Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Tilknyttede dokumenter
Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en anmodning om genoptagelse af en sag vedrørende afslag på lovliggørende dispensation til en parkeringsplatform. Sagen omhandlede en parkeringsplatform, der delvist var beliggende inden for strandbeskyttelseslinjen på en ejendom i Helsingør Kommune. Ejendommens ejer anmodede om genoptagelse af sagen, efter at nævnet tidligere havde stadfæstet Kystdirektoratets afslag på dispensation.
Kystdirektoratet meddelte den 15. februar 2018 afslag på lovliggørende dispensation til parkeringsplatformen i medfør af Naturbeskyttelsesloven § 15, jf. Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1. Samtidig blev der meddelt påbud om fjernelse af den del af platformen, der lå inden for strandbeskyttelseslinjen, jf. Naturbeskyttelsesloven § 73.
Direktoratet vurderede, at platformen ikke kunne anses for et mindre anlæg omfattet af den lempeligere dispensationshjemmel i Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 3, nr. 1, da den del inden for linjen var ca. 15-18 m². En lovliggørende dispensation ville desuden kunne medføre uønsket præcedensvirkning. Direktoratet fastslog, at en verserende retssag om skelgrænsen ikke ville påvirke strandbeskyttelseslinjens forløb.
Ejendommens ejer påklagede Kystdirektoratets afgørelse den 14. marts 2018. Klager gjorde gældende, at platformen ikke var omfattet af strandbeskyttelseslinjen, da den i sin helhed var beliggende på egen ejendom, og at en endelig afklaring af skelgrænsen var nødvendig.
Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede den 20. marts 2020 Kystdirektoratets afslag. Nævnet fastslog, at det ikke havde kompetence til at behandle spørgsmål om strandbeskyttelseslinjens forløb, jf. Naturbeskyttelsesloven § 78, stk. 4. Nævnet lagde til grund, at platformen delvist lå på naboejendommen, som var omfattet af strandbeskyttelseslinjen. Det blev vurderet, at platformen ikke var et mindre anlæg omfattet af Naturbeskyttelsesloven § 15 a, stk. 3 og Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 3, nr. 1, og at den fremstod dominerende i kystlandskabet. Der blev ikke fundet grundlag for dispensation efter den restriktive hjemmel i Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1.
Ejendommens ejer anmodede den 29. oktober 2020 Miljø- og Fødevareklagenævnet om at genoptage sagen. Anmodningen blev begrundet med sagsbehandlingsfejl og nye faktiske oplysninger af væsentlig betydning. Ejeren anførte navnlig:
Miljø- og Fødevareklagenævnet afslog anmodningen om at genoptage behandlingen af klagesagen.
En myndighed er forpligtet til at genoptage en sag, hvis der fremkommer nye faktiske oplysninger af væsentlig betydning, der sandsynliggør et andet udfald, eller hvis der er begået væsentlige fejl i sagsbehandlingen, eller hvis der er væsentlige nye retlige forhold.
Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt ikke, at der var påvist fejl ved sagens behandling eller fremkommet nye faktiske oplysninger af væsentlig betydning, der kunne begrunde en genoptagelse.
Nævnet lagde vægt på, at oplysninger om strandbeskyttelseslinjens forløb og skellinjens beliggenhed allerede var indgået i den tidligere sagsbehandling, og at nævnet havde vurderet, at disse forhold ikke var omfattet af nævnets kompetence, jf. Naturbeskyttelsesloven § 78, stk. 4. Den verserende retssag om skelgrænsen kunne heller ikke ændre denne vurdering.
Karakteren af kystlandskabet og platformens påvirkning var vurderet ud fra tilgængelige luftfotos og fotografier, og de nye fremsendte fotografier gav ikke anledning til at ændre denne vurdering. De ejendomme, som anmoder henviste til som sammenlignelige, var i det væsentligste undtaget fra strandbeskyttelseslinjen.
Nævnet bemærkede, at afgørelsen var truffet af en stedfortrædende formand i henhold til Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8, da sagen ikke blev anset for at være af større eller principiel betydning på grund af omfattende praksis for lignende anlæg.
Miljø- og Fødevareklagenævnet korrigerede to faktiske forhold i sin afgørelse af 20. marts 2020:
Disse faktuelle fejl havde dog ikke haft betydning for nævnets afgørelse, da dispensationsbeføjelsen i Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1 skal administreres på samme restriktive vis, uanset om ejendommen ligger i landzone eller sommerhusområde.
På baggrund heraf afslog Miljø- og Fødevareklagenævnet at genoptage behandlingen af klagesagen.
Det indbetalte klagegebyr blev ikke tilbagebetalt, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Naturbeskyttelsesloven § 88, stk. 1.
Erhvervs- og bierhvervsfiskere kan nu søge om deltagelse i et videnskabeligt forsøgsfiskeri efter stenbider i danske farvande med opstart i foråret 2026.
KystdirektoratetKystdirektoratet
Sagen omhandler en anmodning om genoptagelse af to tidligere afgørelser fra Naturklagenævnet vedrørende en ejendom i Skæring By, Egå. Naturklagenævnet havde den 5. september 2002 og 9. juni 2004 stadfæstet Århus Amts afslag på en ansøgning om lovliggørende dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1 til bibeholdelse af en jordopfyldning op ad en stensætning på ejendommen. Disse afgørelser blev truffet i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 1.
Klager havde oprindeligt anført, at jordopfyldningen og stensætningen burde bibeholdes, da ejendommen lå i et fuldt udbygget sommerhusområde, hvilket ifølge klager burde medføre en mindre restriktiv håndhævelse af strandbeskyttelsesreglerne. Klager fremhævede desuden, at stensætningen ikke var skæmmende, ikke kunne ses fra stranden, og ville beskytte mod oversvømmelser. Et væsentligt argument var også, at en plan grund var afgørende for klagers færdsel på ejendommen grundet en fremadskridende øjensygdom.
Administrationsgrundlaget for søterritoriet danner grundlag for forvaltningen af havet i forhold til anlæg og aktiviteter, som er omfattet af kystbeskyttelsesloven.
Artiklen beskriver baggrunden for projektet om kystfodring og sandressourcer, hvor klimaændringer øger presset på de danske kyster.
Naturklagenævnet afviste disse argumenter med henvisning til, at strandbeskyttelseslinjen administreres lige restriktivt i sommerhusområder som andre steder, og at stensætningens synlighed fra stranden ikke var afgørende. Nævnet fandt ikke særlige forhold, der kunne begrunde en fravigelse af den restriktive praksis.
Ejeren anmodede den 5. april 2017 Miljø- og Fødevareklagenævnet om at genoptage sagen. Til støtte for anmodningen blev det anført, at etableringen af et lavt stengærde alene var sket for at gøre haven handicapvenlig og forhindre klager, der er blind, i at falde ned ad skrænten. Der blev også henvist til forestående lovændringer af naturbeskyttelsesloven, som formentlig ville lempe reglerne for mindre anlæg.
En tidligere genoptagelsesanmodning af 16. september 2016, hvor klager gjorde gældende, at Naturklagenævnet ikke havde taget stilling til ejerens svære syns- og hørehandicap, blev afvist grundet manglende gebyrindbetaling.
Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Kystdirektoratets afslag på genoptagelse af en sag vedrørende skr...
Læs mereMiljø- og Fødevareklagenævnet (MFKN) traf den 12. november 2018 afgørelse om at afvise realitetsbehandling af en klage o...
Læs mere