Planklagenævnets afgørelse om dispensation fra lokalplan vedrørende opførelse af tagetage og etablering af hævet opholdsareal

Københavns Kommune meddelte den 11. juni 2020 dispensation fra lokalplan nr. 261 med tillæg 1, 2 og 3, A2, til opførelse af en tagetage, overskridelse af etageantal samt etablering af et hævet opholdsareal som kompensation for manglende friareal på ejendommen A1, 2400 København NV. En genbo klagede over denne afgørelse. Sagen vedrører friarealet, etageantallet og bebyggelsens fremtræden på ejendommen, som er omfattet af lokalplan nr. 261, område I, vedtaget den 7. december 1995.

Sagens baggrund

Lokalplanen indeholder specifikke bestemmelser for bebyggelsens omfang og placering samt friarealer:

• Lokalplanens § 5, stk. 3: Fastlægger, at bebyggelse skal opføres med et etageantal i overensstemmelse med tegning nr. 27.117, og at højden af en eventuel trempel ikke må overstige ca. 1 meter.
• Lokalplanens § 6, stk. 1: Kræver, at bygningernes materialer, udformning, farve og øvrige ydre fremtræden skal være samstemmende med omgivelserne og områdets karakter. Ændringer af eksisterende bebyggelse kræver Magistratens tilladelse.
• Lokalplanens § 9, stk. 1: Angiver, at friarealet for område I skal udgøre 60 pct. af boligetagearealet plus 15 pct. af erhvervsetagearealet, eksklusive arealer til parkering, tilkørsel og institutioner. Friarealer skal anlægges med opholdsarealer efter Magistratens godkendelse.

Forud for kommunens afgørelse blev der foretaget naboorientering fra den 20. marts 2019 til den 10. april 2019, hvor klageren indsendte indsigelser.

Klagen og kommunens afgørelse

Københavns Kommune begrundede dispensationerne med placeringen af tagterrassen, at bebyggelsen i området fremtræder varieret, og at de nye friarealer på terræn sammen med den nye tagterrasse samlet set opfylder lokalplanens krav til friareal. Klageren indsendte klage den 8. juli 2020 med yderligere bemærkninger den 12. august 2020.

Planklagenævnet behandlede følgende spørgsmål:

• Om forholdet er umiddelbart tilladt efter lokalplanen, jf. Planlovens § 18, eller kræver dispensation fra lokalplanens § 5, stk. 3, § 6, stk. 1 og § 9, stk. 1.
• Om kommunen havde hjemmel til at give dispensation, jf. Planlovens § 19.
• Om en eventuel overtrædelse af reglerne om partshøring, jf. Forvaltningslovens § 19, kan medføre ugyldighed af afgørelsen.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet kan alene tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet kan således ikke efterprøve skønsmæssige afgørelser, herunder om en dispensation er rimelig eller hensigtsmæssig. Klagepunktet om, at kvarteret ændrer karakter, blev afvist, da det vedrører afgørelsens hensigtsmæssighed og ikke retlige forhold.

Planklagenævnet traf afgørelse i sagen vedrørende Københavns Kommunes dispensation fra lokalplanen for ejendommen A1, 2400 København NV.

Vurdering af lokalplanbestemmelser

Friareal (Lokalplanens § 9, stk. 1)

Planklagenævnet fortolkede lokalplanens § 9, stk. 1, således, at alle arealer, der efter byggelovgivningen anses for opholdsarealer, kan medregnes i friarealet, uanset om de etableres på terræn eller som hævede opholdsarealer. Dette skyldes, at bestemmelsen specifikt angiver, at friarealet skal anlægges med opholdsarealer. Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at det hævede opholdsareal (tagterrassen på 373 m²) kunne medregnes som opholdsareal, ligesom private og fælles opholdsarealer kan indgå i opgørelsen. Med et samlet friareal på ca. 2.787 m² (1.975,8 m² eksisterende + 811 m² nyt) oversteg det ansøgte projekt det krævede friareal på ca. 2.698 m² for ejendommens samlede boligetageareal på 4.496 m². Nævnet konkluderede derfor, at projektet er umiddelbart tilladt efter lokalplanens § 9, stk. 1, og dermed ikke kræver dispensation.

Etageantal og ydre fremtræden (Lokalplanens § 5, stk. 3 og § 6, stk. 1)

Nævnet fastslog, at det ansøgte byggeri ikke er i overensstemmelse med lokalplanens § 5, stk. 3, vedrørende etageantal. Desuden er lokalplanens § 6, stk. 1, en dispensationsbestemmelse, især i relation til ændring af eksisterende byggeri. Byggeriet kræver således dispensation fra disse bestemmelser i henhold til Planlovens § 19.

Hjemmel til dispensation

Generelt om dispensationsmulighed

En kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planlovens § 19, stk. 1. Principperne omfatter planens formålsbestemmelse og anvendelsesbestemmelser samt den planlagte struktur og fordeling mellem friarealer og bebyggede arealer.

Lokalplanens § 5, stk. 3

Planklagenævnet fandt ikke, at lokalplanens § 5, stk. 3, om etageantal er en del af planens principper. Dette skyldes, at det er en bebyggelsesregulerende bestemmelse, som ikke er henvist til i formålsbestemmelsen, og der er ingen andre holdepunkter for, at den har en særlig betydning som princip.

Lokalplanens § 6, stk. 1

Nævnet vurderede, at lokalplanens § 6, stk. 1, om bygningernes ydre fremtræden, har karakter af en dispensationsbestemmelse. En dispensation efter denne bestemmelse er derfor ikke i strid med planens principper.

Konklusion om hjemmel

Planklagenævnet konkluderede, at Københavns Kommune havde hjemmel til at give dispensation fra lokalplanens § 5, stk. 3, og § 6, stk. 1. Det forhold, at der blev dispenseret fra flere bestemmelser, medfører ikke ugyldighed, da der ikke er tale om forhold, der i sig selv er lokalplanpligtige.

Partshøring

Klageren anførte, at afgørelsen var ugyldig på grund af manglende partshøring, jf. Forvaltningslovens § 19. Planklagenævnet bemærkede, at klageren var blevet gjort bekendt med sagens faktiske oplysninger og havde fremsendt indsigelser under naboorienteringen. Da der ikke er formkrav til partshøringer, fandt nævnet, at den manglende formelle partshøring ikke udgjorde en væsentlig retlig mangel, der skulle medføre ophævelse af afgørelsen.

Afgørelse og retsvirkning

Planklagenævnet ophævede den del af Københavns Kommunes afgørelse, der vedrørte dispensation fra lokalplanens § 9, stk. 1, idet dispensationen blev anset for ufornøden. Nævnet kunne ikke give medhold i klagen over den del af afgørelsen, der vedrørte dispensation fra lokalplanens § 5, stk. 3, og § 6, stk. 1. Denne del af kommunens afgørelse gælder således fortsat.

Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.