Klage over Horsens Kommunes afgørelse om opsætning af solfangere

Horsens Kommune traf den 24. august 2020 afgørelse om, at opsætning af solfangere på en ejendom i Horsens var i overensstemmelse med lokalplan nr. 119. En nabo klagede til Planklagenævnet over denne afgørelse, idet klageren mente, at solfangerne var i strid med lokalplanen, og at kommunen ikke havde oplyst sagen tilstrækkeligt.

Ejendommen og lokalplanen

Ejendommen er beliggende på [A1], 8700 Horsens, og er omfattet af lokalplan nr. 119, et boligområde ved Byvangen, vedtaget den 11. maj 1993. De to solfangere er etableret med stativer på bygningens flade tag og dækker en mindre del af taget.

Lokalplanen indeholder følgende relevante bestemmelser:

• § 7.02 og 7.04 (Bebyggelsens omfang og placering):
  • Bebyggelsen må højst opføres med én etage med udnyttet tagetage.
  • Tage skal have en hældning mellem 30 og 45 grader, dog kan carporte have flade tage.
• § 8.01 og 8.02 (Bebyggelsens ydre fremtræden):
  • Ny bebyggelse skal forelægges byrådet til særlig godkendelse for udseende, materialevalg og farveholdning.
  • Inden for naturligt sammenhængende bebyggelsesafsnit skal tage og facader fremstå i ensartede materialer og farver, der harmonerer med hinanden.

Kommunens sagsbehandling og afgørelse

Horsens Kommune modtog en klage over solfangerne den 3. august 2020. Efter at have indhentet beskrivelser, tegninger og fotos fra ejeren, traf kommunen afgørelse den 24. august 2020. Kommunen vurderede, at solfangerne overholdt lokalplanens bestemmelser vedrørende bygningens ydre fremtræden, da de havde en vinkel på 45 grader og var placeret på et fladt tag. Kommunen bemærkede, at ejendommen adskilte sig fra andre i området med hensyn til taghældning, men at der var andre ejendomme med solfangere og varierende tagmaterialer/farver. Kommunen afgjorde desuden, at solfangerne ikke krævede byggetilladelse efter Byggeloven § 2, da de ikke i nævneværdig grad påvirkede højde- og afstandsforhold eller konstruktive forhold.

Klagerens anbringender

Klageren anførte primært, at opsætningen af solfangerne var i strid med lokalplanens §§ 8.01 og 8.02. Klageren fremhævede, at ejendommen var den eneste med fladt tag i området, og at solfangerne, der stod oprejst, skilte sig markant ud og var synlige fra alle vinkler. Klageren mente også, at solfangerne var større end almindelige solfangere til el og ikke kunne sammenlignes med et almindeligt 30-45 graders tag. Desuden kritiserede klageren kommunens sagsoplysning, idet afgørelsen var truffet uden besigtigelse af ejendommen, kun baseret på tegninger og fotos. Klageren udtrykte også bekymring for fremtidig opsætning af yderligere solfangere.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Horsens Kommunes afgørelse.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet kan alene tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Dette omfatter spørgsmål om overensstemmelse med lokalplanen og overholdelse af almindelige forvaltningsretlige principper, herunder officialprincippet. Spørgsmål om afgørelsens hensigtsmæssighed eller fremtidige forhold, som kommunen ikke har truffet afgørelse om, falder uden for nævnets kompetence.

Fortolkning af lokalplanens bestemmelser

Nævnet vurderede, at bestemmelserne i en lokalplan er bindende over for borgerne, jf. Planloven § 18. Dispositioner, der er i overensstemmelse med lokalplanen eller ikke reguleret af den, er umiddelbart tilladte. Dispositioner, der ikke er i overensstemmelse, kræver dispensation efter Planloven § 19 og naboorientering efter Planloven § 20. En lokalplanbestemmelse skal være klart og præcist formuleret for at kunne håndhæves.

Lokalplanens § 8.01 (Ny bebyggelse)

Lokalplanens § 8.01 kræver særlig godkendelse af ny bebyggelses udseende, materialevalg og farveholdning. Planklagenævnet fandt, at begrebet "bebyggelse" i denne paragraf, ud fra lokalplanens øvrige indhold og hensigt, primært regulerer beboelsesbygninger og ikke opsætning af to solfangere, der kun dækker en mindre del af taget og kun i begrænset omfang forhøjer bygningens højde. Opsætningen af solfangerne var derfor ikke reguleret af § 8.01 og krævede ikke dispensation. Nævnet tog ikke stilling til, om § 8.01 havde hjemmel i Planloven § 15, stk. 2, nr. 18, der omhandler bevaring af eksisterende bebyggelse.

Lokalplanens § 8.02 (Ensartede materialer og farver)

Lokalplanens § 8.02 fastsætter krav om, at tage og facader skal fremstå i "ensartede materialer og farver, der harmonerer med hinanden". Nævnet fandt, at denne bestemmelse ikke var tilstrækkelig klart og præcist formuleret til at kunne håndhæves i den konkrete sag, da fortolkningen i høj grad ville bero på en skønsmæssig vurdering. Solfangerne var derfor i overensstemmelse med § 8.02 og krævede ikke dispensation.

Sagsoplysning og officialprincippet

Klageren anførte, at kommunen ikke havde besigtiget ejendommen. Planklagenævnet vurderede, at kommunen ikke havde handlet i strid med officialprincippet. Kommunen havde indhentet tilstrækkelige oplysninger, herunder beskrivelser og fotos af solfangerne og deres placering, til at træffe afgørelse. En kommune har ikke en generel pligt til at besigtige en ejendom i sådanne sager.

Afgørelse

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Horsens Kommunes afgørelse af 24. august 2020. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.