Afvisning af klage i sag om udbetaling af tilskud til privat skovrejsning på grund af manglende klageadgang

Sagen omhandler en klage over Landbrugsstyrelsens afgørelse om udbetaling af tilskud til privat skovrejsning. Tilsagnshaver modtog i 2010 tilsagn om tilskud til etablering af 4 ha skov. Ved udbetalingen i 2020 blev tilskuddet beregnet ud fra et areal på 3,92 ha, da en skovvej på 0,08 ha ikke blev medregnet som tilskudsberettiget.

Klagens indhold

Klager anførte, at skovvejen på 0,08 ha var en integreret del af projektet og derfor burde medregnes i det samlede skovareal. Klager henviste til vejledningen for privat skovrejsning, hvoraf det fremgår, at udyrkede arealer som veje kun undtages, hvis de enkeltvis er over 0,1 ha. Da skovvejen var under denne grænse, mente klager, at den skulle indgå i det tilskudsberettigede areal.

Landbrugsstyrelsens afgørelse

Landbrugsstyrelsen traf afgørelse om udbetaling baseret på, at kun arealer, der er tilplantet eller tilsået med egnede træarter, er tilskudsberettigede, jf. § 5, stk. 1, nr. 4, i den relevante bekendtgørelse. Da skovvejen ikke var tilplantet, blev den ikke medregnet.

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste at realitetsbehandle klagen, da nævnet ikke har kompetence til at behandle sagen.

Nævnets kompetence og endelighedsklausul

Nævnets kompetence til at behandle klager forudsætter, at der er fastsat klageadgang i den relevante lovgivning, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 1, stk. 1. Tilsagnet om tilskud blev meddelt i henhold til bekendtgørelse nr. 1316 af 20. november 2006.

I Bekendtgørelse om tilskud til privat skovrejsning § 15 fra 2006 er der en endelighedsklausul, som fastslår, at afgørelser truffet efter bekendtgørelsen ikke kan indbringes for en anden administrativ myndighed. Da der således ikke er hjemmel til at klage, havde Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke kompetence til at behandle klagen.

Nævnet bemærkede desuden, at selvom der er kommet nyere bekendtgørelser, skal sager, hvor tilsagn er givet efter tidligere regler, færdigbehandles efter disse. Derfor var det reglerne fra 2006-bekendtgørelsen, inklusiv endelighedsklausulen, der fandt anvendelse i denne sag.