Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Sagen omhandler en klage over Kystdirektoratets afslag på dispensation til fastlæggelse af nyt skel og arealoverførsel inden for strandbeskyttelseslinjen. Ansøgningen vedrører matriklerne [F1] og [F2] Dueholm, Nykøbing M. Jorder, beliggende i Morsø Kommune.
Matrikel [F1] er et ubebygget og udyrket areal på 10.396 m², der i sin helhed ligger inden for den oprindelige 100 m-strandbeskyttelseslinje. Matrikel [F2] er delvist beliggende inden for strandbeskyttelseslinjen og indeholder en boligparcel.
Klager, der ejer begge matrikler, ansøgte om arealoverførsel for at sikre, at en tange på den nordlige del af matrikel [F1] forbliver tilknyttet en beboelsesmatrikel og ikke frasælges til en udefrakommende ejer. Ønsket var at fjerne et eksisterende skel og oprette et nyt, så den del af matrikel [F1] med en sø blev en ny, selvstændig matrikel.
Kystdirektoratet meddelte afslag i medfør af Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, jf. Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1. Direktoratet vurderede, at der ikke forelå et særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation. Begrundelsen var, at der var risiko for synlige ændringer, der ville påvirke kystlandskabet væsentligt, især da arealet er ubebygget og fremstår uden privat præg. Direktoratet lagde også vægt på, at en fremtidig ændring i ejerforholdene kunne medføre uønskede tilstandsændringer, og at en dispensation ville skabe en uønsket præcedensvirkning samt stride mod formålet med naturbeskyttelsesloven og den gældende lokalplan.
Klager påklagede afgørelsen og anførte, at en dispensation ikke ville skabe en ny selvstændig matrikel med direkte adgang til kysten. Klager bestred Kystdirektoratets frygt for fremtidige uhensigtsmæssige tilstandsændringer og henviste til, at tidligere frasalg af ejendomme i andre områder var irrelevant for nærværende sag. Klager fremhævede, at der ikke var økonomisk vinding forbundet med ansøgningen, men snarere et tab af skattefradrag fra en tidligere arealoverførsel. Klager understregede, at der ikke ville ske fysiske ændringer på matrikel [F1], udover en formel ændring af matrikelgrænsen, og at klager er et naturmenneske, der har deltaget i naturfremmende projekter. Klager henviste desuden til praksis, der tilsiger lempeligere krav til dispensation, når der ikke skabes en ny ejendom med direkte adgang til kysten, og at formålet med ansøgningen ikke var en tilstandsændring, men en sammenlægning af matrikler ejet af samme person.
Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Kystdirektoratets afgørelse om afslag på dispensation til fastlæggelse af nyt skel og arealoverførsel inden for strandbeskyttelseslinjen.
Nævnet henviste til Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, der forbyder udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel inden for strandbeskyttelseslinjen. Ifølge Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1 kan der kun dispenseres i særlige tilfælde. Formålet med bestemmelsen er at forhindre ændringer i kystlandskabet, og forbuddet gælder, selvom der ikke er aktuel udsigt til byggeri eller andre dispensationskrævende foranstaltninger, da ændrede ejendomsforhold i sig selv kan medføre uønskede ændringer.
Nævnet bemærkede, at strandbeskyttelseslinjen administreres restriktivt, og at der kun dispenseres, når der foreligger en særlig begrundelse, og når dispensationen er uden konsekvenser for den fremtidige administration. Nævnet anerkendte, at der stilles lempeligere krav til den særlige begrundelse i sager om arealoverførsler, hvor der ikke opstår en ny ejendom med adgang til kysten, hvilket var tilfældet i denne sag.
Trods de lempeligere krav fandt nævnet, at der ikke forelå et særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation. Nævnet lagde vægt på følgende:
Nævnet fandt, at klagerens anbringende om hensynet til fremtidige ejerforhold ikke kunne føre til et andet resultat, da dette ikke er et hensyn, som strandbeskyttelseslinjen har til formål at varetage.
Som følge af afgørelsen tilbagebetales det indbetalte klagegebyr ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Afgørelsen er stadfæstet ved Vestre Landsrets dom af 4. juni 2024.
Regeringen har fremsat et lovforslag, der skal modernisere det 45 år gamle strandområde og give de fem ejerkommuner friere rammer til at udvikle faciliteterne.
Sagen omhandler en klage over Kystdirektoratets afslag på dispensation til arealoverførsel inden for strandbeskyttelseslinjen i Kalundborg Kommune. Klager, ejeren af matr.nr. F3, F4 og F5, ønskede at købe ca. 1.400 m² af den tilgrænsende ejendom, matr.nr. F1, for at overføre arealet til matr.nr. F3.
Ansøgningen var begrundet i klagers ønske om at fremtidssikre muligheden for at flytte et eksisterende sommerhus længere væk fra kysten. Dette skyldes, at erosion over de seneste år har fjernet 10-12 meter af klagers ejendom. Klager anførte desuden, at arealoverførslen ville reducere antallet af ejendomme inden for strandbeskyttelseslinjen og forhindre forventninger om selvstændig sommerhusbebyggelse på de sammenlagte matrikler.
For 45 år siden blev det syv kilometer lange strand- og naturområde, Køge Bugt Strandpark, anlagt på den sjællandske vestegn. Med sine mange natur- og strandområder, fire lystbådehavne og kunstmuseet Arken er strandparken allerede i dag et trækplaster for områdets op mod 200.000 indbyggere og gæster fra hele regionen.
Fredag d. 7. februar kl. 10:30 vil minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin besøge Greve Marina for at markere fremsættelsen af lovforslag om modernisering af Køge Bugt Strandpark.
Ejendommene er beliggende i Myrekærshuse, Kalundborg, ud til kysten. Matr.nr. F3, F4 og F5 er i deres helhed omfattet af strandbeskyttelseslinjen, mens matr.nr. F1 er delvist omfattet. Det ansøgte areal ligger ca. 62 meter fra kysten og inden for den udvidede strandbeskyttelseslinje. Matr.nr. F4 er desuden delvist beliggende i Natura 2000-område nr. 166, Røsnæs, Røsnæs Rev og Kalundborg Fjord.
Kystdirektoratet meddelte afslag på dispensationen den 27. marts 2017. Begrundelsen var, at formålet med arealoverførslen – at udvide arealet for at muliggøre flytning af sommerhuset – ville medføre faktiske ændringer af landskabet. Direktoratet vurderede, at dette ikke udgjorde et "særligt tilfælde", der kunne begrunde en dispensation fra Naturbeskyttelsesloven § 15.
Klager påklagede afgørelsen den 24. april 2017 til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klager anførte, at der var tale om et særligt tilfælde, da arealoverførslen ikke ville medføre uheldige faktiske ændringer af kystlandskabet, idet arealet ligger landværts og bag eksisterende bebyggelse og bevoksning. Klager var indforstået med, at en dispensation kunne gives på vilkår af, at matr.nr. F3, F4 og F5 sammenlægges til én fast ejendom. Klager præciserede, at formålet var at fremtidssikre muligheden for at nedrive sommerhuset på matr.nr. F4 og i stedet udvide eller ombygge annekset på matr.nr. F3 til et sommerhus, placeret længere fra kysten.
Under sagens behandling fremsendte Kystdirektoratet supplerende oplysninger om den oprindelige strandbeskyttelseslinjes placering fra 1941. Det fremgik, at den oprindelige linje var labil og ændrede sig med kystskræntens beliggenhed. Ved revisionen i 2001 blev matr.nr. F3, F4 og F5 omfattet af den udvidede strandbeskyttelseslinje, mens matr.nr. F1 blev delvist omfattet.
Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en klage over Naturstyrelsens afslag på en ansøgning om arealoverførsel inde...
Læs mereNatur- og Miljøklagenævnet behandlede en sag om udstykning af en ejendom beliggende delvist inden for strandbeskyttelses...
Læs mere