Afslag på lovliggørende dispensation til udhus inden for strandbeskyttelseslinjen stadfæstes

Sagen omhandler et udhus på en ejendom i Lejre Kommune, der er beliggende delvist inden for strandbeskyttelseslinjen. Ejendommen, der har et areal på 1.292 m², ligger direkte ud til kysten ved Lejre Vig. Ca. 178 m² af ejendommens kystnære arealer er omfattet af strandbeskyttelseslinjen, herunder det omstridte udhus.

Baggrund for sagen

Det oprindelige udhus på 11 m², opført i 1965, blev nedrevet i 2016 og erstattet af et nyt udhus. Kystdirektoratet har opmålt det nye udhus til ca. 17 m² baseret på luftfotos. Det nye udhus er placeret ca. 8-10 meter fra kysten og ca. 7 meter syd for beboelsen og er i det væsentligste omfattet af strandbeskyttelseslinjen. I forlængelse af udhuset er der etableret en overdækning/tagudhæng mod kysten samt en mindre stenbelægning.

Kystdirektoratets afgørelse

Kystdirektoratet meddelte den 11. juni 2020 afslag på lovliggørende dispensation til det genopførte udhus i dets nuværende udseende og udformning. Direktoratet varslede samtidig et påbud om at fjerne udhusets overdækning/tagudhæng mod vandet og reducere mængden af vinduer, så det bringes i overensstemmelse med det oprindelige udhus. Kystdirektoratet begrundede afslaget med, at det genopførte udhus ikke var omfattet af den administrative praksis for genopførelse, da det havde ændret karakter og anvendelsesmuligheder. Direktoratet lagde vægt på glasfacaden mod vandet og de to glasdøre mod nord, som ændrede udhusets karakter til en havepavillon/lysthus med overdækket terrasse frem for et opbevaringsskur.

Klagerens anbringender

Ejendommens ejer påklagede afgørelsen den 6. juli 2020 til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klager anførte, at:

• Der var tale om genopførelse af det oprindelige udhus, da det nye udhus ikke adskilte sig væsentligt eller fremstod mere markant.
• Overdækningen var en forbedring af det oprindelige halvtag, ikke en overdækket terrasse.
• Udhuset fortsat blev anvendt til opbevaring af havemøbler, bådegrej mv.
• Udhuset var omfattet af undtagelsen vedrørende mindre haveanlæg i Naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 3 eller Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 3, nr. 1.
• Klager var uforstående over for kravet om at fjerne stakit, da naboejendommen havde hegn og glasafskærmning.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Kystdirektoratets afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation til udhuset inden for strandbeskyttelseslinjen. Nævnet fandt, at udhuset i dets nuværende udformning skulle betragtes som en nyopførelse og ikke en genopførelse, der kunne dispenseres fra.

Nævnets prøvelse og lovgrundlag

Nævnet påpegede, at Kystdirektoratet som tilsynsmyndighed efter Naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 2 skal påse overholdelsen af strandbeskyttelseslinjen og foranledige ulovlige forhold lovliggjort, medmindre de har underordnet betydning, jf. Naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5. Tilsynsafgørelser kan ikke påklages til nævnet, jf. Naturbeskyttelseslovens § 78, stk. 1, men nævnet kan prøve fortolkningen af lovgrundlaget. Nævnet behandlede, om der kunne gives lovliggørende dispensation til udhuset.

Naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1 forbyder ændringer i tilstanden af arealer inden for strandbeskyttelseslinjen, herunder bebyggelse. Formålet er at friholde strandene og kystområderne mod indgreb. Nævnet vurderede, at udhuset ikke var omfattet af undtagelserne i Naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 3 eller Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 3, nr. 1, da der allerede var et andet lovligt udhus/carport inden for strandbeskyttelseslinjen på ejendommen. Forholdet skulle derfor vurderes efter den restriktive dispensationshjemmel i Naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, som kun tillader dispensation i særlige tilfælde.

Vurdering af genopførelse og karakterændring

Nævnet lagde til grund, at der normalt kan dispenseres til genopførelse af ældre bebyggelse, hvis det genopførte har ca. samme størrelse, placering, udformning og anvendelse som det tidligere. Ved større ombygninger eller ændret anvendelse betragtes det som nyopførelse.

Miljø- og Fødevareklagenævnet vurderede, at det nye udhus havde ændret karakter i en sådan grad, at det skulle betragtes som nyopførelse. Nævnet lagde vægt på, at der var isat flere og større glaspartier, og at overdækningen var blevet en integreret del af tagkonstruktionen. Dette gav udhuset et mere dominerende udtryk med sin kystnære placering.

Konklusion

Nævnet fandt, at der ikke forelå særlige forhold, der kunne begrunde en dispensation til udhuset. Udhuset fremstod synligt i landskabet i strid med formålet med strandbeskyttelseslinjen, og en dispensation ville kunne medføre uønsket præcedensvirkning, især da praksis inden for den oprindelige 100 m-strandbeskyttelseslinje er særlig restriktiv. Henvisningen til forhold på naboejendommen kunne ikke føre til et andet resultat, da forholdene ikke var sammenlignelige.

Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Naturbeskyttelseslovens § 88, stk. 1. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.