De frie kapitalbevægelser forbyder strengere skattebetingelser for fradrag af udbytte fra tredjelandsselskaber end fra indenlandske selskaber (Tyskland)

EV, et tysk kommanditaktieselskab og moderselskab i en global koncern, anfægtede en skatteansættelse fra Finanzamt Lippstadt vedrørende erhvervsskatten (Gewerbesteuer) for skatteåret 2009. Sagen vedrørte den skattemæssige behandling af udbytte, som EV indirekte modtog fra sit australske datterselskab, HAP Ltd. (et selskab etableret i et tredjeland).

Det centrale spørgsmål var, om den tyske lovgivning, specifikt § 9, nr. 7, i GewStG (Erhvervsskatteloven), var i strid med EU-retten. Denne bestemmelse stillede betydeligt strengere krav for, at et hjemmehørende selskab kunne opnå fradrag for udbytte, der stammede fra et datterselskab i et tredjeland, sammenlignet med udbytte fra indenlandske selskaber.

Den tyske skattelovgivnings forskelsbehandling

For at opnå fradrag for udbytte i erhvervsskattegrundlaget i Tyskland gjaldt følgende:

• Indenlandske datterselskaber (§ 9, nr. 2a GewStG): Fradrag krævede kun 15% ejerskab ved periodens start.
• Tredjelandsselskaber (§ 9, nr. 7 GewStG): Fradrag krævede 15% uafbrudt ejerskab og derudover, at datterselskabets bruttoindkomst udelukkende eller næsten udelukkende stammede fra specifikke aktive virksomheder (produktionsvirksomhed, handel mv.), eller at det opfyldte særligt strenge krav for holdingselskaber (nationalt eller funktionelt holdingselskab).

Da det australske datterselskab ikke opfyldte disse aktivitetsbetingelser, nægtede Finanzamt Lippstadt det fulde fradrag, hvilket resulterede i, at 95% af udbyttet blev medregnet i EV's skattepligtige resultat. EV gjorde gældende, at denne forskelsbehandling stred mod de frie kapitalbevægelser i traktaten (Artikel 63 TEUF-65 TEUF).

Domstolen fastslog, at Artikel 63 TEUF – 65 TEUF skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning som den tyske, hvorefter fradrag af indtægter fra andele i et kapitalselskab i et tredjeland er underlagt strengere betingelser end fradrag af indtægter fra andele i et indenlandsk kapitalselskab.

Domstolen konkluderede, at de strengere betingelser for tredjelandsselskaber udgjorde en restriktion for kapitalbevægelserne, da de gjorde det mindre attraktivt for hjemmehørende moderselskaber at investere i datterselskaber med hjemsted i tredjelande.

Afvisning af “Grandfather Clause” (Artikel 64 TEUF)

Domstolen afviste, at Tyskland kunne påberåbe sig Artikel 64, stk. 1, TEUF (den såkaldte 'grandfather clause'), som tillader opretholdelse af restriktioner over for tredjelande, der eksisterede den 31. december 1993. Dette skyldtes, at den tyske lovgivning efter denne dato var blevet ændret, og ændringerne havde indsnævret fradragsmulighederne og gjort restriktionen mere byrdefuld (f.eks. ved at hæve kapitalkravet fra 10% til 15% og ændre fradraget fra brutto- til nettoudbytte).