Ophævelse og hjemvisning af afgørelser om kystbeskyttelse ved [V1] grundet mangelfuld Natura 2000-vurdering

Sagen omhandler Hjørring Kommunes afgørelse af 19. juni 2020 om tilladelse til etablering af kystbeskyttelse i form af sanddækket skråningsbeskyttelse på en ca. 1010 meter lang strækning ud for en ejendom i Hjørring Kommune. Projektet indebærer også fjernelse af fire eksisterende høfder og årlig kompenserende sandfodring. Kommunen traf samtidig afgørelse om, at der ikke skulle udarbejdes en konsekvensvurdering efter Bekendtgørelse om administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter for så vidt angår kystbeskyttelsesforanstaltninger samt etablering og udvidelse af visse anlæg på søterritoriet § 3, stk. 1, jf. § 11, stk. 1, samt at projektet ikke var omfattet af krav om miljøvurdering efter Miljøvurderingsloven § 21, jf. § 49, stk. 1. Tilladelsen efter Kystbeskyttelsesloven § 3, stk. 1 blev meddelt med vilkår om, at anlægget skulle holdes sanddækket, og at der skulle foretages kompenserende sandfodring. Kommunen begrundede behovet for kystbeskyttelse med en årlig erosionsrate på 1 meter, forudsat at de eksisterende høfder fjernes. Kommunen vurderede, at projektet ikke ville medføre væsentlig påvirkning af Natura 2000-områder eller beskyttede arter, primært på grund af afstande og den valgte kystbeskyttelsesmetode. Kommunen anførte, at markfirben, en bilag IV-art, potentielt kunne forekomme, men at anlægget ville kunne fungere som et nyt habitat.

Klagerne, herunder en grundejerforening og to omboende, påklagede afgørelserne til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagerne anførte, at tilladelsen efter kystbeskyttelsesloven var ugyldig, da der ikke var dokumenteret et reelt behov for et nyt anlæg, og da det ville påføre naboejendomme øget erosion og negative konsekvenser. De kritiserede, at væsentlighedsvurderingen efter habitatbekendtgørelsen ikke tilstrækkeligt belyste projektets indvirkning på Natura 2000-områderne, herunder kumulative effekter og påvirkningen af markfirben. Endvidere mente klagerne, at projektet burde have været omfattet af krav om miljøkonsekvensrapport.

Hjørring Kommune fastholdt sine afgørelser og bemærkede, at fjernelsen af høfderne var nødvendig på grund af deres negative erosionsvirkning mod nord. Kommunen anførte, at det nye anlæg ikke ville påvirke områder mod syd negativt på grund af havstrømmens retning, og at kompenserende sandfodring ville afbøde negative effekter. Vedrørende markfirben fastholdt kommunen, at anlægget ikke ville påvirke bestanden negativt, da det kunne fungere som et nyt levested, og berøringen af klitten ville være minimal og midlertidig. Kommunen henviste til, at vurderingen var baseret på kystbeskyttelsesfagligt grundlag, høring af relevante myndigheder og foreliggende data.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet klagen over Hjørring Kommunes afgørelser vedrørende kystbeskyttelse, væsentlighedsvurdering efter habitatbekendtgørelsen og screeningsafgørelse efter miljøvurderingsloven. Nævnet begrænsede sin prøvelse til de retlige spørgsmål vedrørende væsentlighedsvurderingen efter habitatbekendtgørelsen og screeningsafgørelsen efter miljøvurderingsloven i forhold til reglerne i habitatbekendtgørelsen for søterritoriet.

Væsentlighedsvurdering efter habitatbekendtgørelsen for søterritoriet

Nævnet fandt, at Hjørring Kommunes væsentlighedsvurdering led af væsentlige retlige mangler. Dette skyldtes, at projektets indvirkning på Natura 2000-område nr. 6 (Kærsgård Strand, Vandplasken og Liver Å) ikke var tilstrækkeligt belyst, især med hensyn til påvirkningen af erosion og sandvandring, som er afgørende for klitnaturtypernes bevaringsstatus. Kommunen havde ikke tilstrækkeligt redegjort for, hvorfor afstanden på over 2 km til Natura 2000-området var tilstrækkelig til at udelukke væsentlig påvirkning, især da tidligere kystsikringsanlæg længere sydpå havde vist sig at påvirke kystdynamikken over flere kilometer.

Nævnet lagde vægt på, at det ud fra et videnskabeligt synspunkt uden rimelig tvivl skal kunne fastslås, at projektet ikke har skadelige virkninger på Natura 2000-områdets integritet, jf. Habitatdirektivets artikel 6, stk. 3. Kommunen havde heller ikke tilstrækkeligt vurderet eventuelle kumulative virkninger med andre eksisterende og fremtidige kystsikringsanlæg i området.

Vedrørende bilag IV-arten markfirben konstaterede nævnet, at kommunens vurdering var mangelfuld. Der var ikke foretaget konkrete undersøgelser af markfirbenets forekomst, yngle- og rasteområder, eller hvordan projektet ville påvirke den økologiske funktionalitet for arten. Kommunens begrundelse for, at det nye anlæg kunne fungere som et egnet levested, blev ikke anset for tilstrækkelig.

Screeningsafgørelse efter miljøvurderingsloven og tilladelse efter kystbeskyttelsesloven

Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede også Hjørring Kommunes screeningsafgørelse efter Miljøvurderingsloven § 21, da den hvilede på den mangelfulde væsentlighedsvurdering efter habitatbekendtgørelsen. Som en konsekvens heraf ophævedes ligeledes Hjørring Kommunes tilladelse efter Kystbeskyttelsesloven § 3, da en gyldig tilladelse forudsætter en korrekt vurdering efter både miljøvurderingsloven og habitatbekendtgørelsen.

Nævnet hjemviste sagen til fornyet behandling i førsteinstansen og bemærkede, at kommunen ved den fornyede behandling bør redegøre nærmere for datagrundlaget for sine vurderinger og tage udgangspunkt i forvaltningsplanen for markfirben. De indbetalte klagegebyrer tilbagebetales, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2, nr. 1.