Klage over afslag på dispensation og påbud om lovliggørelse af indgangsparti og muret mellembygning i Hellebæk

Helsingør Kommune traf den 26. juni 2020 afgørelse om afslag på dispensation fra lokalplan nr. 4.33 for ejendommen A1, 3150 Hellebæk, samt påbud om fysisk lovliggørelse. Sagen omhandlede et opført indgangsparti og en muret mellembygning, som kommunen vurderede var i strid med lokalplanen. Ejeren af ejendommen klagede over afgørelsen til Planklagenævnet.

Ejendommen og lokalplanen

Ejendommen A1 er omfattet af lokalplan nr. 4.33, Nordre Strandvej 92, Hellebæk. Lokalplanens formål er at muliggøre bevaring/genopførelse af bebyggelsen som bolig og fastlægge bebyggelsesregulerende bestemmelser. Specifikt tillader lokalplanens Lokalplan nr. 4.33 § 6.1 genopførelse i samme volumen som vist på kortbilag og angiver, at der kan indrettes en uopvarmet glasmellemgang mellem garage og hovedhus. Ejendommen må ikke bebygges yderligere. Før lokalplan nr. 4.33 var ejendommen omfattet af lokalplan nr. 4.8, som udlagde området til offentlig strandpark.

Sagsforløb

Sagen har et langt forløb med flere byggetilladelser og tilsyn fra kommunens side:

• 1998/2010: Kommunen udstedte byggetilladelser til ombygning og etablering af kælder.
• 2012: En naboklage førte til en besigtigelse, hvor kommunen konstaterede ulovligt byggeri og udstedte en standsningsmeddelelse, da ejendommen var udlagt til offentlig strandpark i henhold til den daværende lokalplan nr. 4.8.
• 2013: Kommunen fastholdt standsningspåbuddet og offentliggjorde forslag til lokalplan nr. 4.33, som senere blev endeligt vedtaget.
• 2014: Statsforvaltningen stadfæstede kommunens standsningsmeddelelse. Ejeren redegjorde for byggeriet, herunder et påtænkt nyt indgangsparti.
• 2015: Ejeren færdigmeldte byggeriet, men kommunen meddelte, at der ikke var byggetilladelse til det færdigmeldte byggeri.
• 2016-2019: Kommunen foretog partshøring og varslede påbud om fjernelse af bygningsdele, der ikke fremgik af lokalplan 4.33's tegninger. Der var løbende korrespondance mellem klager og kommune.
• 2020: Helsingør Kommune traf den påklagede afgørelse om afslag på dispensation og påbud om fysisk lovliggørelse af indgangspartiet (ca. 6 m2) og den murede mellembygning (ca. 7 m2), samt boligareal i/under garage og fundament inddraget til boligareal. Kommunen begrundede afslaget med, at bygningsdelene skæmmer det værdifulde landskab i kystnærhedszonen og landzonen i første række til Øresund, og at indgangspartiet tiltrækker visuel opmærksomhed fra vejen. Begge dele blev anset for at være i strid med lokalplanens Lokalplan nr. 4.33 § 6.1 og kortbilag, samt vejbyggelinjen i Lokalplan nr. 4.33 § 5.

Klagepunkter

Planklagenævnet behandlede følgende spørgsmål i klagesagen:

• Om der forelå personlig inhabilitet, jf. Forvaltningsloven § 3.
• Om forholdet var umiddelbart tilladt efter lokalplanen, jf. Planloven § 18, eller krævede dispensation fra lokalplanens Lokalplan nr. 4.33 § 6.1.
• Om klageren havde berettigede forventninger som følge af myndighedspassivitet.
• Om kommunen havde overholdt de forvaltningsretlige principper om proportionalitet og værdispild.
• Om kommunen havde foretaget en konkret vurdering af forholdet og baseret sin skønsmæssige vurdering på planlægningsmæssigt relevante hensyn.
• Om kommunen havde overholdt det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at Helsingør Kommunes afgørelse om afslag på dispensation og påbud om fysisk lovliggørelse gælder.

Planklagenævnets vurdering af klagepunkterne

• Inhabilitet: Nævnet fandt ikke grundlag for, at afgørelsen var ugyldig som følge af inhabilitet, da de pågældende sagsbehandlere, udvalgsformanden og områdelederen ikke havde deltaget i sagsbehandlingen. Dette blev vurderet i henhold til Forvaltningsloven § 3, stk. 1 og Forvaltningsloven § 3, stk. 2.

• Umiddelbart tilladt eller krav om dispensation:

  • Indgangspartiet: Nævnet lagde til grund, at indgangspartiet blev opført i november 2014 og ikke fremgår af lokalplanens bilag. Det er derfor ikke i overensstemmelse med Lokalplan nr. 4.33 § 6.1 og kræver dispensation, jf. Planloven § 19. Nævnet bemærkede, at Planloven § 51, stk. 3 ikke indebærer en ret for kommunen til at undlade håndhævelse, selv ved forhold af underordnet betydning.
  • Muret mellembygning: Mellembygningen er muret og ikke af glas, hvilket er i strid med Lokalplan nr. 4.33 § 6.1. Nævnet fandt, at opførelsen ikke var i overensstemmelse med den tidligere lokalplan nr. 4.8, som udlagde området til offentligt formål, og at der var tale om nyopførelse, ikke genopførelse af et lovligt eksisterende forhold. Derfor kræver den dispensation, jf. Planloven § 19.

• Myndighedspassivitet: Nævnet fandt ikke, at kommunens adfærd eller sagsbehandlingstid havde givet klageren indtryk af, at opførelsen af indgangspartiet og mellembygningen var accepteret. Kommunen havde løbende meddelt, at byggeriet var ulovligt, og der var derfor ikke grundlag for at anse kommunen for at have fortabt retten til at kræve lovliggørelse, jf. Planloven § 51.

• Proportionalitet og værdispild: Nævnet vurderede, at en lovliggørelse af indgangspartiet og mellembygningen ikke ville medføre et værdispild, der kunne opveje hensynet til retshåndhævelsen. Det blev lagt vægt på, at klageren havde opført byggeriet, selvom det ikke var omfattet af byggetilladelser, og efter vedtagelsen af en lokalplan, der klart viste, at det ikke ville være lovligt.

• Planlægningsmæssigt relevant hensyn og konkret vurdering: Kommunens begrundelse om, at bygningsdelene skæmmer det værdifulde landskab og tiltrækker visuel opmærksomhed, blev anset for saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn. Nævnet fandt ikke grundlag for at antage, at kommunen ikke havde foretaget en tilstrækkelig konkret skønsmæssig vurdering.

• Lighedsgrundsætningen: Nævnet fandt ikke, at kommunens afslag var udtryk for usaglig forskelsbehandling, da de af klageren nævnte sammenligningsejendomme var omfattet af et andet retsgrundlag (ingen lokalplan eller en anden lokalplan).

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Helsingør Kommunes afgørelse af 26. juni 2020. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Klagegebyret tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.