Afgift på vindmøller i Spanien og EU-reglerne for vedvarende energi og punktafgifter

Sagen vedrører fire forenede anmodninger om præjudiciel afgørelse fra Tribunal Superior de Justicia de Castilla-La Mancha (Spanien) vedrørende foreneligheden af en regional spansk afgift på elektricitetsproducerende vindmøller (kaldet "canon eólico") med tre centrale EU-direktiver: direktivet om fremme af vedvarende energi (2009/28/EF), direktivet om punktafgifter (2008/118/EF) og direktivet om beskatning af energiprodukter (2003/96/EF).

Sagsøgerne, herunder Elecdey Carcelen SA og Iberdrola Renovables, driver vindmølleparker i den selvstyrende region Castilla-La Mancha. De bestred afgiften, der blev indført ved spansk lov nr. 9/2011, og som blev opkrævet som en fast kvartalssats pr. vindmølle, primært baseret på antallet af møller i parken, uanset den faktiske elproduktion eller forbruget. Ifølge sagsøgerne stred afgiften mod EU-retten, dels fordi den modvirkede målet om at fremme vedvarende energi, dels fordi den udgjorde en ulovlig indirekte afgift i henhold til EU’s harmoniserede skatteregler.

Den forelæggende ret ønskede især afklaret, om direktiv 2009/28 forbyder medlemsstater at pålægge sådanne afgifter, og om afgiften i givet fald skulle betragtes som en indirekte afgift på forbrug, der enten var omfattet af minimumsbeskatningen under direktiv 2003/96 eller krævede et "særligt formål" under direktiv 2008/118.

Domstolen fastslog, at den spanske afgift på elektricitetsproducerende vindmøller er forenelig med de fortolkede EU-direktiver, idet den falder uden for direktivernes harmoniserede anvendelsesområde.

Afgørelse vedrørende direktiv 2009/28/EF (Fremme af vedvarende energi)

Domstolen fandt, at direktiv 2009/28, der har til formål at fremme vedvarende energi, ikke forpligter medlemsstaterne til at indføre skattefritagelser eller skattenedsættelser. Selvom medlemsstaterne kan anvende støtteordninger, herunder skattefordele, er de ikke forpligtet hertil:

• Medlemsstaterne har betydelige skønsbeføjelser til at fastsætte de foranstaltninger, de anser for passende for at nå de nationale overordnede mål (artikel 3).
• En national afgift, der potentielt kan gøre produktionen af vindenergi mindre tiltalende, er ikke i sig selv i strid med direktivet; det vil højst medføre, at medlemsstaten misligholder sine forpligtelser om at nå målene.
• Artikel 13, stk. 1, litra e) (administrative omkostninger) vedrører kun overvæltningen af omkostninger for ydelser i forbindelse med visse administrative procedurer, og har ikke til formål at forbyde indførelsen af generelle afgifter.

Afgørelse vedrørende direktiv 2003/96/EF (Energi- og elektricitetsbeskatning)

Domstolen fastslog, at afgiften ikke beskatter elektricitet i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i direktiv 2003/96: