Afslag på genoptagelse af sag om afslag på lovliggørende dispensation inden for strandbeskyttelseslinjen og klitfredningslinjen

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en anmodning om genoptagelse af en sag vedrørende afslag på lovliggørende dispensation til en parkeringsplatform. Sagen omhandlede en parkeringsplatform, der delvist var beliggende inden for strandbeskyttelseslinjen på en ejendom i Helsingør Kommune. Ejendommens ejer anmodede om genoptagelse af sagen, efter at nævnet tidligere havde stadfæstet Kystdirektoratets afslag på dispensation.

Kystdirektoratets oprindelige afgørelse

Kystdirektoratet meddelte den 15. februar 2018 afslag på lovliggørende dispensation til parkeringsplatformen i medfør af Naturbeskyttelsesloven § 15, jf. Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1. Samtidig blev der meddelt påbud om fjernelse af den del af platformen, der lå inden for strandbeskyttelseslinjen, jf. Naturbeskyttelsesloven § 73.

Direktoratet vurderede, at platformen ikke kunne anses for et mindre anlæg omfattet af den lempeligere dispensationshjemmel i Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 3, nr. 1, da den del inden for linjen var ca. 15-18 m². En lovliggørende dispensation ville desuden kunne medføre uønsket præcedensvirkning. Direktoratet fastslog, at en verserende retssag om skelgrænsen ikke ville påvirke strandbeskyttelseslinjens forløb.

Klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet

Ejendommens ejer påklagede Kystdirektoratets afgørelse den 14. marts 2018. Klager gjorde gældende, at platformen ikke var omfattet af strandbeskyttelseslinjen, da den i sin helhed var beliggende på egen ejendom, og at en endelig afklaring af skelgrænsen var nødvendig.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede den 20. marts 2020 Kystdirektoratets afslag. Nævnet fastslog, at det ikke havde kompetence til at behandle spørgsmål om strandbeskyttelseslinjens forløb, jf. Naturbeskyttelsesloven § 78, stk. 4. Nævnet lagde til grund, at platformen delvist lå på naboejendommen, som var omfattet af strandbeskyttelseslinjen. Det blev vurderet, at platformen ikke var et mindre anlæg omfattet af Naturbeskyttelsesloven § 15 a, stk. 3 og Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 3, nr. 1, og at den fremstod dominerende i kystlandskabet. Der blev ikke fundet grundlag for dispensation efter den restriktive hjemmel i Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1.

Anmodning om genoptagelse

Ejendommens ejer anmodede den 29. oktober 2020 Miljø- og Fødevareklagenævnet om at genoptage sagen. Anmodningen blev begrundet med sagsbehandlingsfejl og nye faktiske oplysninger af væsentlig betydning. Ejeren anførte navnlig:

• Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse var truffet på et forkert faktisk grundlag.
• Strandbeskyttelseslinjens forløb og skellinjens beliggenhed var ikke korrekt gengivet på kortmateriale.
• Ejendommen var ikke beliggende i et sommerhusområde, da alle andre ejendomme i området var overgået til helårsbeboelse.
• Nævnets beskrivelse af kystlandskabets karakter var forkert.
• Der verserede en hævdsag ved domstolene om den korrekte matrikelgrænse.
• Parkeringsplatformen var lovlig uden dispensation, jf. Naturbeskyttelsesloven § 15 a, stk. 3, da den lå 12,3 m fra boligen og ikke fremstod synligt på en skrænt.

Miljø- og Fødevareklagenævnet afslog anmodningen om at genoptage behandlingen af klagesagen.

En myndighed er forpligtet til at genoptage en sag, hvis der fremkommer nye faktiske oplysninger af væsentlig betydning, der sandsynliggør et andet udfald, eller hvis der er begået væsentlige fejl i sagsbehandlingen, eller hvis der er væsentlige nye retlige forhold.

Nævnets vurdering af genoptagelsesanmodningen

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt ikke, at der var påvist fejl ved sagens behandling eller fremkommet nye faktiske oplysninger af væsentlig betydning, der kunne begrunde en genoptagelse.

Nævnet lagde vægt på, at oplysninger om strandbeskyttelseslinjens forløb og skellinjens beliggenhed allerede var indgået i den tidligere sagsbehandling, og at nævnet havde vurderet, at disse forhold ikke var omfattet af nævnets kompetence, jf. Naturbeskyttelsesloven § 78, stk. 4. Den verserende retssag om skelgrænsen kunne heller ikke ændre denne vurdering.

Karakteren af kystlandskabet og platformens påvirkning var vurderet ud fra tilgængelige luftfotos og fotografier, og de nye fremsendte fotografier gav ikke anledning til at ændre denne vurdering. De ejendomme, som anmoder henviste til som sammenlignelige, var i det væsentligste undtaget fra strandbeskyttelseslinjen.

Nævnet bemærkede, at afgørelsen var truffet af en stedfortrædende formand i henhold til Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8, da sagen ikke blev anset for at være af større eller principiel betydning på grund af omfattende praksis for lignende anlæg.

Korrektion af faktiske forhold uden betydning for afgørelsen

Miljø- og Fødevareklagenævnet korrigerede to faktiske forhold i sin afgørelse af 20. marts 2020:

• Ejendommen var beliggende i landzone, ikke i et sommerhusområde.
• Den del af parkeringsplatformen, der var omfattet af strandbeskyttelseslinjen, var beliggende på naboejendommen, ikke på anmoders egen ejendom.

Disse faktuelle fejl havde dog ikke haft betydning for nævnets afgørelse, da dispensationsbeføjelsen i Naturbeskyttelsesloven § 65 b, stk. 1 skal administreres på samme restriktive vis, uanset om ejendommen ligger i landzone eller sommerhusområde.

På baggrund heraf afslog Miljø- og Fødevareklagenævnet at genoptage behandlingen af klagesagen.

Gebyr og endelighed

Det indbetalte klagegebyr blev ikke tilbagebetalt, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2. Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Naturbeskyttelsesloven § 88, stk. 1.