Planklagenævnets afgørelse om lokalplan nr. 0212-12, Stadionvej – et etageboligområde, og kommuneplantillæg nr. 44 til kommuneplan 2017-2029 i Kolding Kommune

Kolding Kommune vedtog den 23. juni 2020 lokalplan nr. 0212-12, Stadionvej – et etageboligområde, samt kommuneplantillæg nr. 44 til kommuneplan 2017-2029. Danmarks Naturfredningsforening, Kolding, klagede over begge planvedtagelser.

Planklagenævnet behandlede to hovedspørgsmål i sagen:

Sagens kerne

• Om der var den fornødne planlægningsmæssige begrundelse for at fastsætte en bebyggelsesprocent for et rammeområde under ét.
• Om lokalplanen var i strid med kommuneplanen, jf. Planlovens § 13, stk. 1, nr. 1.

Planområdet er beliggende mellem Stadionvej og Kolding Å i bydelen Harte/Munkebo, cirka 1,5 km vest for det centrale Kolding.

Sagsforløb og kompetence

Sagen involverede klagerens indsendelse af klage og yderligere bemærkninger, samt bemærkninger fra Kolding Kommune og bygherren bag det planlagte projekt. Sekretariatet for Planklagenævnet anmodede desuden kommunen om at redegøre for den planlægningsmæssige begrundelse for den fælles bebyggelsesprocent.

Planklagenævnet har kompetence til at behandle retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven, jf. Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3. Nævnet behandler dog ikke spørgsmål vedrørende planforslagets hensigtsmæssighed, herunder økonomiske hensyn, da disse ikke vedrører retlige forhold efter planloven.

Planklagenævnet ophævede både lokalplan nr. 0212-12 og kommuneplantillæg nr. 44, hvilket betyder, at de ikke længere er gældende.

Planlægningsmæssig begrundelse for fælles bebyggelsesprocent

Klageren anførte, at det var en retlig mangel, at kommuneplantillægget fastsatte en bebyggelsesprocent ved at medregne et naborammeområde med et helt andet formål. Planklagenævnet bemærkede, at det generelt er muligt at fastsætte en fælles bebyggelsesprocent for et rammeområde under ét, forudsat at området udlægges til en forholdsvis ensartet anvendelse, og at større arealer til offentligt formål, der ikke forudsætter bebyggelse, ikke indgår.

Kommuneplantillæg nr. 44 fastsatte en fælles bebyggelsesprocent for rammeområde 0212-B2 (boligområde) og en del af rammeområde 0212-G2 (fritidsformål, ubebygget natur). Kommunen begrundede dette med, at der var tale om ét matrikelnummer, et ønske om enkelhed, og at princippet fulgte den eksisterende kommuneplan.

Planklagenævnet fandt ikke, at der var den fornødne planlægningsmæssige begrundelse for at fastsætte en samlet bebyggelsesprocent for disse områder. Nævnet lagde vægt på, at området i rammeområde 0212-G2 ikke skulle bebygges og ikke havde relevans for beregningen af bebyggelsesprocenten i rammeområde 0212-B2. Hverken matrikelnummeret eller princippet i den eksisterende kommuneplan kunne ændre dette. Nævnet konkluderede, at kommuneplantillæggets bestemmelse om bebyggelsesprocent led af en væsentlig retlig mangel, og da denne bestemmelse var en væsentlig del af den ændrede kommuneplanramme, blev hele tillægget ophævet som ugyldigt.

Lokalplanens overensstemmelse med kommuneplanen

Som en konsekvens af det ugyldige kommuneplantillæg nr. 44, var de oprindelige rammebestemmelser i kommuneplan 2017-2029 fortsat gældende. Disse fastsatte en maksimal bebyggelsesprocent på 30 for rammeområde 0212-B2, inklusive område til fritidsformål. En lokalplan må ikke være i strid med kommuneplanen, jf. Planlovens § 13, stk. 1, nr. 1.

Lokalplan nr. 0212-12 fastsatte et maksimalt boligetageareal på 8.500 m2, hvilket i lokalplanens redegørelse angives at svare til en bebyggelsesprocent på 45 for området som helhed. Planklagenævnet fandt, at denne bestemmelse var i strid med kommuneplanens maksimale bebyggelsesprocent på 30. Nævnet bemærkede, at selv hvis fritidsområdet blev medregnet i beregningen, ville bebyggelsesprocenten stadig overskride den tilladte grænse. Bygherrens oplysning om et reduceret projekt på 3.985 m2 havde ingen betydning for lokalplanens gyldighed, da det er lokalplanens bestemmelser, der er afgørende.

Planklagenævnet fandt derfor, at lokalplanen led af en retlig mangel, der var så væsentlig, at lokalplanen var ugyldig.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnet gjorde opmærksom på, at hvis Kolding Kommune behandler planforslaget igen, skal dette ske i overensstemmelse med en mere præcis afgrænsning af anvendelsen i lokalplanen i forhold til kommuneplanen.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. De indbetalte klagegebyrer tilbagebetales.