Planklagenævnets afgørelse om afslag på dispensation fra byplanvedtægt vedrørende bebyggelsesgrad

Høje-Taastrup Kommune traf den 30. juni 2020 afgørelse om afslag på dispensation fra byplanvedtægt nr. 1-05, Et område mellem Roskildevej og jernbanen øst for Køgevej. Afslaget vedrørte en ansøgning om overskridelse af det maksimale bebyggede areal på ejendommen [A1], 2630 Taastrup, i forbindelse med opførelse af en tilbygning på 26 m2.

Byplanvedtægten, der blev vedtaget den 13. februar 1961, fastsætter i § 4, stk. 5, at det bebyggede areal højst må udgøre 1/6 af nettogrundarealet, med mulighed for yderligere en garage på højst 25 m2 eller et udhus på højst 20 m2.

Kommunen begrundede sit afslag med, at den ansøgte tilbygning ville medføre et bebygget areal på ca. 1/3 af nettogrundarealet, hvilket ville ændre helhedsindtrykket af rækkehusbebyggelsen, skabe uhensigtsmæssig fortætning, medføre skyggegener for naboer og risikere uønsket præcedens, der ville være ødelæggende for områdets karakter.

Ejeren af ejendommen klagede over afgørelsen. Klagen omhandlede primært tre punkter, som Planklagenævnet har behandlet:

Klagepunkter

• Naboorientering: Klageren var uforstående over for kommunens konklusion om nabogener og mente, at kommunen burde have foretaget naboorientering i henhold til planlovens § 20.
• Beslutningsgrundlag: Klageren anførte, at kommunen ikke havde besigtiget ejendommen og var uenig i kommunens opgørelse af ejendommens bebyggelsesprocent, hvilket blev tolket som en klage over manglende overholdelse af officialprincippet.
• Lighedsgrundsætningen: Klageren gjorde gældende, at kommunen havde handlet i strid med lighedsgrundsætningen, da 54 ud af 159 boliger i området angiveligt overskred byplanvedtægtens bestemmelser om bebygget areal.

Planklagenævnet har behandlet klagen over Høje-Taastrup Kommunes afslag på dispensation og kan ikke give medhold i klagen, hvilket betyder, at kommunens afgørelse fastholdes.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet kan alene tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Spørgsmål vedrørende kommunens skønsmæssige beslutning om at give dispensation, herunder vurderinger af helhedsindtryk, fortætning eller nabogener, falder uden for nævnets kompetence. Dispositioner, der ikke er i overensstemmelse med en byplanvedtægt, kræver dispensation efter planlovens § 19.

Naboorientering

Nævnet fandt, at kommunen ikke var forpligtet til at foretage naboorientering. Efter planlovens § 20, stk. 1, er naboorientering kun et krav, når kommunen ønsker at meddele dispensation. Da kommunen i denne sag gav afslag på dispensation, var der intet krav om naboorientering.

Beslutningsgrundlag (Officialprincippet)

Klageren anførte, at kommunen ikke havde besigtiget ejendommen og havde en forkert beregning af det bebyggede areal. Planklagenævnet vurderede, at kommunen ikke havde handlet i strid med officialprincippet. Kommunen havde besigtiget ejendommen fra vejen og via luftfoto og havde tilstrækkelige oplysninger fra ansøgningsmaterialet. En kommune har ikke en generel pligt til at besigtige en ejendom i dispensationssager, da tilstrækkelige oplysninger ofte kan tilvejebringes via byggetegninger, kortmateriale og luftfotos.

Selvom der var en mindre uoverensstemmelse i beregningen af det bebyggede areal (kommunen angav 32,3 %, klageren 30,47 %), fandt nævnet ikke, at dette var en væsentlig retlig mangel. Forskellen var ikke så betydelig, at den ville have ført til et andet resultat, da kommunens afslag var baseret på en skønsmæssig vurdering af en væsentlig overskridelse af byplanvedtægtens bestemmelser.

Lighedsgrundsætningen

Klageren påberåbte sig, at mange andre ejendomme i området overskred byplanvedtægtens bestemmelser. Planklagenævnet fandt ikke, at kommunen havde tilsidesat lighedsgrundsætningen:

• Fritliggende parcelhuse: De ejendomme, klageren henviste til, var fritliggende parcelhuse, som ikke blev anset for at være sammenlignelige med klagerens rækkehus.
• Byggeri opført før byplanvedtægten: En stor del af de nævnte overskridelser skyldtes byggeri opført før byplanvedtægtens vedtagelse. Eksisterende lovlig brug kan fortsætte uanset nye planbestemmelser, og disse sager var derfor ikke sammenlignelige.
• Tidligere dispensationer: To tidligere dispensationer (et dobbelthus med 1,5 % overskridelse og rækkehuse fra 1974 med 18,62 % bebygget areal) blev ikke anset for sammenlignelige, da overskridelserne her var beskedne i forhold til klagerens ansøgning om ca. 31 % bebygget areal. Kommunen havde lagt vægt på, at klagerens ansøgning udgjorde en væsentlig overskridelse.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.