommunen havde handlet i strid med officialprincippet. Nævnet lagde vægt på, at ansøgningsmaterialet, herunder byggetegninger, kortmateriale og luftfotos, var tilstrækkeligt til at vurdere byggeriets størrelse, placering og fremtræden i forhold til naboejendomme og området.
Klagerne gjorde gældende, at kommunen tidligere havde afvist lignende overskridelser af bebyggelsesprocenten på andre ejendomme. Kommunen oplyste, at den siden lokalplanens vedtagelse havde givet flere dispensationer til overskridelse af bebyggelsesprocenten, og at der ikke var truffet afgørelser om afslag på dispensation på de nævnte ejendomme. Planklagenævnet fandt derfor ikke, at kommunens dispensation var udtryk for usaglig forskelsbehandling. Nævnet bemærkede desuden, at en kommune kan ændre sin praksis med virkning for fremtiden. Vedrørende manglende offentliggørelse af praksisændringer, fandt nævnet, at selvom Forvaltningsloven § 7, stk. 1 indebærer en vejledningspligt, er offentliggørelse af en praksisændring ikke en gyldighedsbetingelse for en konkret afgørelse.
Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Aalborg Kommunes afgørelse. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Klagegebyret tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.
Brøndby KommuneBrøndby Kommune har givet tilladelse til midlertidig anvendelse af et areal ved Vestvolden til jorddeponi under krav om fuld retablering af området.
Akademiraadet
Social- og Boligministeriet
Sagen omhandler Hvidovre Kommunes dispensation fra byplanvedtægt nr. 15 til en højere bebyggelsesgrad på ejendommen A 1, Hvidovre. Kommunen meddelte den 8. oktober 2018 byggetilladelse til en tilbygning på 17 m² bebygget areal og 48 m² etageareal, hvilket resulterede i en bebyggelsesgrad på 0,218, der overskred byplanvedtægtens fastsatte grænse på 1/5 af nettogrundarealet. Tilbygningen er ca. 8 meter høj og har vinduer på 1. sal mod naboerne. Kommunen vurderede, at dispensationen var af underordnet betydning og derfor ikke krævede forudgående naboorientering efter Planloven § 20, stk. 1.
Akademiraadet efterlyser et regionalt helhedssyn i kommuneplanerne for at løse fælles klimaudfordringer og undgå ressourcespild.
Danmarkskortet, som viser Ankestyrelsens afgørelser i klagesager på socialområdet, er opdateret med seneste tal.
Natur- og Miljøklagenævnet behandlede en klage over Aarhus Kommunes afgørelse om dispensation fra en vejbyggelinje og en...
Læs mereNatur- og Miljøklagenævnet behandlede en klage over Furesø Kommunes dispensation til en ejendom på [adresse1] 58 for at ...
Læs mere